I en meget rost tale den 1. januar på Cairos Al-Azhar Universitet henvendte Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi sig til landets religiøse ledere og sagde, at tiden er inde til at reformere islam. Han har vundet vestlig hyldest herfor, samt en nominering til Nobels Fredspris, men jeg har visse forbehold vedrørende hans tale.
For det første, uanset hvor udmærkede Sisis ideer måtte være, så har ingen politiker – og især ingen stærk politisk leder – nogensinde påvirket moderne islam. Atatürks reformer i Tyrkiet bliver systematisk omstødt. For ti år siden holdt både kong Abdullah II af Jordan og præsident Pervez Musharraf i Pakistan tilsvarende fine taler vedrørende "islams sande stemme" og "oplyst moderation," som begge straks forsvandt ud af syne. Jovist, Sisis kommentarer er stærkere, men han er ikke nogen religiøs autoritet, og de vil derfor sandsynligvis også forsvinde uden at have efterladt sig spor.
Angående indholdet: Sisi priste religionen islam og fokuserede på det, han kalder for fikr, som bogstaveligt kan oversættes med tanke, men som i denne sammenhæng betyder forkerte ideer. Han klagede over, at forkerte ideer, som han ikke definerede nærmere, er blevet helliggjorte, og at de religiøse ledere ikke tør kritisere dem. Men Sisi kritiserede, og det på et veltalende arabisk, som er højst usædvanligt for diskussioner af den type emner: "Det er ubegribeligt, at de forkerte ideer, som vi helliggør, gør hele vores umma [muslimske samfund] til en kilde til bekymring, fare, drab og ødelæggelse for den ganske verden. Dette er ikke muligt."
Ikke desto mindre er det det, der er sket: "Vi har nået et punkt, hvor muslimer har vakt hele verdens fjendtlighed. Er det tænkeligt, at 1,6 milliarder [muslimer] ønsker at slå resten af verdens befolkning på 7 milliarder ihjel, for at muslimer kan trives? Det er ikke muligt." Under svag applaus fra de religiøse standspersoner som sad foran ham, fortsatte Sisi og opfordrede disse til at skabe en "religiøs revolution." Sker det ikke, vil det muslimske samfund "blive revet itu, udslettet og ende i helvede."
 Egyptens præsident Sisi taler til de religiøse ledere på Al-Azhar den 1. jan. |
Det gør Sisi ære, at han har slået i bordet vedrørende dette problem; hans åbenhed står i skarp kontrast til det vrøvl, der kommer fra hans vestlige modstykker, som vedholdende foregiver, at den aktuelle voldsbølge intet har at gøre med islam. (Blandt de mange farverige, fejlagtige bemærkninger kommer min favorit fra Howard Dean, tidligere guvernør i Vermont, som reagerede på Charlie Hebdo-massakren med ordene: "Jeg er holdt op med at kalde disse folk for muslimske terrorister. De er ikke mere muslimer, end jeg er.")
Men Sisi gav ikke nogen specifikke oplysninger med hensyn til den revolution, han søger; hvad mon han tænker på? I modsætning til, hvad hans beundrere siger, så tror jeg, at han taler for en mere forfinet udgave af islam, defineret som den fulde anvendelse af islamisk lov (shari'a) i den offentlige sfære.
Der er adskilligt, der peger på, at Sisi har været islamist. Han var en praktiserende muslim, som tilsyneladende kunne citere koranen udenad. Financial Times har påvist, at hans kone har båret hijab (hovedtørklæde) og en af hans døtre niqab (den tildækning, som kun afslører øjne og hænder). Præsident Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab udnævnte Sisi til sin forsvarsminister, netop fordi han betragtede den daværende general som en allieret.
 Kort efter sin tale på Azhar blev Sisi den første egyptiske præsident nogensinde, der har deltaget i en koptisk julemesse. |
Dengang Sisi studerede i Pennsylvania i 2005-06 skrev han en opgave, hvori han anbefalede et demokrati, der er tilpasset islam, et som "måske ikke minder så meget" om dets vestlige prototype, men som "vil have sin egen skikkelse eller udformning sammen med stærkere religiøse bånd." Hans udgave af demokrati adskilte ikke moske og stat, men var baseret "på den islamiske tro," hvilket betød, at regeringsmyndighederne skal "tage islamisk tro i betragtning, når de udfører deres pligter." Med andre ord, shari'a overtrumfer folkets vilje.
I den samme opgave forbandt han delvist sig selv med salafisterne, de langskæggede, kjortelklædte islamister som forsøger at leve, som Muhammad gjorde det. Han beskrev det tidlige kalifat ikke blot som "den ideelle form for regeringsstyre," men også som "målet for enhver ny regeringsform," og han håbede på en genopvækkelse af "den tidligste udgave" af kalifatet.
Det er bestemt muligt, at Sisis syn på islam har udviklet sig, ligesom mange andre egypteres, især siden hans brud med Morsi for to år siden. Rygter mener faktisk at kunne forbinde ham med den radikale anti-islamistiske Quranist-bevægelse, hvis leder, Ahmed Subhy Mansour, han citerede i sin studieopgave. Men Mansour mistænker Sisi for at "lege med ordene" og vil vente og se, om Sisi er seriøs med hensyn til reformer.
 Ahmed Subhy Mansour fra Quranist-bevægelsen, med Ahl al-Qur'an logoet. |
Indtil vi ved mere om Sisis personlige holdning og ser, hvad han herefter foretager sig, opfatter jeg ikke hans tale som en modstand imod al islamisme, men kun imod dens specifikt voldelige form, den slags som raser i Nigeria, Somalia, Syrien-Irak og Pakistan, den slags som har sat byer som Boston, Ottawa, Sydney og Paris under belejring. Ligesom andre mere koldblodige hoveder taler Sisi for at fremme shari'a gennem evolution og folkelig støtte, frem for gennem revolution og brutalitet. Ingen vold er bestemt en forbedring i forhold til vold. Men det er næppe den type islam, som ikke-muslimerne håber på – især når man betænker, at et arbejde gennem systemet har langt større sandsynlighed for at lykkes.
Sande reformer kræver islamiske lærde, ikke politiske stærke ledere, samt en afvisning af implementering af shari'a i den offentlige sfære. Af begge disse grunde er Sisi sandsynligvis ikke en sådan reformator.
19. jan. 2015 tilføjelse: Sisi har gentaget sin argumentation imod voldelig islamisme: "Stigningen i terrorisme ... kræver en gennemtænkt reaktion fra det internationale samfund. Kampen bør ikke blot begrænses til sikkerhedsmæssige og militære aspekter ... men bør inkludere en reformeret religiøs diskurs, hvor falske ideologier, som kunne lokke nogle til at anvende vold for at gennetvinge deres tanker, er blevet fjernet."
