Forrige søndag havde den franske regering sponsoreret en solidaritetsmarch, som omfattede en række udenlandske ledere og alle de hjemlige politiske partier, som skulle samles i en "hellig union" (et udtryk som vækker mindelser om Første Verdenskrig) imod massakrerne på magasinet Charlie Hebdo og på kosher supermarkedet.
Det vil sige, alle de politiske partier undtagen ét -- National Front (NF) ledet af Marine Le Pen, som angiveligt var blevet udelukket, fordi det ikke hylder "republikanske værdier." I virkeligheden blev de holdt ude, fordi de som det eneste blandt de franske politiske partier er imod indvandringen; og andre politikere frygter, at NF vil få vind i sejlene i kølvandet på massakrerne. Ligeledes forbød regeringen i går en demonstration ved den sekulære organisation Riposte Laïque, som krævede "islamisterne ud."
 Angrebene i Paris betød, at Marine le Pen blev inviteret til at mødes med den franske præsident, men ikke til at gå med i hans parademarch. |
Selvom jeg selv er klassisk liberal med en forkærlighed for den frie vilje og i midten af det Republikanske Parti i USA, hilser jeg styrkelsen af National Front og mange af de andre partier, der nedsættende kaldes for den "yderste højrefløj," velkommen. Her er grunden:
Det skal indrømmes, at nogle europæiske partier rent faktisk har en fascistisk karakter, især Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn. Men de andre, som tilsværtes, er faktisk folkelige og oprørske partier, ofte med venstreorienterede økonomiske programmer, især vedrørende velfærdsstaten. De er kreativt centrumpolitiske og udgør en helt ny kombination, som trækker på både højre- og venstrefløj i såvel politik som i tilhængerskare. De repræsenterer den sunde, normale, legitime og konstruktive reaktion fra et folk under pres. Desuden forholder de sig til det, som optager mange.
 Nogle grækere udtrykker sig her om den anden folkelige bekymring: den Europæiske Union. |
I forbindelse med de seneste ugerninger var Le Pen for eksempel som sædvanlig den eneste franske leder, der modigt stod frem og identificerede deres årsag: "Vi kæmper imod en ideologi, den islamistiske fundamentalisme." I modsætning til hende løj præsident François Hollande skamløst: "De, der begik disse handlinger, disse fanatikere har intet med den muslimske tro at gøre." (Hans premierminister, Manuel Valls, klarede det en smule bedre: "Vi er i krig … imod radikal islam.")
Ud over NF i Frankrig består rækken af lignende partier af Engelsk Uafhængighedsparti, Schweizisk Folkeparti, Østrigsk Frihedsparti, de tyske Alternative, Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet i Norge, Sverigedemokraterne, Finlændernes Parti og – i spidsen for flokken – Hollands Frihedsparti, grundlagt af Geert Wilders, som jeg anser for at være Europas mest betydningsfulde politiker.
 PEGIDA har arrangeret store demonstrationer i Tyskland, især i Dresden. |
To bekymringer præger deres primære dagsorden: den Europæiske Union og islamismen. EU vækker negative reaktioner af flere grunde – briterne vil ud, tyskerne ønsker at bruge færre penge på andre, grækerne ønsker færre stramninger: alle føler sig pressede af det overnationale eksperiment, som begyndte beskedent i 1951 i form af Europæisk Kul- og Stålfællesskab. Kun EU-bureaukraterne og de velbeslåede, som er beskyttede imod hverdagens realiteter, påstår at alt går fint.
Med hensyn til islamismen er reaktionerne over hele Europa de samme. Fra Spanien til Norge hører man om for mange indvandrere, for store boligindkvarteringer, for mange sociale sygdomme, for megen islamisk overherredømmementalitet, for meget shari'a (islamisk lov) og for megen vold. Et stigende antal europæere frygter islamismen, begræder tabet af deres traditionelle kultur og er urolige for deres børns fremtid.
De gamle partier, medierne og akademikerne kaster sig ud i en kampagne præget af tilsværtning, marginalisering og udstødelse imod disse partier for at anbringe dem uden for det gode selskab, som om de var de nye nazister. Dette er farligt og nytteløst. Farligt fordi tilhængerne af disse partier vil være mere tilbøjelige til at udtrykke sig gennem ekstremisme og vold, såfremt de nægtes accept og respekt. Nytteløst fordi antallet af personer i denne skare er ubønhørligt voksende. For eksempel har Sverigedemokraterne fordoblet deres antal af støtter i hvert eneste af de seneste fire valg. Skønsmæssige rapporter angiver, at Le Pen og Wilders fører an i meningsmålingerne i deres respektive lande. Efterhånden som de fortsat vinder nye tilhængere, vil mange inden længe udgøre en vigtig stemme i de europæiske lande.
I stedet for skældsord og forsøg på udelukkelse burde de etablerede institutioner opmuntre disse folkelige partier til at blive mere moderate, mere forfinede og til at deltage fuldt og helt i den politiske proces. Selvom de kan have tendens til at være udisciplinerede, med visse paranoide og uacceptable elementer, så vil de tage ved lære i processen og slingrende blive mere agtværdige. Jovist, mange af dem har en tvivlsom baggrund – men det gælder også gamle veletablerede partier i lande som Frankrig og Sverige.
Hvad enten oprørerne er velkomne eller ej, så er de på vej. Fremtiden vil blive bedre for alle involverede, hvis de indtager deres forventede rolle med det etablerede samfunds samarbejde, ikke nedgørelse og bagvaskelse. De fortjener høflighed og respekt.
