Sverige er formentlig det mest "europæiske" af de europæiske lande i kraft af sin historisk fortløbende eksistens som nation ("én stor familie"), sin militaristiske og socialistiske arv, sin uhæmmede immigration, sin politiske korrekthed, som er uden sidestykke, og sin storsnudede hævdelse af en status som "moralsk supermagt." Disse ting gør også landet til det måske mest fremmedartede af de europæiske lande for en amerikansk konservativ.
I den forbindelse bringer jeg her en opsummering af min diskussion med to førende medlemmer af det permanente bureaukrati i det svenske udenrigsministerium, en diskussion som blev afholdt under et nyligt besøg i Stockholm. Vores høflige, men skarpe udveksling fokuserede på Mellemøsten, om hvilken vi var enige om næsten intet; jeg kunne lige så godt have befundet mig i Sudans eller Syriens udenrigsministerium.
 Arvfurstens Palats, et kongeligt palads fra det 18. årh. som siden 1906 har huset det svenske udenrigsministerium. |
Det følgende indeholder disse tilsyneladende nøgterne embedsmænds mere farverige udtalelser, efterfulgt af mine svar. Det første vi drøftede var det iranske atomprogram:
1. IAEA's inspektionssystem i Iran er det mest intense, der nogensinde er opsat noget sted; det inkluderer kameraer, som overvåger de iranske installationer døgnet rundt, så vi ved helt afgjort, hvad der foregår dér.
Mit svar: Hvordan ved det svenske udenrigsministerium, at disse kameraer dækker hver eneste kernekraftinstallation? I realiteten har hverken Stockholm eller nogen anden hovedstad nogen som helst idé om, hvad der foregår. Det iranske program kan være meget længere fremme, end vi aner; Teheran kan endda have indkøbt atomvåben fra Nordkorea eller Pakistan.
2. Den Islamiske Republik Iran nedlagde sit program til opbygning af atombomber i 2003.
Mit svar: Den iranske regering, såvel som dennes præsident, Hassan Rouhani selv, har indikeret, at de aldrig, ikke et eneste øjeblik, har standset deres atomprogram.
3. Hvis en ydre magt angriber de iranske atominstallationer, kan dette give bagslag, gøre Teheran virkelig vred og få dem til at beslutte at bygge Bomben.
Mit svar: Forestillingen om, at et angreb på installationerne vil opmuntre iranerne til at fortsætte, er fuldkommen bagvendt. Husk også, at både det irakiske og det syriske atomprogram kollapsede, efter at de var blevet ramt af israelske fly.
 Irans centrifuger, som de vises på regeringens nyhedsagentur. |
Vi drøftede også den arabisk-israelske konflikt i forbindelse med den svenske regerings beslutning for ganske nylig om at anerkende en stat "Palæstina":
1. Dette skridt sigter ikke på at straffe Israel, fik jeg at vide, men på at indgyde de palæstinensere mod, som fortvivlet søger en to-statsløsning bestående af et Israel ved siden af et Palæstina. Som sådan er det ikke fjendtligt imod Israel (hvor både regering og befolkning bakker op om to-statsløsningen), men fjendtligt imod Hamas (som afviser dette resultat).
Mit svar: Den israelske regering og befolkning reagerede meget negativt på den svenske beslutning og vil utvivlsomt blive irriterede, når de erfarer, at den var nedladende ment til deres eget bedste. Omvendt har Hamas hyldet dette skridt og opfordret andre regeringer til at følge Stockholm for at isolere Israel.
2. Israelske "bosættelser" på Vestbredden (som jeg foretrækker at kalde "byer") gør to-statsløsningen umulig, hvilket gør det bydende nødvendigt at forhindre, at de breder sig yderligere.
Mit svar: Jeg vender det rundt og opfatter de israelske byggerier som et konstruktivt pres på palæstinenserne om at gøre alvor af en afslutning på konflikten. Jo længere palæstinenserne tøver, jo mindre land vil der være tilbage.
3. De mange udtalelser og plakater, hvor Fatah går ind for "bil-jihad" er uvæsentlige, fordi Fatah ikke udgør den officielle palæstinensiske "regering." Så det svenske udenrigsministerium beskæftiger sig ikke med denne opildnen til drab.
Mit svar: Fatah, PLO og Det Palæstinensiske Selvstyre er tre navne for samme fænomen. En spidsfindig skelnen mellem dem tillader Mahmoud Abbas, overhovedet for dem alle tre, at slippe af sted med mord.
4. Kravet om, at palæstinenserne skal anerkende Israel som jødisk stat, er en fælde for Abbas, som ikke kan gøre dette på grund af de mange arabere, som bor i Israel.
Mit svar: Ikke at ville acceptere Israel som jødisk stat er identisk med en afvisning af hele det zionistiske forehavende. Og det er heller ingen fælde; faktisk er det en reaktion på ændringer på den israelsk-arabiske side i 2006. Hvorfor skulle Ehud Olmert, den daværende israelske premierminister – som udfoldede en svensklignende iver efter enighed med Abbas – ellers have iværksat dette krav?
 Fatah billigede palæstinensisk bil-jihad i en tegning, som viser en Aqsa-lignende bil og ordene "Drab på israelere ved hjælp af påkørselsoperationer i Jerusalem." |
Denne totale uenighed vedrørende kendsgerninger, fortolkninger og forudsigelser peger på en kolossal og stadig voksende kløft mellem lande og regeringer baseret på de samme værdier. I en tid hvor rækken af fjender vokser, gør dette, at de der burde være realistiske og venlige, i stedet foretrækker fantasifulde tåger, mig mismodig med hensyn til Europas fremtid. Hvilken katastrofe skal der til for at vække svenskerne – begyndende med deres agtværdige udenrigspolitiske funktionærer?
