Tidligere luftmarskal Husni Mubarak, nu 86 år, havde regeret Egypten i 30 år, da hans militærkolleger tvang ham fra embedet i 2011. Tre år og mange uroligheder senere erstattede de selv samme kolleger hans efterfølger med den pensionerede feltmarskal Abdel Fattah al-Sisi, 59 år. Landet foretog kort sagt en tur-returbevægelse, idet det gik fra militærregent til militærregent og blot hoppede en generation ned.
 Husni Mubarak (t.v.) udveksler håndtryk med Abdul Fattah Al-Sisi på et udateret foto, som Sisis beundrere ser som den symbolske videregivelse af generationsfaklen. |
Denne tilbagevenden rejser nogle grundlæggende spørgsmål: Efter al denne ståhej, hvor meget er så egentlig forandret? Afviger Sisi fra Mubarak, for eksempel på så afgørende områder som holdninger til demokrati og islam, eller er han blot en yngre klon?
Sisi er og bliver lidt af et mysterium. Han holder kortene tæt ind til kroppen; en iagttager, som overværede hans indsættelsestale til præsidentembedet den 8. juni, beskrev den som "læsset med floskler og meget lang." Han efterlod sig kun få spor på sin vej op gennem graderne i de tre år, hvor han gik fra at være direktør for den militære efterretnings- og rekognosceringsafdeling til at blive det yngste medlem af det regerende militærråd, hvorefter han steg hurtigt til stabschef, forsvarsminister og præsident.
Heldigvis findes der et dokument, som afslører Sisis holdninger en rum tid før han blev præsident: Et papir dateret marts 2006, hvor han besøgte U.S. Army War College [Den amerikanske hærs krigscollege] i Carlisle Barracks, Pennsylvania. Hans 5.000 ord lange, engelsksprogede afslutningspapir, "Democracy in the Middle East" [Demokrati i Mellemøsten] har kun minimal reel værdi, men er dog yderst interessant, fordi det videregiver de åbenhjertige synspunkter hos en ubemærket brigadegeneral, som stod for snart og uventet at blive valgt til farao af Egypten.
 Brigadegeneral Abdel Fattah al-Sisi (i midten) på et gruppebillede fra 2006 af International Fellows class [studiehold for internationale kandidater] ved U.S. Army War College i Carlisle, Pennsylvania. |
Selvom man ikke kan se bort fra et vist karrieremageri i et afslutningspapir, så tyder Sisis generelt selvsikre og holdningsbastante tone – såvel som hans negative kommentarer vedrørende USA og Mubarak-regimet – på, at han udtrykker sig frit.
I dette papir anfører Sisi to hovedargumenter: demokrati er godt for Mellemøsten; og skal det lykkes dér, er der mange betingelser som først skal opfyldes. Sisi behandler desuden nogle andre emner, som giver et værdifuldt indblik i hans tankegang.
Demokrati er godt for Mellemøsten
Sisi billiger demokratiet af praktiske snarere end filosofiske årsager: det fungerer simpelthen bedre end diktatur. "Mange i Mellemøsten føler, at de nuværende og tidligere autokratiske regeringer ikke har skabt den forventede fremgang." (Jeg har nænsomt redigeret hans engelsk for tydelighedens skyld.) Demokratiet har også andre fordele: det reducerer utilfredsheden med regeringen og indsnævrer den kolossale kløft mellem regent og regerede, idet han anser begge disse for at bidrage til regionens tilbageståenhed. Alt taget i betragtning, så kan demokratiet udrette meget for regionen, og de der arbejder for det, "har en mulighed lige nu i Mellemøsten."
På tilsvarende vis accepterer Sisi det frie marked, fordi det fungerer bedre end socialisme: ..."mange mellemøstlande har forsøgt at beholde et regeringskontrolleret marked i stedet for et frit marked, og som følge heraf er der ikke blevet udviklet noget incitament til at anspore økonomien."
Det er forståeligt og endda forudsigeligt, at general Sisi ville vurdere demokrati og frie markeder ud fra disses virkningsfuldhed. Men uden en ægte forpligtelse på disse systemer vil præsident Sisi så gennemføre dem, måske ligefrem på bekostning af sin egen magt og udbyttet fra den socialiserede militærindustri, som hans tidligere kolleger står i spidsen for? Hans papir fra 2006 antyder kun en overfladisk støtte til demokratiet; og nogle af hans handlinger, siden han kom til magten (så som at vende tilbage til udnævnte frem for valgte universitetsdekaner og bestyrelsesformænd), lover ikke godt for demokratiet.
Betingelserne for at demokrati kan lykkes i Mellemøsten
Sisi nævner tre krav der skal opfyldes, hvis demokrati skal lykkes i Mellemøsten :
(1) Det må tilpasses islam. Han beskriver Mellemøstens "religiøse natur" som "en af de vigtigste faktorer," der påvirker regionens politik. Islam gør demokratiet dér så forskelligt fra dets vestlige prototype, at det "måske kun har beskeden lighed" med originalen. Derfor "vil [det] ikke nødvendigvis udvikle sig efter en vestlig skabelon," men "vil have sin egen skikkelse eller form, koblet sammen med stærkere religiøse bånd."
Disse religiøse bånd betyder, at et mellemøstligt demokrati ikke kan være sekulært; en adskillelse af moske og stat vil "næppe blive positivt modtaget af det store flertal af mellemøstlige indbyggere," som er troende muslimer. Demokrati må derfor snarere opbygges "på islamisk tro" og "støtte det religiøse fundament." Den udøvende, lovgivende og dømmende gren må alle "tage den islamiske tro i betragtning, når de skal udføre deres pligter." Formentlig kan dette oversættes til, at islamiske autoriteter under præsident Sisi skal gennemse alle lovforslag for at sikre de islamiske værdier, uanset hvad flertallet af vælgerne måtte ønske.
(2) Vesten bør hjælpe, men ikke blande sig. Vesten virker truende på Sisi, som frygter dens negative indflydelse, selvom at han søger dens støtte.
Han har mange betænkeligheder: Stormagterne ønsker et demokrati, som ligner de vestlige institutioner, frem for at skulle acceptere et demokrati "baseret på islamisk tro." Han tolker det, der dengang gik under betegnelsen den globale krig mod terror, som "i virkeligheden blot et dække for at skabe et vestligt demokrati i Mellemøsten." For at imødekomme deres eget behov for energi "forsøger [vesterlændinge] at påvirke og dominere regionen." De krige, som de indledte i Irak og Afghanistan, skal afsluttes, før demokratiet kan slå rod. Støtten til Israel vækker mistro til deres motiver.
Sisis største bekymring er USA's afvisning af demokratier, som "måske ikke har sympati for vestlige interesser." Han kræver, at Vesten ikke blander sig, når dens modstandere vinder et valg: "Verden kan ikke kræve demokrati i Mellemøsten, men tage afstand fra dettes udformning, blot fordi en part, som er mindre pro-vestlig, på lovlig vis overtager regeringsmagten." Oversat: Lad være med at kalde præsident Sisi for anti-demokratisk, når han forfølger en politik, som Washington ikke bryder sig om.
Men befolkningerne i Mellemøsten har også brug for Vesten. På det økonomiske område vil de næppe få succes "uden ydre støtte fra vestlige demokratier." Følgelig plæderer han for, at den amerikanske regering skal hjælpe "støttende, økonomiske nationer i Mellemøsten så som Egypten." Præsident Sisi ønsker, at de amerikanske skatteydere fortsat skal betale gildet.
Vesten er ifølge Sisis opfattelse også svaret på de leflende og uansvarlige mellemøstlige medier. "Hvis der findes korruption i regeringen, vil det almindeligvis ikke blive rapporteret." Han ønsker derfor, at magthaverne "holder op med at kontrollere medierne." Når det gælder opbygning af en bedre presse, skeler Sisi til Vesten, især til internationale nyhedsorganisationer og regeringer. Eftersom præsident Sisi hurtigt skræmte de egyptiske medier til servilitet, straks han indtog sit embede, er det godt at vide, at han i princippet værdsætter en fri presse. Vesterlændinge som møder ham, bør uophørligt minde ham herom.
(3) At give folket større ansvarlighed. Demokrati opstår ikke af sig selv, mener Sisi, men "har brug for et godt miljø – så som en rimelig økonomisk situation, veluddannede mennesker og en moderat indsigt i religiøse spørgsmål." Problemet i Egypten er, at "befolkningen har været vænnet til afhængighed og ydelser fra regeringen." Hvordan bryder man med denne afhængighed? "Uddannelserne og medierne udgør nøglekræfterne til skabelse af demokrati; der skal ske et skifte fra statskontrollerede midler til befolkningsstyrede midler." Generalen Sisi forstod, at Egypten har brug for politisk modne borgere; men vil præsidenten Sisi tillade disse at udvikles?
Ser man på hans tre betingelser, så giver de to første Sisi, som regent, frihed til at handle anti-demokratisk. Kun den tredje komponent vil faktisk hjælpe med at skabe demokrati.
Mellemøsten som en Forenet Region
Et uventet tema som dukker op i hans papir, drejer sig om Sisis (muligvis ny-nasseristiske) håb om, at Mellemøsten bliver én sammenhængende enhed: "Mellemøsten bør organisere sig som en region." Han ønsker, at Mellemøsten (et område han ikke definerer; man kan spekulere over, hvorvidt Israel ville blive inkluderet) skal betragte sig selv "meget på samme måde som den Europæiske Union," hvilket indebærer en toldunion, én møntsort, fri bevægelighed over grænserne og fælles udenrigspolitik. Han mener, at dette skal være et mål for frie valg: "Demokrati i Mellemøsten … bør finde et forenende tema, som samler Mellemøsten i en forenet region."
Det er klart, at Sisi står med alt for mange presserende problemer på hjemmefronten til at forsøge at samle det dybt splittede og i stigende grad anarkiske Mellemøsten; men skulle han komme til at sidde længe ved magten, kan dette blive et af hans mål og måske endda antage form af en af ham ledet alliance imod Det Muslimske Broderskab.
Islamisme
Hvilket fører os frem til det største mysterium vedrørende Sisi: er han islamist, en der stræber efter at gennemføre islamisk lov i al dens strenghed og fulde omfang?
Han anses for at være en gudfrygtig mand og menes at have citeret koranen efter hukommelsen. Ifølge Financial Times, "Ikke alene bærer hans hustru det islamiske hovedtørklæde, som i dag bliver dyrket af de fleste egyptiske kvinder, men den ene af hans døtre menes tillige at bære niqab" (en klædning som dækker både krop og hoved og kun viser øjnene). Han blev forsvarsminister, fordi Det Muslimske Broderskab anså ham for en allieret. Siden har han imidlertid gjort sig selv til Det Muslimske Broderskabs dødelige fjende, samtidig med at han har allieret sig med de endnu mere ekstreme salafister, islamister som forsøger at leve som Muhammad gjorde. Selvom Sisis papir fra 2006 ikke løser disse modsætninger, giver det dog visse fingerpeg.
Flere af hans ytringer vedrørende den tidlige islam viser tydeligt, at Sisi forbinder sig selv med salafisterne. Ligesom dem omtaler han perioden med Muhammad og de Fire Retfærdige Kaliffer (612-660 v.t.) som ikke alene "meget speciel" og "den ideelle regeringsform," men også som "målet for enhver ny regeringsform." Med disse tidlige kaliffer som model forestiller han sig, at muslimerne samles, "således at den tidligste form for El Kalafa [kalifatet] bliver genskabt." I samtalens løb nedgør han uprovokeret den tidlige islams shi'itter (for at forsøge at videregive magten "til slægtninge [af Muhammad] i stedet for til de bedst kvalificerede ledere").
Andre af Sisis kommentarer kritiserer imidlertid islamisterne. Da et aktuelt kalifat fornylig udråbte sig selv i Syrien og Irak, reagerede han en uge senere med uhæmmet fjendtlighed. Kort før han fremlagde sit papir i 2006, vandt Hamas, en udløber af Det Muslimske Broderskab, en sejr ved valget til den palæstinensiske lovgivende forsamling, hvilket fremkaldte den milde, men kritiske bemærkning fra Sisi, at valgte islamister har tendens til at løbe ind i "interne styringsvanskeligheder henad vejen." Han tilføjede, at "der er håb om, at de mere moderate, religiøse segmenter kan mildne de ekstremistiske tiltag," selvom Sisis nuværende hårde linje imod Det Muslimske Broderskab i Egypten antyder, at han (sammen med millioner af andre egyptere) har opgivet dette håb. Sisi har endda udtalt, at islam i sig selv skaber politiske problemer for herskerne: "Mellemøstens religiøse natur er fuld af udfordringer for de regerende myndigheder."
Anti-Mubarak
Selvom Sisi repræsenterede de egyptiske væbnede styrker på det amerikanske krigscollege, rummede hans skrift nogle modige og præcise udtryk for kritik af hans lands ledelse og nævnte endda Mubarak ved navn:
- Falsk demokrati: "Mange autokratiske ledere påstår, at de går ind for demokratiske idealer og regeringsformer, men de er forsigtige med at overlade kontrollen til vælgerne i deres regimer." Og: Mellemøstlige regeringer, som påstår at være demokratiske, fører i virkeligheden "en meget stram, centraliseret kontrol og påvirker på uretfærdig vis valgenes udfald gennem kontrol med medierne og direkte intimidering."
- Dårlig økonomisk politik: "Overdreven regeringskontrol og oppustede, offentlige lønningslister kvæler det personlige initiativ og har tendens til at forstærke de herskende politiske partiers magtbase. I Egypten, under præsident Sadat, blev regeringskontrollen lempet i en bestræbelse på at stimulere den økonomiske vækst; men disse bestræbelser har ikke blomstret under præsident Mubarak."
- Lakajagtige efterretningstjenester: "Sikkerhedsstyrkerne i en nation bør udvikle en kultur, som udtrykker troskab mod nationen og ikke mod et regerende parti."
- Amerikansk støtte til regimer, som ikke fortjener det: I jagten på egne interesser "har Amerika støttet ikke-demokratiske regimer og nogle regimer, som ikke var respekterede i Mellemøsten. Eksemplerne omfatter Golf-statslige regimer, Saudi-Arabien, det tidlige Saddam-regime, Marokko, Algeriet, osv." (Man kan forestille sig Sisi medregne Egypten i sin første kladde, men derpå – for en sikkerheds skyld – slette det.)
Ud over at vise modet til at kritisere hans tyranniske chef, om så kun i et akademisk afgangspapir, antyder disse indsigtsfulde kommentarer præsident Sisis egne dybeste aspirationer for Egypten – såvel som det, der ikke optog ham, så som at reducere den islamiske trussel eller militærets rolle i Egyptens økonomi.
Konklusion
Den før-politiske brigadegeneral fra 2006 foregreb den noget modstridende stabschef, forsvarsminister og præsident. Sisi er en troende muslim, som er ambivalent med hensyn til islamisterne, han er tilhænger af kalifatet i teorien, men afviser det i praksis, han er en kritiker af Mubarak, men tillod dennes politiske parti at vende tilbage, han er en fan af demokratiet, som "vinder" 97 procent af stemmerne, en militærofficer som teoretiserer over forskellige former for demokrati, en fan af uafhængige medier, som tillader at journalister dømmes på anklager om terrorisme, en kritiker af tyranniet, som opmuntrer til leflen for ham selv.
Sisi er tydeligvis en proces i udvikling, en 59-årig som stadig forsøger at finde ud af, hvem han er, og hvad han tænker, selv nu hvor han regerer et land på 86 millioner. Betegnelsen jobtræning skal tages helt bogstaveligt i hans tilfælde. Midt i det nuværende Egyptens politiske underskovsbrande og kriser vil kernepunkterne i hans 8 år gamle forestillinger sandsynligvis dukke op og komme til at dominere: en stærkt betinget form for demokrati, på én gang sikker for islam og mod islam, eksperimenterende lempelser af kontrollen med efterretningstjenesterne, økonomien, uddannelserne og medierne, skiftende taktik over for islamister, såvel som fornyede forsøg på at gøre Mellemøsten som region til en verdensmagt.
 Den nyindsatte præsident Abdel Fattah Al-Sisi den 8. juni 2014. |
Men vil han få tid og mulighed for at nå disse mange mål? Medmindre han udviser en hidtil uset kompetence, er hans chancer meget små.
Magter udefra kan hjælpe ved at samarbejde med Sisi om umiddelbare interesser (våben, kontraterrorisme og efterretningsarbejde) og presse ham i mere langvarige spørgsmål (militære forretningsforehavender, retsvæsen og menneskerettigheder).
