Er et forenet og selvstændigt Kurdistan en mulighed som vi bør hilse velkommen, eller er det en farlig idé som vil skabe flere problemer i Mellemøsten end den vil løse?
Philip Jenkins, en fremtrædende historieprofessor ved Baylor University, anser muligheden af et stort Kurdistan med både irakiske, syriske, tyrkiske og iranske komponenter for at være "aktivt skræmmende." Jeg vil gerne forsikre ham om, at den også kunne være gunstig.
Professor Jenkins udtrykker sin frygt i en artikel med titlen "The Case Against a Unified Kurdistan" [Argumenter imod et forenet Kurdistan], som er et direkte svar på en nylig artikel skrevet af mig i NRO, "Hello, Kurdistan" [Goddag, Kurdistan].
Som Jenkins titel antyder, afviser han ikke selvstændige, kurdiske statsdannelser overalt. Han erkender faktisk, at der findes "glimrende argumenter" for at støtte den der allerede eksisterer i Irak, og han synes at resignere over for dens syriske modpart. Han indrømmer også, at "ud fra regionens standard er kurderne utvivlsomt de gode, det tætteste vi måske kommer på en aktivt pro-vestlig stat." Så langt er vi enige.
 En selvstændig stats fremtidige flag? |
Men han trækker en kraftig grænse over for et Forenet Kurdistan, "et djævelsk vanskeligt projekt," der kan "sprede massakrer og etnisk udrensning" til områder, som i dag er fri for dem. I Iran forventer han, at en kurdisk løsrivelse vil fremkalde en "blodig borgerkrig" og et "eskalerende blodbad flere årtier frem." I Tyrkiet vil en kurdisk løsrivelsesbevægelse "være katastrofal," fordi den vil "svække et af regionens mest succesrige samfund" og endda sprede tyrkisk-kurdisk vold i Europa.
Som svar vil jeg gerne anføre, at Iran i dag udgør et ærkeaggressivt mini-imperium: himlen være lovet, hvis vi slap af med det. Hvis den islamiske republik Irans apokalyptisk sindede ledere skulle får deres beskidte fingre i kernevåben, vil dette true ikke bare Mellemøsten, men også Vesten i kraft af faren for elektromagnetisk puls, eller EMP, en skrækindjagende udsigt som for enhver pris må undgås. Når man betænker Amerikas uduelige ledelse under Barack "Den Rette" Obama, kan det meget vel blive kurderne, der kommer til at bære denne tunge byrde.
 De kurdiske styrker afhænger langt mere af kvindelige soldater, end det er sædvane i det muslimske Mellemøsten. |
Iran er reelt et mini-imperium, hvilket dets demografi viser. Dets 81 millioner mennesker er, ifølge CIA World Factbook, delt op i følgende etniciteter: Persisk, 61 procent; azeri, 16 procent; kurdisk, 10 procent; lur, 6 procent; baloch, 2 procent; arabisk, 2 procent; turkmenske og tyrkiske stammer, 2 procent; andre, 1 procent. Sprogligt er det endnu mere opdelt: Persisk, 53 procent; azerityrkisk og tyrkiske dialekter, 18 procent; kurdisk, 10 procent; gilakisk og mazandaransk, 7 procent; lursk, 6 procent; balochisk, 2 procent; arabisk, 2 procent; andre, 2 procent. Som ethvert andet imperium dominerer én bestemt etnicitet (perserne), mens de urolige mindretal, især azerierne, syder af løsrivelsestrang.
Alle imperier ophører på et tidspunkt, til tider på overraskende fredelig vis – tænk på den britiske tilbagetrækning og Sovjetunionens implosion. Det iranske imperium vil sandsynligvis snarere ende med et klynk end med de årtiers blodbad, som professor Jenkins frygter. Vi der står udenfor, bør lede det mod denne afslutning – og hurtigt, for at aflede den onde øverste leder og hans rollebesætning fra at opnå nuklear formåen.
Hvad Tyrkiet angår, så har dets centralregering for længst droppet illusionen om, at kurderne blot er "bjergtyrkere," den har tilladt kurdisk kulturelt selvudtryk og er i øjeblikket i forhandlinger vedrørende et politisk forlig med Kurdistans Arbejderparti, eller PKK (ja, det samme PKK som har ligget på USA's terrorliste siden 1997.) I mellemtiden er Tyrkiets kurdere ved at finde deres egen politiske stemme og optræder stadig mere selvsikkert i landets liv. Da deres robuste fødselsrate tårner sig op over de etniske tyrkeres utilstrækkelige rate – til det punkt hvor de måske vil blive en majoritet inden for en eller to generationer – vinder ideen om en adskillelse gehør blandt etniske tyrkere.
Jeg forudser en folkeafstemning i Tyrkiet svarende til den aktuelle i Skotland, hvor de der bor i egne med kurdisk flertal vil stemme om, hvorvidt de skal forblive en del af republikken Tyrkiet eller udtræde. En sådan afstemning vil utvivlsomt være til fordel for en udtræden.
En af de positive bivirkninger af en kurdisk løsrivelse vil være, at den vil bremse ambitionerne hos Tyrkiets autokratiske slyngelpræsident, Recep Tayyip Erdoğan. Dette er ikke uden betydning, eftersom Tyrkiet under hans ledelse har udgjort den største og mest langvarige trussel imod vestlige interesser i Mellemøsten. (Derimod vil Iran, når først mullaherne er blevet sikkert fjernet, meget vel kunne vende tilbage til sin rolle som allieret.)
Så, jeg takker Philip Jenkins for hans respektfulde uenighed (noget der i sjældent i vore dage) og jeg anerkender gyldigheden af hans frygt, selvom jeg forsikrer ham om, at det virkelige "aktivt skræmmende" scenarium ikke er et Forenet Kurdistan, men et nukleart Iran og et Erdoğan-domineret Tyrkiet. Heldigvis kan de vestlige stater forhindre disse katastrofer samtidig med, at de hjælper "de gode," kurderne, med at opbygge deres stat.
