I en 4.000 ord lang, afslørende artikel, som fremkaldte adskillige løftede øjenbryn, "Foreign Powers Buy Influence at Think Tanks" [Udenlandske magter køber sig til indflydelse i tænketanke], trykt i New York Times den 7. september, undersøger Eric Lipton, Brooke Williams og Nicholas Confessore det nye spørgsmål om udenlandske regeringers finansiering af amerikanske tænketanke.
Trioen konstaterer, at selvom det fulde omfang "er vanskeligt at afgøre … har mindst 64 udenlandske regeringer, statskontrollerede institutioner eller regeringsembedsmænd siden 2011 ydet bidrag til en gruppe på 28 større USA-baserede forskningsorganisationer." Ved at benytte den mangelfulde, tilgængelige information anslår de "et minimum på 92 millioner dollars i form af bidrag eller tilsagn fra oversøiske regeringstilknyttede interessegrupper gennem de seneste fire år. Det fulde beløb er helt sikkert højere."
Til gengæld for denne rundhåndethed gav de pågældende forskningsinstitutioner donorerne to primære fordele: For det første pressede de deres personale både til at "afholde sig fra at kritisere donorregeringerne" og til at "nå til konklusioner, som var venligt stemt over for den bidragydende regering." Og for det andet har de "lagt pres på USA's regeringsembedsmænd for at få disse til at anlægge en politik, som ofte afspejler donorernes ønsker." Resultat: Oversøiske penge har sået tvivl om tænketankforskningens legitimitet og objektivitet og samtidig "i stigende grad omdannet den engang så adstadige tænketankverden til en muskelarm for udenlandske regeringers lobbyvirksomhed i Washington."
Min reaktion, her en uge senere, på denne bombe af en rapport:
Nogle af disse bidrag er blevet givet i smug, idet tænketanke har modtaget penge under bordet samtidig med, at de har nydt godt af et moralsk image af upartiskhed. I det klart mest rædselsfulde eksempel underskrev regeringen i Qatar, der som NYT berettede "slusede hundreder af millioner ind i det Hamas-styrede Gaza og tilskyndede til dettes raket- og tunnelangreb på Israel," tillige en fireårig kontrakt på 14,8 millioner dollars i 2013 til finansiering af Brookings Institution, hvor Martin Indyk fungerer som vicepræsident og direktør for institutionens udenrigspolitiske program, Foreign Policy Program. Indyk arbejdede for udenrigsminister John Kerry fra juli 2013 til juni 2014 som særlig udsending ved de israelske-palæstinensiske forhandlinger. Som en der befandt sig på samme lønningsliste som Israels dødelige fjende, hvordan kunne Indyk forventes at optræde neutralt?
 Martin Indyk (t.h.) med sin tidligere chef, udenrigsminister John Kerry. |
Præsidenten for Brookings, Strobe Talbott, ikke blot undlod at undskylde eller vise det mindste tegn på forlegenhed over, at udenlandske regeringer tegner sig for omkring 12 procent af hans finansiering, men havde den frækhed at svare, at "tænketanke bør tage imod penge fra udenlandske regeringer." Med benyttelse af egennyttige modeord som "ledelsesstyring" og vendinger som "den filantropiske kultur er under forandring," hævdede han tåbeligt at det "er fuldkommen passende for os at samarbejde med [regeringer], når vi er i stand til at bidrage med analyser og forskrifter vedrørende spørgsmål, som disse forholder sig til i den politiske verden."
 Brookings Institute, grundlagt i 1916, er både den ældste amerikanske tænketank og den førende, når det gælder modtagelse af penge fra udenlandske skatteydere. |
Artiklen i Times udstillede – forbløffende nok – korruptionen i venstrefløjsinstitutioner som Brookings Institution, Center for American Progress og National Democratic Institute. Hvor ærligt, ærefuldt og uventet af en avis, som har udviklet sig til nationens plakattavle for tankeløse, venstreorienterede floskler. Derimod fandt afsløringen ikke én eneste penny til konservative institutioner som American Enterprise Institute, Heritage Foundation eller Hudson Institute. (Hvis Times fortsætter med en journalistik af denne kaliber, kunne jeg måske ligefrem finde på at betale for deres iPhone app!)
 Mitchell Bard fortæller om den virkelige mellemøst-lobby, som arbejder i Washington. |
Med hensyn til Mellemøsten, hvor artiklen nævner flere lande (Bahrain, Kuwait, Qatar, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater), hvis regeringer deltager i dette indflydelses-og-opinionskøbende spil, er der ligeledes heller ingen af disse, der bærer navnet Israel. Dette mønster verificerer eftertrykkeligt den tese, som Mitchell Bard fremsætter i undertitlen til sin bog fra 2010, The Arab Lobby: The Invisible Alliance That Undermines America's Interests in the Middle East (Harper) [Den arabiske lobby: Den usynlige alliance som undergraver Amerikas interesser i Mellemøsten]. Som Steven J. Rosen, tidligere medlem af American Israel Public Affairs Committee [Komiteen for amerikanske-israelske offentlige anliggender], bemærker, hvis man "måler efter indsatsniveau, hvis ikke ligefrem resultater, så er den arabiske lobby på linje med eller overgår alt, hvad Israels venner foretager sig."
Og endelig, afsløringen i Times bragte alle tænketanke i defensiven. Hvis white-shoe-organisationer som Brookings er angribelige, så er ingen af os uden for mistanke. Set i lyset heraf, udsendte den organisation som jeg står i spidsen for (slogan: "Fremmer amerikanske interesser") straks en pressemeddelelse: "The Middle East Forum Takes No Funds from Foreign Governments," [MEF modtager ingen penge fra udenlandske regeringer], som utvetydigt konstaterede, at "vi har aldrig søgt eller modtaget bidrag fra nogen udenlandsk regering, heller ikke fra nogen agent fra en udenlandsk regering. Og vi vil aldrig gøre det."
Mere bredt betragtet, som John B. Judis udtrykker det: …"udenlandske bidrag til tænketanke korrumperer vores demokrati." Tiden er derfor inde til, at alle forskningsorganisationer, der præsenterer sig som fremstillere af objektive analyser, bør afgive et tilsvarende løfte eller melde klart ud, hvem der har købt og betalt for deres konklusioner.
