Israel og Hamas har lidt under en ødelæggende krig, som har varet i 50 dage. Daniel Pipes, præsident for Middle East Forum, drøfter årsagerne til krigen, parternes synspunkter og udsigterne her før våbenhvilen tirsdag aften. I et par sætninger tilføjet i går vurderer Pipes våbenhvilen.
Hvordan tolker De timingen af Israel-Hamas-kampene?
Mange faktorer kan have bidraget til Hamas' beslutning om at starte konflikten, faktorer som vi kun kan gisne om: blandt andet "enhedsregeringen" med Fatah, mordene på tre israelske teenagere, økonomiske problemer i Gaza, den egyptiske regerings fjendtlige holdning til Hamas, ISIS' sejre i Irak, P5+1-forhandlingerne med Iran.
Fredsprocessen med USA som mægler blev til sidst standset og lagt på hylden. Er De enig i den udbredte opfattelse, at der både i Palæstina og i Israel findes politiske grupper, som har fordel af status quo frem for skabelse af en varig fred gennem gensidige forlig?
Jeg kender ikke en eneste jødisk israeler, uanset politisk holdning, som ønsker at krigshandlingerne skal fortsætte. På arabisk/muslimsk side finder man en opdeling mellem dem, der er rede til at acceptere Israel som jødisk stat og afslutte konflikten, og dem der er fast besluttet på at eliminere Israel som jødisk stat. Jeg vurderer de sidstnævnte til at udgøre 20 procent af den arabiske/muslimske befolkning.
På grund af Fatahs manglende evne til at hindre Hamas' angreb på Israel, er Abbas-regeringens politiske repræsentation af Palæstina – især i Gaza – blevet opfattet som problematisk af israelske embedsmænd. Men bekendtgørelsen af enhedsregeringen blev heller ikke hilst velkommen. Hvorfor?
Israelerne nærer en dyb mistro til Abbas, Fatah og Det Palæstinensiske Selvstyre, så de formoder, at en forening med Hamas betyder, at Selvstyret nærmer sig Hamas, ikke omvendt. Jeg deler den mistro.
Hvilken indflydelse har den demografiske virkelighed i Israel, dvs. det voksende antal ultra-religiøse højreorienterede som vinder politisk fodfæste, på landets udenrigspolitik?
Haredim er tilbøjelige til at fokusere på spørgsmål, som har umiddelbar interesse for dem selv – penge til skoler og velfærd, kosher-emner, kønsadskillelse, overholdelse af sabbatten – og er ikke synderligt optaget af udenrigspolitik. Dette kan ændre sig på et tidspunkt, men indtil da er udenrigspolitik stort set kun interessant for dem med henblik på promovering af deres egen hjemlige agenda.
 Haredim har ikke tendens til at influere på israelsk udenrigspolitik. |
Kan vi tale lidt om en politisk polarisering i Israel mellem det yderste venstre og det radikale højre med hensyn til forskellige veje for fredsprocessen, dvs. to-stats-løsningen/én-stats-løsning/flere bosættelser?
En nylig meningsmåling viser, at når det gælder udenrigspolitik og sikkerhedsspørgsmål, fordeler Israels jødiske indbyggere sig således: 62 procent til højre, 22 procent til centrum og 12 procent til venstrefløjen. Denne 5-til-1-fordel for højrefløjen over for venstrefløjen viser, at der i hvert fald i øjeblikket ikke eksisterer nogen polarisering. Landet er enigt om målet (et afmilitariseret Gaza) og diskuterer kun metoderne.
På den ene side er der Israels ret til selvforsvar. På den anden side undergraves Israels moralske retfærdiggørelse af operationen af nyhedsdækningernes stigende antal dødsofre i Gaza. Er der en måde hvorpå man kan løse dette dilemma?
Så længe Hamas bliver ved med at bruge palæstinensiske civile til at beskytte sit militære isenkram (til forskel fra Israel, som gør det modsatte), vil der blive ved med at være civile ofre i Gaza. Sammenhold dette med den kendsgerning, at Hamas ikke alene har startet konflikten, men de nægter tillige at afslutte den (ved igen og igen at skyde raketter ind i Israel), og det peger på Hamas som aggressoren.
Hvordan tolker De anti-Israel-protesterne i USA og Europa? Er protesterne hovedsagelig rettet mod at fordømme Israels politik eller er de også forbundet med en voksende anti-semitisme? Eller man kan måske sige, at de to er blandet sammen.
Gennem nogen tid har anti-Israel-demonstrationerne i Vesten i stigende grad vist antisemitiske træk. Men læg mærke til det relative fravær af den slags demonstrationer i lande med muslimsk flertal, et faktum af stor betydning.
 En anti-Israel-demonstration i New York City den 25. juli. |
Mener De, at en ordentlig våbenhvile er mulig inden for en forudseelig fremtid? Og hvis ja, er der i så fald mulighed for, at Tyrkiet kan fungere som mægler?
Når Hamas har fået nok (dvs. når dets ledere beslutter, at smerten overstiger fordelene ved en fortsat krigsførelse), vil der blive indgået våbenhvile.
Et antal kortvarige forsøg på etablering af en våbenhvile er blevet mæglet ved forskellige lande så som USA, Egypten, Qatar og Tyrkiet; Hvorfor mislykkedes de? Skyldtes det strategien om at gennemtvinge en bredere fredsaftale? Skyldtes det mæglerne eller hvad?
Der var forskellige grunde til, at de slog fejl. Qatar-regeringen pressede tilsyneladende Hamas til ikke at acceptere det egyptiske forslag. Israelerne anså det tyrkisk-qatarske forslag for at være alt for favorabelt for Hamas.
Hvad var Israels endemål i Operation Protective Edge? Blev opgaven gennemført? På hvilken måde?
Israels mål er at gøre en ende på den trussel, som kommer fra Gaza. Dette er endnu ikke blevet opnået, ikke engang midlertidigt. Der hersker stor frustration i Israel over dette.
Der er en tendens i regionen til – sådan som situationen i Syrien og Irak viser – at jihadistgrupper er tilbøjelige til at udfylde det politisk tomrum dér, hvor statsapparatet svigter. Hvis Israel smadrer Hamas fuldstændig, hvem vil så overtage den politiske magt i Gaza? Fatah? Islamisk Jihad? Er der risiko for, at tilhængere af Islamisk Stat kan slå rod?
Hamas er selv en jihadistgruppe, så den overtagelse har allerede fundet sted i Gaza. Selv hvis en endnu mere radikal, ISIS-lignende gruppe (som Palæstinensisk Islamisk Jihad) erstatter dem, vil det ikke forandre noget. Min foretrukne løsning? At den egyptiske regering atter regerer i Gaza, sådan som den gjorde det fra 1949 til 1967. Selvom Sisi-regeringen næppe er særlig ivrig efter at overtage ansvaret for Gaza, så ængstes den jo også ved, at Det Muslimske Broderskab har en base dér, hvorfra de kan angribe Egypten, så regeringen kunne måske være villig til at tage dette skridt.
Vil De sige noget om den seneste våbenhvile?
Den våbenhvile, som er trådt i kraft i dag, den 26. august, ligner stærkt den fra den 15. juli, som Israel accepterede, men som Hamas forkastede, idet de mente, at aftalen betyder en israelsk fordel. Men når man betænker, at dette er den 12. våbenhvile inden for 50 dage, kan det meget vel ske, at den ikke holder, især da der har været forlydender om, at Qatar-regeringen ikke ønsker, at Hamas skal stoppe; det er Qatar, der betaler regningen, så landet har indflydelse i Gaza. Kort sagt, våbenhvilen er en god nyhed, men man må nok berede sig på endnu en skuffelse.
