Mens de israelske operationer mod Hamas trapper ned, kommer her syv indsigter i forbindelse med den månedlange konflikt:
Missilskjold: Iron Dome, beskyttelsessystemet som nedskød næsten hver eneste Hamas-raket der truede liv eller ejendom, ydede en strålende præstation, som vil få store militære implikationer for både Israel og verden iøvrigt. Dets succes er et tegn på, at "Star Wars" (som modstanderne ondskabsfuldt kaldte det da det blev introduceret i 1983) rent faktisk evner at yde beskyttelse mod kortrækkende og formentlig også langtrækkende raketter og missiler, hvilket potentielt vil ændre fremtidens krigsførelse.
 Iron Dome i aktion for at beskytte israelerne. |
Tunneller: Tunnelgravning ind bag fjendens linjer er næppe nogen ny taktik; historisk har den haft succes, f.eks. i Slaget om Messines [byen Mesen i Belgien] i 1917, hvor britiske miner dræbte 10.000 tyske soldater. De israelske forsvarsstyrker (IDF) kendte til eksistensen af Hamas' tunneller, inden angrebene begyndte den 8. juli, men var ikke i stand til at vurdere deres antal, længde, dybde, kvaliteten af deres konstruktion og elektroniske forfinelse. Som Times of Israel skrev, indså Jerusalem hurtigt, at "Israels herredømme i luften, til vands og på landjorden ikke afspejledes under jorden." IDF skal derfor have mere tid til at opnå dominans under jorden.
Konsensus i Israel: Hamas' ubarmhjertige barbari skabte en sjælden konsensus blandt de jødiske israelere til fordel for sejr. Denne næsten énstemmige holdning styrker regeringens hånd i omgangen med fremmede magter (premierminister Netanyahu formanede den amerikanske regering om aldrig igen at gøre sig klog på hans vegne) og vil sandsynligvis føre Israels indenlandske politik afgørende mod højre ind i nationalisternes lejr.
Mellemøstlige reaktioner: Bortset fra Hamas' statslige velgørere (Tyrkiet, Qatar, Iran), fik de islamistiske terrorister næsten ingen regeringsstøtte i regionen. I et slående eksempel udtalte den saudiske kong Abdullah om Hamas' drab på gazanere: "Det er skammeligt og vanærende at disse terrorister [skænder uskyldiges kroppe og stolt offentliggør deres handlinger] i religionens navn." Han kender sin dødelige fjende godt.
 Bedre tider: Ismail Haniyeh (t.v.) og Khaled Meshaal (i midten) fra Hamas i Jeddah sammen med den saudiske kong Abdullah i 2007. |
Stigende antisemitisme: Især i Europa, men også i Canada og Australien, dukkede antisemitismen frem, hovedsagelig fra palæstinensere og islamister samt disses allierede på den yderste venstrefløj. Denne reaktion vil højst sandsynlig øge immigrationen til de to tilflugtssteder for jødisk liv, Israel og USA. Derimod tav Mellemøstens muslimer, bortset fra tyrkerne og de arabere som lever under israelsk kontrol.
Eliten versus folkelige reaktioner: Det sker ikke hver dag, at FN's generalsekretær og samtlige 28 udenrigsministre i EU tager parti for Israel imod en arabisk fjende, men det skete. I USA's kongres godkendte senatet enstemmigt og repræsentanternes hus stemte med 395 mod 8 for yderligere 225 million dollars til Iron Dome-programmet. I den bredere offentlighed aftog de pro-israelske følelser derimod næsten overalt (dog ikke i USA). Hvordan forklarer man denne forskel? Mit gæt: Lederne forestiller sig, hvad de ville gøre, hvis de stod konfronteret med fjendtlige raketter og tunneller, mens offentligheden fokuserer på fotografier af døde børn i Gaza.
Døde børn: Hvilket fører os til det mest komplicerede, uforudsigelige og besynderlige aspekt af hele konflikten. Fordi IDF har en knusende fordel over for Hamas på slagmarken, kom deres konfrontation mere til at ligne en politioperation end en krig. Israelerne blev derfor primært vurderet efter klarheden i deres lederes offentlige udtalelser, den velovervejede brug af magt og håndteringen af beviser. Følgelig skiftede mediernes bevågenhed uundgåeligt fra det militære område til spørgsmål om proportionalitet, moral og politik. Hamas' største strategiske våben i bestræbelsen på at skade Israels omdømme og udstøde landet [af verdenssamfundet] var hverken raketter eller tunneller, men smertelige fotografier af døde civile, som angiveligt var blevet dræbt af IDF.
Dette fører til den bizarre situation, at Hamas direkte søger ødelæggelsen af palæstinensisk ejendom, tvinger civile til at udsætte sig for skader og død, puster tabstallene op og måske endda helt bevidst angriber sit eget territorium – mens IDF lider unødige tab i sit forsøg på at undgå at skade palæstinenserne. Den israelske regering går endnu længere og yder lægehjælp og mad og sender sine teknikere ud i farezonen for at sørge for, at gazanerne fortsat får gratis elektricitet.
 Lastbiler med mad, medicin og andre forsyninger på vej fra Israel til Gaza ved Kerem Shalom-overgangen midt under kampene. |
Det er en besynderlig krig, hvor Hamas fejrer den palæstinensiske elendighed og Israel gør sit bedste for at bevare en normal tilværelse for fjenden. Mærkeligt, men sådan er moderne krigsførelse, hvor avisledere ofte tæller mere end kugler. Med et clausewitzsk udtryk: Krigens tyngdepunkt er flyttet fra slagmarken til pressen og de sociale medier.
Alt i alt klarede Israels civiliserede og moralske styrker klarede sig godt i denne konfrontation med barbariet. Men ikke godt nok til at forhindre endnu et angreb inden alt for længe.
