Islamisk lov kræver meget af muslimer; hvor gode er de til at følge dens forskrifter?
Scheherazade S. Rehman and Hossein Askari fra Georgetown University bringer et svar i en artikel fra 2010, "How Islamic are Islamic Countries?" [Hvor islamiske er islamiske lande?]. De fremlægger her de islamiske læresætninger og beregner herefter, hvor godt disse bliver fulgt i 208 lande og områder. De opstiller fire forskellige indicier (økonomi, lov og regeringsledelse, menneske- og politiske rettigheder, internationale relationer); derefter samler de det hele i et enkelt overordnet indeks, som de kalder The IslamicityIndex [IslamitetsIndekset].
EI2 står for Økonomisk IslamitetsIndeks; LGI2 for Lov og Regeringsledelses IslamitetsIndeks; HPI2 for Menneske- og Politiske rettigheders IslamitetsIndeks; og IRI2 for Internationale Relationers IslamitetsIndeks. Tilsammen udgør de IslamitetsIndekset (I2). |
De ti lande, som topper islamitetslisten, viser sig, hvis man begynder oppefra, måske noget overraskende at være New Zealand, Luxemburg, Irland, Island, Finland, Danmark, Canada, England, Australien og Holland. I bunden finder vi Mayotte, Vestbredden og Gaza, Somalia, Isle of Man, Eritrea, Sudan, Kanaløerne, Irak, Comorerne og Angola. Sagt med andre ord, ingen af de top ti "islamiske" lande har muslimsk befolkningsflertal, men i syv af de ti bundskrabere er halvdelen af befolkningen eller derover muslimsk.
Velkommen til New Zealand, det land som overraskende nok er bedst til at følge de islamiske læresætninger. |
Malaysia, som kun lige akkurat har et muslimsk befolkningsflertal, befinder sig øverst på listen over disse, på plads nr. 38 fra toppen. Kuwait, en fabelagtigt rig olieeksportør, indtager den højeste plads blandt lande med et solidt muslimsk befolkningsflertal, nemlig plads nr. 48. Jordan indtager den højeste plads blandt lande med et solidt muslimsk befolkningsflertal uden olierigdomme, nemlig plads nr. 77.
Hvis man tager de 57 medlemmer af Organization of Islamic Cooperation (OIC) som et eksempel (og ser bort fra befolkningsstørrelsen, således at Maldiverne med 300.000 indbyggere har samme vægt som Indonesien med 237 millioner), ligger deres samlede score på plads nr. 139, eller klart under halvvejsmærket nr. 104 (dvs. halvvejs på listen over de 208 lande, der blev undersøgt). Ifølge denne undersøgelse er verden som helhed, om man nu kan lide det eller ej, bedre til at følge de islamiske forskrifter end lande med muslimsk befolkningsflertal.
Den faktiske samlede mængde af muslimer ligger sandsynligvis et godt stykke under nr. 139, til dels af tekniske og statistiske årsager og til dels fordi undersøgelsen blev udgivet i 2010, før den tyrkiske premierminister valgte slyngelvejen, og før de arabiske oprør begyndte: Tyrkiet står relativt højt på listen som nr. 103, Mali som nr. 130 og Syrien som nr. 186; deres aktuelle score ville givetvis ligge meget længere nede på islamitetsskalaen. Hvis man samler alle disse faktorer, skønner jeg, at den reelle samlede score for muslimer i dag ville ligge som nr. 175.
IslamitetsIndekset sætter nogle ganske nyttige tal på min todelte teori (præsenteret i nogle bøger der blev udgivet for mere end 30 år siden om slavesoldater og islam i det offentlige liv) vedrørende islam og politik: (1) Islams krav er i sig selv alt for vanskelige for de muslimske ledere at overholde, hvilket fremmedgør de muslimske befolkninger fra deres regeringer og skaber et stort svælg mellem regenter og regerede samt nogle grådige autokrater, som ringeagter deres undersåtters interesser. (2) Oven i dette problem kommer, at muslimer lige siden omkring år 1800 har indset, at de sakker bagud i forhold til ikke-muslimer på næsten alle områder for menneskelig aktivitet, og dette skaber symptomer så som fortvivlelse, irrationalitet, konspirationsforestillinger og islamisme.
Da jeg spurgte Mr. Askari vedrørende min tese, erklærede han sig uenig. I et brev til mig lægger han skylden på "opportunistiske religiøse ledere," som "har fordrejet de islamiske læresætninger og taget religionen som gidsel for deres egen personlige vindings skyld." Deres grådighed har gjort det muligt for "undertrykkende og korrupte herskere at hindre udviklingen af effektive institutioner," mener han. Endelig har koloni- og imperiemagter "udnyttet disse tingenes tilstand til egen vinding." Han mener med andre ord, at en modbydelig triade af religiøse, politiske og vestlige kræfter skaber en ond cirkel, som står i vejen for fremskridtet.
Mit svar: Når tilhængerne af et tilsyneladende ædelt ideal (kommunisme, islamisk lov) præsenteres for dette ideals fejlslag, så giver de instinktivt menneskelige fejl skylden frem for idealet; vi må forsøge endnu mere, gøre det endnu bedre. På et tidspunkt, hvor målet endnu aldrig er blevet realiseret, bliver det imidlertid både logisk og nødvendigt at lægge skylden på idealet selv. Fjorten hundrede års fejlslag burde være et tilstrækkeligt grundigt eksperiment.
Trods wahhabi-ideologi og kontrol med Mekka følger Saudi-Arabien de islamiske læresætninger i mindre grad end de fleste andre lande. |
Tag nu det specifikke tilfælde Saudi-Arabien: Hvis anvendelse af wahhabi-doktrinen gennem 2½ århundrede, en stabil regering og kontrol med Mekka og Medina gennem næsten et århundrede og større naturskabte rigdomme, end selv den mest begærlige kan forestille sig, stadig får landet til at rangere som en miserabel nr. 131, hvordan kan noget samfund da håbe på at kunne realisere de islamiske idealer?
Askari lægger skylden på muslimerne; jeg lægger skylden på islam. Denne forskel har kolossale implikationer. Hvis muslimerne er synderen, har de troende intet andet valg end at fortsætte forsøget på at leve op til islams læresætninger, sådan som de har gjort i mere end tusind år. Hvis islam er problemet, ligger løsningen i at genoverveje de traditionelle fortolkninger af troen og genfortolke den på en måde, som virker fremmende for en vellykket tilværelse. Den opgave kunne indledes med en undersøgelsesrejse til New Zealand.
Mr. Pipes (DanielPipes.org) er præsident for Middle East Forum.