Politikere indleder en krig, når de nærer optimisme vedrørende udsigten til at vinde kampen, skriver Geoffrey Blainey i sit mesterlige værk The Causes of War [Årsagerne til krig]; ellers undlader de at gå i kamp.
Hvorfor har Hamas så netop fremprovokeret en krig med Israel? Ud af den blå luft, den 11. juni, begyndte de at afskyde raketter og brød dermed den ro, der har hersket siden november 2012. Det mystiske i dette udbrud fik David Horovitz, redaktøren af Times of Israel, til at mene, at de aktuelle kampe har "ikke den fjerneste, trolige grund" til overhovedet at finde sted. Og hvorfor reagerede den israelske ledelse minimalt og forsøgte at undgå kamp? Dette, skønt begge parter ved, at Israels styrke langt overgår Hamas' på alle områder – indsamling af efterretninger, kommando og kontrol, teknologi, ildkraft, dominans i luftrummet.
 Det israelske flyvevåben har total kontrol over luftrummet. |
Hvad forklarer denne rolleombytning? Er islamisterne så fanatiske, at de er ligeglade med, om de taber? Er zionisterne for bekymrede for tabet af liv til at ville slås?
I virkeligheden tænker Hamas' ledere ganske rationelt. Med jævne mellemrum (2006, 2008, 2012) beslutter de sig for at gå i krig med Israel vel vidende, at de vil tabe på den militære kampplads, men med en optimistisk forventning om at vinde i den politiske arena. Israels ledere antager omvendt, at de vil vinde militært, men frygter det politiske nederlag – dårlig presseomtale, FN-resolutioner osv.
Dette fokus på politik repræsenterer et historisk omsving; i de første 25 år af Israels levetid fandt der gentagne angreb på dets eksistens sted (især i 1948-49, 1967 og 1973), og ingen vidste dengang, hvordan udfaldet af disse krige ville blive. Jeg husker den første dag i Seksdageskrigen i 1967, da egypterne proklamerede strålende triumfer, mens total israelsk pressetavshed tydede på katastrofe. Det kom som et chok, da man erfarede, at Israel havde vundet den største sejr i krigshistoriens annaler. Sagen er her, at udfaldet blev uforudseligt afgjort på kamppladsen.
 Omverdenen var uvidende om, at israelske styrker havde udraderet Egyptens flystyrke på landjorden i 1967. |
Sådan er det ikke mere: Udfaldet på kamppladsen i de arabisk-israelske krige gennem de seneste 40 år har været forudsigeligt; alle og enhver ved, at de israelske styrker vil sejre. Det er mere som at lege røvere og soldater end egentlig krigsførelse. Ironisk nok betyder denne skævhed, at opmærksomheden forskydes fra spørgsmålet om at vinde og tabe til et spørgsmål om moral og politik. Israels fjender provokerer landet til at dræbe civile, hvis død giver dem mangfoldige fordele.
De fire konflikter siden 2006 har repareret på Hamas' anløbne ry med hensyn til "modstand," skabt solidaritet på hjemmefronten, fremkaldt uenighed blandt både arabere og jøder i Israel, opildnet palæstinensere og andre muslimer til at blive selvmordsbombere, bragt ikke-islamistiske arabiske ledere i forlegenhed, sørget for nye FN-resolutioner der langer ud efter Israel, inspireret europæerne til at påføre Israel grovere sanktioner, åbnet for den internationale venstrefløjs slushane af giftigheder mod den jødiske stat og vundet yderligere støtte fra den islamiske republik Iran.
 Der er intet FN's Sikkerhedsråd nyder mere end at fordømme Israel. |
Den politiske krigskunsts hellige gral består i at opnå den globale venstrefløjs sympati ved at præsentere sig selv som taber og offer. (Det skal bemærkes, at set ud fra et historisk synspunkt er dette meget mærkeligt: Sædvanligvis har kombattanterne forsøgt at skræmme fjenden ved at fremstå som frygtindgydende og umulige at stoppe.)
Taktikken i denne nye krigsførelse betyder, at man må præsentere en overbevisende og følelsesladet fortælling, citere støtteudtalelser fra berømte personer, appellere til samvittigheden og tegne enkle, men kraftfulde politiske tegninger (Israels støtter har været tilbøjelige til at brillere heri, både før i tiden og i dag). Palæstinenserne er blevet mere opfindsomme og har opfundet de to forfalskningsteknikker "falskotografi" til stillbilleder og "Pallywood" til videoer. Israelerne plejede at være tilfredse med behovet for det, de kalder for hasbara, eller at få budskabet ud, men i de senere år er de kommet til at fokusere mere på dette emne.
Bakketoppe, byer og strategiske veje har overordentlig stor betydning i den syriske og irakiske borgerkrig, mens moral, proportionalitet og retfærdighed dominerer de arabisk-israelske krige. Som jeg skrev under Israel-Hamas-sammenstødet i 2006 : "Solidaritet, moral, loyalitet og forståelse er nutidens stål, gummi, olie og ammunition." Eller i 2012: "Opeds [avisernes lederartikler] har erstattet kuglerne, sociale medier har erstattet tanks." Ud fra en bredere betragtning er dette en del af den dybtgående forandring inden for moderne krigsførelse, hvor vestlige og ikke-vestlige styrker slås, som i de amerikansk ledede krige i Afghanistan og Irak. I clausewitzsk forstand: den offentlige mening er blevet det nye tyngdepunkt.
Når alt dette er sagt, hvordan klarer Hamas sig så? Ikke godt. Dens tab på kamppladsen siden 8. juli synes større end ventet og den verdensomspændende fordømmelse af Israel lader foreløbig vente på sig. Selv de arabiske medier er relativt stille. Hvis dette mønster holder, vil Hamas måske ende med at konkludere, at det at lade raketter regne ned over israelske hjem måske ikke er så god en idé. Og hvis Hamas skal afholdes fra at starte et nyt angreb inden for få år, skal de helt givet tabe både den militære og den politiske krig – og tabe stort.
