Denne dag markerer tyveårsdagen for Middle East Forum.
24. januar 1994 var absolut det forkerte tidspunkt at skabe en organisation, som var bekymret for Mellemøsten. Som en mulig bidragsgiver så uhøfligt spurgte: "Hvem har brug for jer?" USA's sejr i Kuwait, Sovjetunionens sammenbrud og Oslo-aftalerne havde efterladt mellemøstiagttagerne med en ukarakteristisk optimisme. Som jeg spøgefuldt bemærkede dengang, det gav én lejlighed til at forbedre sin tennisbaghånd og sin barbequeteknik.
Så i begyndelsen måtte vi arbejde hårdt for at overbevise offentligheden om, at faren var undervejs og voksende. Det betød, at vi dvælede specielt ved problemerne. For eksempel skrev jeg i indledningen til det første nummer af vores tidsskrift Middle East Quarterly:
Med afslutningen på Den Kolde Krig bliver Mellemøsten den mest militariserede region i verden. Placeret i malstrømmen mellem Europa, Afrika og Asien varsler regionens vedholdende fjendskaber, suppleret med nye militære teknologier, megen uro både i og uden for regionen.
 11. sept. påvirkede Middle East Forum kraftigt. |
Et par iagttagelser vedrørende de forløbne to årtier:
Jeg valgte vores slogan, "Til Fremme af Amerikanske Interesser," for at betone, at amerikanske analytikere er tilbøjelige til at glemme dette aspekt, og for at antyde, at når amerikanerne forfølger deres egne interesser, har andre også gavn af det.
Forummet opstod som en traditionel tænketank lige på kanten af internetrevolutionen. I de første år måtte vi sende oplysningerne ud med brevpost, vi var afhængige af papirudgivelser for at få vore skriverier ud, faxede når det hastede, og slæbte båndoptagere rundt til begivenhederne. Internettet forvandlede hurtigt vores liv, muliggjorde 20 millioner sidebesøg på vores webside, satte os på Facebook og Twitter, tillod størsteparten af vores professionelle stab at bo hvor som helst og gjorde det muligt for kontoret at fungere, selv når alle befandt sig hjemme hos sig selv under en snestorm (som det netop skete i denne uge).
Selvom Mellemøsten indgår i vores navn, har vi også fokuseret stærkt på mellemøstlige indbyggere i Vesten, idet vi mente, at vores viden om regionen kunne bidrage positivt til en forståelse af disse nye befolkningsgrupper og de problemer, de afstedkommer.
Det forhold, at vi som forskningsinstitut ikke har base i Washington eller New York (vi holder til i Philadelphia), har formet vores rolle og bidraget til definitionen af vores niche: Vi fokuserer ikke på de dagnære spørgsmål, som styrer regeringspolitikerne, og indretter ikke vores arbejde på medieopmærksomhed. Vi har snarere specialiseret os i tolkninger af det store overblik.
MEF blev for en stor del grundlagt med henblik på at tilbyde et alternativ til de analyser, som kommer fra de etablerede mellemøststudier, og har hovedsagelig gjort dette på to måder: Positivt tilbyder Middle East Quarterly – med mig som den første redaktør, efterfulgt af Martin Kramer, Michael Rubin, Dennis MacEoin og (i øjeblikket) Efraim Karsh – en detaljeret fortolkning af regionen. Negativt yder Campus Watch en stridbar og hyppig kritik af det, den akademiske verden tilbyder.
Inspireret af successen fra denne indsats grundlagde vi tre andre. Islamist Watch fokuserer på en imødegåelse af de ikke-voldelige bestræbelser på at fremme den radikale islam, bestræbelser som vi anser for endnu farligere end de voldelige. Legal Project beskytter rettighederne for dem blandt os, som udtaler sig om islam og tilhørende emner. Og Washington Project, ledet af Steven J. Rosen, søger at påvirke amerikansk politik i forbindelse med vores foretrukne region.
 Hvad sker ikke for Middle East Forums stab. |
Ser vi fremad, bliver den største udfordring oprigtigt talt at finde efterfølgere for os, der grundlagde organisationen. Det bliver ikke nemt at finde netop de personer, som kan give vores skaberværk næring og derefter udvikle det på deres egen måde. Men jeg er optimistisk og tror på, at Forummet har sin bedste tid foran sig.
