Den "Fælles handlingsplan," som blev underskrevet med Iran af de såkaldte P5+1 (Kina, Frankrig, Tyskland, Rusland, England og USA) den 24. nov. i Geneve, fik de shiitiske arabere til at feste, sunni-araberne til at blive bekymrede og saudierne til at gå i panik. Saudiernes reaktion vil få vidtrækkende og uforudsigelige konsekvenser.
 Jublende skarer hilste den iranske forhandler velkommen hjem fra Geneve. |
Da Irans chefforhandler, Mohammad Javad Zarif, bragte en aftale til en værdi af godt 23 milliarder dollar i hus for Iran, kom de arabiske shiitter i trit med Teheran. Premierminister Nouri al-Maliki fra Irak udtrykte sin "fulde støtte til dette skridt." Præsident Bashar al-Assad i Syrien hilste aftalen velkommen som "den bedste vej til at sikre fred og stabilitet." Parlamentsformand Nabih Berri i Libanon kaldte det for "århundredets aftale." Og Hizbollah anså aftalen for at være en "stor sejr for Iran."
 Syriens Assad, her streget over, roste Geneve-aftalen. |
Blandt sunni-arabiske talsmænd rakte reaktionerne fra høflig støtte over ubehag til bestyrtelse. Mest begejstret var måske den egyptiske regeringsavis Al-Ahram, som kaldte aftalen "historisk." De fleste stater forholdt sig tavse. Saudierne udtrykte størst bekymring. Ja, regeringens kabinetstalsmand bemærkede offentligt, at "Såfremt viljen er god, så kan denne aftale blive et første skridt henimod realiseringen af en omfattende løsning på Irans kerneprogram," men læg mærke til den skepsis, som afslører sig i de første fire ord.
Hvis dette var den mildeste reaktion, så kom den måske mest ligefremme kommentar fra Alwaleed bin Talal, en saudisk prins som nu og da udsender prøveballoner for kongefamilien: Han kaldte Iran for "en kolossal trussel" og bemærkede, at historisk betragtet har "det persiske imperium altid været imod det muslimsk arabiske imperium, især imod sunnierne. Truslen kommer fra Persien, ikke fra Israel," en banebrydende og uforglemmelig offentlig udtalelse.
 Den saudiske prins Alwaleed bin Talal på sin fly-trone under sit firmas logo. |
Alwaleed beskrev derpå, hvordan iranerne er til stede "i Bahrain, de er i Irak, de er i Syrien, de er med Hizbollah i Libanon og Hamas, som er sunni, i Gaza." Som listen antyder, er saudierne optaget af faren ved at blive omringet af Irans agenter og er mere skræmte over fællesplanens ikke-nukleare implikationer end over de nukleare. Gregory Gause fra Vermont Universitet mener, at saudierne er bekymrede for, at aftalen vil åbne vejen "uden hindringer" for Iran til at opnå regional dominans. (Dette står i modsætning til den israelske og vestlige holdning, som fokuserer på den nukleare fare.)
Abdullah al-Askar, udenrigskomiteformand for kongedømmets udnævnte Shura-råd, uddyber: han er bekymret "for at give Iran mere plads eller en friere hånd i regionen. Irans regering har, måned efter måned, vist, at det har en hæslig dagsorden i regionen, og i den henseende vil ingen i regionen sove og tro, at tingene går glat. … Regionens befolkninger … ved, at Iran vil blande sig i mange landes politik."
De saudiske medier gentog denne linje i deres analyser. Al-Watan, en regeringsavis, advarede om, at det iranske regime, "som skyder sine tentakler ind i andre regionale lande eller forsøger at gøre dette med alle nødvendige midler," vil ikke være begrænset af aftalen. Et andet dagblad, Al-Sharq, skrev i en leder om frygten for, at "Iran gav indrømmelser i de nukleare sagsakter til gengæld for større handlefrihed i regionen."
Nogle kommentatorer, især i de mindre stater omkring Den Persiske Golf, gik endnu længere. Jaber Mohammad, en kommentator i Bahrain, spåede, at "Iran og Vesten nu vil indgå en aftale om, hvordan de vil dele indflydelsen i Golfen mellem sig." Qatars regeringsejede Al-Quds Al-Arabi udtrykte bekymring for "en amerikansk-iransk alliance med russisk opbakning." Rygter om, at Obama vil besøge Teheran, bekræfter kun denne mistanke.
Den saudiske ambassadør i London, prins Mohammed bin Nawaf bin Abdulaziz, drog den mest åbenlyse, offentlige konklusion, idet han truede med, at "Vi vil ikke sidde passivt der og modtage en trussel og ikke tænke alvorligt over, hvordan vi bedst kan forsvare vores land og vores region." Dette er mildt sagt ikke måden, hvorpå saudiske diplomater normalt udtaler sig om andre muslimer.
Hvad betyder denne usædvanlige retorik? Iransk krigeriskhed og Obama-regeringens pro-iranske politik har tilsammen afsluttet mange årtiers saudisk, strategisk tillid til Washington og fået dem til at begynde at overveje, hvordan de skal beskytte sig. Dette har stor betydning, for som Alwaleed med rette praler, så er hans land arabernes leder med den største internationale, regionale, kulturelle og religiøse indflydelse. Resultaterne af denne nyerhvervede selvhævdelse – hvor man kæmper imod islamistiske trosfæller, allierer sig stiltiende med Israel, måske opnår pakistansk fabrikerede kernevåben, og måske endda engagerer sig med Teheran – markerer yderligere en konsekvens af Barack Obamas imploderende udenrigspolitik.
