Mordet på J.F. Kennedy har stadig tre vigtige eftervirkninger for amerikanerne og verden. Det indtager også en unik plads i mit liv.
For det første, hvis mordforsøget ikke var lykkedes, så ville formentlig hverken Vietnamkrigen eller Great Society's [velfærdssamfundets] regeringsvækst have ramt USA på den måde, som de gjorde. Projektet Virtual JFK: Vietnam If Kennedy Had Lived [Den virkelige JFK: Vietnam såfremt Kennedy havde overlevet] konkluderer, at "JFK ville være blevet ved med at modsætte sig en amerikansk krig i Vietnam. Selvom Saigon-regeringen, der var svag og korrupt, var dømt til historiens losseplads, ville han have modsat sig dem, der opfordrede ham til at sende amerikanske kamptropper til Vietnam. Han kunne have betydet afslutningen på al militær indblanding."
Angående regeringsvæksten skriver den amerikanske historiker Don Keko, at Kennedy "manglede Lyndon Johnsons sans for lovgivning, hvilket kunne have betydet dødsdommen for meget af det, der blev kendt som Great Society. … Uden Great Society oplever nationen ikke massive budgetunderskud og økonomien ville have været stærkere."
For det andet svækkede Kennedy-mordet i høj grad den amerikanske liberalisme. James Pieresons bog fra 2007 Camelot and the Cultural Revolution (Encounter) [Camelot og kulturrevolutionen] påviser, hvordan de liberale var ude af stand til at håndtere det faktum, at Lee Harvey Oswald, der var kommunist, myrdede Kennedy for at beskytte Fidel Castros kontrol med Cuba. Kennedy døde for sin anti-kommunisme; men dette stod i stærk modsætning til de liberales egen fortælling, hvorfor de benægtede denne kendsgerning og insisterede på at fremstille Kennedy som et offer for den radikale højrefløj, hvorved Oswald skubbedes ud af billedet.
Piereson tilskriver meget af den amerikanske liberalismes drejning mod anti-amerikansk pessimisme til denne "benægtelse eller tilsidesættelse" af Oswalds åbenlyse rolle i mordet. "Reformbevægelsens betoning af amerikansk liberalisme, som havde været pragmatisk og fremadskuende, blev grebet af national selvfordømmelse." De fremtrædende beskyldninger mod amerikansk kultur for Kennedys bortgang ændrede liberalismens fokus fra økonomi til kulturel retfærdighed (racisme, feminisme, seksuel frigørelse, homoseksuelles rettigheder), og dette fik dem til at identificere sig med den kontrakulturelle bevægelse i slutningen af 1960'erne. Resultatet blev, hvad Piereson kalder for et "restbo af ambivalens" over for betydningen af traditionelle amerikanske værdier.
De liberale er stadig fanget i dette fortegnede billede, sådan som det f.eks. kom til udtryk i Michelle Obamas bemærkning i 2008 ved ægtefællens opstigen: "For første gang i mit voksenliv er jeg stolt af mit land," eller af en artikel i New York Times i denne uge, som lagde skylden for Kennedy-mordet på konservative kræfter i Dallas i stedet for på en hårdkogt venstrefløjsvagabond.
For det tredje fremkaldte Oswald-Ruby-katastrofen en vedvarende fascination af vanvittige konspirationsteorier blandt ellers fornuftige mennesker. En nylig Gallup-meningsmåling stillede dette spørgsmål: "Tror du, at én enkelt mand var ansvarlig for mordet på præsident Kennedy, eller tror du, at der var flere involveret i en konspiration?" Som svar sagde 61 procent, at andre var involveret, og kun 30 procent sagde én mand.
Ikke mindre slående end dette 2-mod-1-forhold er det, at blandt dem der troede, at der var andre involveret, var der kun 3 procent, der pegede på Sovjetunionen eller andre kommunister som medskyldige.
Som Gerald Posner klagede i sin endelige undersøgelse fra 1993, Case Closed [Sagen lukket]: "Diskussionen handler ikke længere om, hvorvidt JFK blev myrdet af Lee Oswald på egen hånd eller som del af en konspiration – i stedet drejer den sig om hvilken konspiration, der er den rigtige?" Den eneste antydning af god nyhed er, at 61 procent for konspirationsteorierne er det laveste antal i mere end fyrre år. Måske vil Posner, Vincent Bugliosi og andre i sidste ende holde længere end revisionisterne.
 Lee Harvey Oswald og hans gevær: som læst ud af de liberales billede. |
Endelig, som en personlig bemærkning, er min erindring om fredag den 22. nov. 1963 stadig levende. Nyheden om mordet kl. 13:30 østlig zonetid blev spredt hviskende rundt i skolelokalet på Commonwealth School i Boston. Til eleversen overraskelse fandt Ellen Kaplans biologiundervisning for 9. klassetrin ikke alene sted, men vi måtte endda op til en prøve. Efter nogle sørgelige prøver i gymnastiksalen forsøgte jeg at komme til at købe en avis, men køen var for lang. Hjemme sluttede min familie sig til resten af landet i tavshed foran tv-nyhederne.
Selvom jeg tidligere havde fulgt valget i 1960 og set indsættelsen i 1961, var morddramaet den første politiske begivenhed, som påvirkede mig følelsesmæssigt. Så dyb og varig var dets påvirkning, at denne dag stadig – og trods alt, hvad der siden blev afsløret om Kennedy (herunder hans mere beskidte egenskaber) – giver mig kuldegys og tårer i øjnene, en følelsesreaktion på en politisk begivenhed, som aldrig skulle gentage sig, selv ikke da Vietnam og velfærdssamfundet fik mig til at dreje mod højre.
Og sådan var tragedien den 22. nov. 1963 både national og intenst personlig.
