At François Hollandes socialistiske franske regering forleden blokerede for en dårlig aftale med Teheran og dermed optrådte som helten ved Geneve-forhandlingerne, var på ét niveau en kolossal overraskelse. Men det var også en logisk følge af Obama-administrationens passivitet.
 Den franske præsident François Hollande med en ny udstråling af seriøsitet. |
Amerikansk udenrigspolitik befinder sig i et hidtil uset frit fald, hvor Det Hvide Hus i slaphed og forvirring knap nok ænser verden omkring sig, og når det gør, handler inkonsekvent, svagt og lunefuldt. Hvis man skulle uddrage noget så storslået som en Obama-doktrin, ville den lyde således: "Affærdig vennerne, forkæl modstanderne, devaluer amerikanske interesser, søg konsensus og optræd uforudsigeligt."
Sammen med mange andre kritikere ærgrer jeg mig over denne tingenes tilstand. Men den franske handling viser, at den indeholder visse lyspunkter.
I tiden fra Anden Verdenskrig og frem til Obama valsede ind, har den amerikanske regering haft et fast mønster med at tage føringen i internationale affærer og derefter blive kritiseret for at gøre det. Tre eksempler: I Vietnam følte amerikanerne behov for at overbevise deres sydvietnamesiske allierede om, at disse burde gøre modstand imod Nordvietnam og Vietcong. Under store dele af Den Kolde Krig lagde amerikanerne pres på deres allierede i Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) for at få dem til at modstå det sovjetiske pres. I 1990'erne opfordrede amerikanerne de mellemøstlige stater til at standse og straffe Saddam Hussein.
I hvert eneste af disse tilfælde fór amerikanerne frem egenhændigt og tryglede derefter deres allierede om samarbejde imod en fælles fjende, et fuldkommen ulogisk mønster. De nærtboende og svage vietnamesere, europæere og arabere burde have frygtet Hanoi, Moskva og Baghdad langt mere, end de fjerntboende og stærke amerikanere gjorde. De lokale burde have tigget yankee'erne om at beskytte dem. Hvorfor var dette aldrig tilfældet?
Fordi den amerikanske regering, overbevist om egen overlegen vision og højere moral, bestandig gentog den samme fejl: den betragtede sine allierede som langsomt reagerende og forvirrede hindringer og ikke som fuldvoksne partnere, den fejede dem til side og påtog sig hovedansvaret. Bortset fra enkelte sjældne tilfælde (Israel og i mindre grad Frankrig) infantiliserede den amerikanske voksne tankeløst sine mindre allierede.
Det havde den uheldige konsekvens, at det indgød disse samme allierede en følelse af egen irrelevans. Da de mærkede, at deres handlinger så godt som intet betød, gav de sig til at svælge i politisk umodenhed. Eftersom de ikke havde noget ansvar for egen skæbne, følte de, at det stod dem frit for at kaste sig ud i anti-amerikanisme og andre former for dysfunktionel adfærd, såsom korruption i Vietnam, passivitet i NATO og grådighed i Mellemøsten. Mogens Glistrup, en dansk politiker, kom til at personificere dette problem, da han i 1972 foreslog, at danskerne kunne spare både skattekroner og liv ved at opløse militæret og erstatte det med en telefonsvarer i forsvarsministeriet, som skulle afspille ét bestemt svar på russisk: "Vi kapitulerer!"
 Mogens Glistrup, den mest useriøse europæiske politiker af dem alle. |
Barack Obamas adfærd trækker USA ud af dets sædvanlige voksenrolle og slutter det til børnene. Ved at reagere på kriserne fra sag til sag og foretrække at handle i samråd med andre regeringer foretrækker han at "lede fra baglinjen" og blot være en af flokken, som om han var premierminister i Belgien og ikke præsident for USA.
Ironisk nok har denne svaghed den gavnlige effekt, at den bliver et hårdt slag i ansigtet på de allierede og får dem til at vågne op til den kendsgerning, at Washington har forkælet dem alt for længe. Misundelige allierede som Canada, Saudi-Arabien og Japan vågner op til den realitet, at de ikke kan foretage slumpskud imod Onkel Sam i den sikre forvisning, at han vil redde dem fra dem selv. De opdager nu, at deres handlinger tæller, og det indgyder dem en helt ny ædruelighed. Tyrkiske ledere forsøger f.eks. at tænde op under regeringen for at få den til at intervenere i den syriske borgerkrig.
 John Kerry, den værste amerikanske udenrigsminister nogensinde? |
Obamas kluntethed indebærer således en mulighed for at gøre nogle modstræbende, selvoptagede partnere til mere seriøse og modne aktører. Samtidig giver hans inkompetence håb om en forandring af USA's ry fra dominerende barnepige til særdeles påskønnet kollega, hvilket samtidig vil reducere den vrede, som er rettet mod amerikanerne.
En svag udenrigspolitik indebærer selvfølgelig en fare for katastrofe (såsom en fremskyndelse af et iransk kernevåbengennembrud eller en manglende afskrækkelseseffekt over for en kinesisk aggressionshandling, som fører til krig), så dette lyspunkt er blot det, en lille belønning imod en langt større sort sky. Det er ikke noget, man skal foretrække. Men skulle to betingelser vise sig at blive opfyldt – ingen katastrofe på Obamas vagt og en efterfølger, som genskaber amerikansk styrke og viljefasthed – så kan det måske være, at amerikanerne og deres allierede kommer til at se tilbage på denne periode som en nødvendighed og indeholdende en positiv arv til eftertiden.
