Det franske og det britiske imperium havde historisk set meget forskellige forudsætninger, idet det første (i romersk tradition) fokuserede mest på kultur og det andet mest på race, hierarki og familie. Denne forskel antog mange former: man finder måltider med bifteck-frites i bittesmå byer i den tidligere franske koloni Niger, men kun meget lidt engelsk mad, selv i byerne i nabostaten Nigeria. Léopold Senghor i Senegal blev en betydningsfuld fransk digter og kulturpersonlighed, mens Rabindranath Tagore fra Bengalen ikke var i stand til at overskride sin indiske oprindelse.
 Charles de Gaulle var årets mand i tidsskriftet Time i 1959, det år han fremsatte sine anti-arabiske bemærkninger. |
C'est très bien qu'il y ait des Français jaunes, des Français noirs, des Français bruns. Ils montrent que la France est ouverte à toutes les races et qu'elle a une vocation universelle. Mais à condition qu'ils restent une petite minorité. Sinon, la France ne serait plus la France. Nous sommes quand même avant tout un peuple européen de race blanche, de culture grecque et latine et de religion chrétienne.
Qu'on ne se raconte pas des histoires ! Les musulmans, vous êtes allés les voir ? Vous les avez regardés avec leurs turbans et leur djellabas ? Vous voyez bien que ce ne sont pas des Français ! Ceux qui prônent l'intégration ont une cervelle de colibri. Essayez d'intégrer de l'huile et du vinaigre. Agitez la bouteille. Au bout d'un moment, ils se sépareront de nouveau.
Les Arabes sont des Arabes, les Français sont des Français. Vous croyez que le corps français peut absorber dix millions de musulmans, qui demain seront vingt millions, après demain quarante ? Si nous faisions l'intégration, si tous les Arabes et les Berbères d'Algérie étaient considérés comme des Français, les empêcheriez-vous de venir s'installer en métropole, alors que le niveau de vie y est tellement plus élevé? Mon village ne s'appellerait plus Colombey-les-Deux-Eglises mais Colombey-les-Deux-Mosquées.
I dansk oversættelse:
Det er vældig fint, at der findes gule franskmænd, sorte franskmænd, brune franskmænd. De viser, at Frankrig er åbent for alle racer og har et universelt kald. Men [det er fint] på betingelse af, at de forbliver en lille minoritet. Ellers ville Frankrig ikke længere være Frankrig. Vi er stadig først og fremmest et europæisk folk af den hvide race, græsk og latinsk kultur og den kristne religion.
Kom ikke og fortæl mig historier! Muselmændene [= muhamedanerne = muslimerne], har I været henne og kigge på dem? Har I set dem med deres turbaner og djellabaer? Man kan godt se, at de ikke er franske! De, der taler for integration, har en hjerne som en kolibri. Prøv at blande olie og eddike. Ryst flasken. Efter et øjeblik vil de atter deles.
Arabere er arabere, franskmænd er franskmænd. Forestiller I jer, at det franske samfund kan opsuge ti millioner muselmænd, som i morgen vil udgøre tyve millioner og efter i morgen fyrre? Hvis vi foretager en integration, hvis alle arabere og berbere i Algeriet bliver betragtet som franskmænd, ville I så forhindre dem i at slå sig ned i Frankrig, hvor levestandarden er så meget højere? Min landsby ville ikke længere kalde sig for Colombey-De-To-Kirker, men Colombey-De-To-Moskeer.
 Enoch Powell huskes kun for én ting, sin tale om "Floder af Blod." |
total forvandling, som ikke har set sin lige i tusind års engelsk historie. Om femten eller tyve år vil der, hvis den nuværende tendens fastholdes, i dette land være 3 ½ million Commonwealth-immigranter [fra det britiske statssamfund] og disses efterkommere. … Den, som guderne ønsker at udslette, gør de først vanvittig. Vi må være vanvittige, bogstaveligt talt vanvittige, som nation, siden vi tillader en årlig tilstrømning på omkring 50.000 personer på forsørgelse, som for størstepartens vedkommende kommer til at udgøre vækstmaterialet i den immigrantnedstammende befolkning. Det er som at betragte en nation travlt optaget af at rejse sit eget ligbål.
Ud over at ophøre med immigrationen, opfordrede Powell til gen-emigration eller til at lade immigranterne vende tilbage til deres oprindelseslande:
Hvis al immigration ophørte i morgen, ville væksten i immigrantbefolkningen og dens efterkommere blive væsentligt reduceret, men den fremtidige størrelse på dette befolkningselement ville stadig lade den basale karakter af national fare upåvirket. Dette kan kun takles, hvor en betydelig andel af denne gruppe endnu består af personer, som er kommet ind i landet inden for de seneste ti år eller så. Heraf vigtigheden af straks at implementere det andet element i Det Konservative Partis politik: opmuntringen til gen-emigration.
Han ønskede også at ophøre med, hvad han opfattede som positiv forskelsbehandling af immigranter, at:
alle, der opholder sig i dette land som borgere, bør være lige for loven og at der ikke skal diskrimineres eller gøres nogen forskel på dem af de offentlige myndigheder. … Dette betyder ikke, at immigranten og hans efterkommere skal løftes op til en privilegeret eller særlig klasse eller at borgeren skal nægtes retten til at skelne i sine egne affærer mellem én medborger og en anden.
Vedrørende dette emne svingede Powell sig op til retoriske højder:
Der findes ingen større misforståelse af virkeligheden end den, der yndes af dem, der højlydt kræver lovindgreb "imod diskrimination", som de kalder det, hvad enten det drejer sig om lederskribenter af samme kaliber og sommetider på de samme aviser, som år efter år i 1930'erne forsøgte at gøre dette samfund blindt for den voksende fare, det stod over for, eller ærkebiskopper, som bor i paladser og farer med lempe med nattøjet trukket op over hovedet.
Til sidst rasede Powell imod integrationen.
At blive integreret i en befolkning vil sige i alle praktiske henseender at blive uskelnelig i forhold til denne befolknings øvrige medlemmer. Nuvel, til alle tider, hvor der optræder tydelige fysiske forskelle, især med hensyn til farve, er integration vanskelig, men, over en periode, ikke umulig.
Og så til afslutningen:
Når jeg ser fremad, fyldes jeg af bange anelser. Ligesom romerne ser jeg for mig "floden Tiberen skummende af meget blod."
Denne tale satte en effektiv stopper for Powells engang så lovende politiske karriere.
Kommentarer:
(1) Disse to holdninger nyder langt bredere støtte i dag, end dengang de blev udtrykt for henholdsvis 54 og 45 år siden.
(2) Samtidig findes der ingen fremtrædende politiker i dag, som ville vove at tale så direkte, som disse to gjorde dengang.
(3) Islam, hvor betoningen ligger i dag, bliver intet sted antydet. De Gaulle talte om "turbaner og djellabaer," ikke om shari'a og æresdrab. Powell refererede til "tydelige fysiske forskelle, især med hensyn til farve," ikke til islamisk overherredømme eller lemlæstelse af kvindelige kønsdele.
