Pausen i krisen om kemiske våben giver mulighed for at vende opmærksomheden mod den kolossale strøm af flygtninge, som forlader Syrien, og genoverveje nogle af de fejlagtige forslag vedrørende deres fremtid.
Omkring en tiendedel af Syriens 22 millioner indbyggere er flygtet ind over en international grænse, de fleste til nabolandene Libanon, Jordan og Tyrkiet. Da disse lande er ude af stand til at håndtere dette, har deres regeringer begrænset adgangen, hvilket har skabt international bekymring for syrernes tilstand. FN's højkommissær for flygtninge, António Guterres, foreslår, at hans afdeling (citeret i Guardian) "forsøger at genbosætte ti tusinder af syriske flygtninge i lande, som har bedre råd til at rumme dem," ihukommende det irakiske genbosættelsesprogram efter 2003, hvor 100.000 irakere blev genbosat i Vesten. Også andre ser instinktivt mod Vesten for at finde en løsning; USA's Konference af Katolske Biskopper har for eksempel opfordret de vestlige stater "til at gøre mere" for de syriske flygtninge.
 Syriske flygtninge i Beiruts lufthavn, på vej til Tyskland. |
Appellen er blevet hørt: Canada har tilbudt at tage 1.300 syriske flygtninge og USA 2.000. Italien har modtaget 4.600 syriske bådflygtninge. Tyskland har tilbudt (og er begyndt at modtage) 5.000. Sverige har tilbudt asyl til de 15.000 syrere, som allerede befinder sig i landet. Lokale grupper forbereder sig på en betydelig tilstrømning overalt i Vesten.
Men disse tal blegner i forhold til en befolkning, som tælles i millioner, hvilket betyder, at Vesten ikke alene kan løse det syriske flygtningeproblem. Desuden er mange i de vestlige lande (især europæiske lande som Holland og Schweiz) trætte at tage muslimer ind, som ikke vil assimileres, men i stedet forsøger at erstatte vestlige sæder og skikke med islamiske lovregler, shari'a. Både den tyske kansler, Angela Merkel, og den britiske premierminister, David Cameron, har kaldt multikulturalismen, med dens insisteren på alle civilisationers lige værd, for en fejltagelse. Og hvad endnu værre er, fascistiske bevægelser så som Golden Dawn [Gyldent Morgengry] i Grækenland vokser.
Og mange flere muslimske flygtninge er sandsynligvis på vej. Ud over syrerne, omfatter disse bangladeshere, pakistanere, afghanere, iranere, irakere, libanesere, palæstinensere, egyptere, somaliere og algeriere. Andre nationaliteter – for eksempel yemenitter og tunesere – vil snart kunne slutte sig til deres rækker.
Heldigvis er der en løsning for hånden.
For at anbringe syrere i "lande som har bedre råd til at rumme dem," som Guterres så elegant udtrykker det, behøver man blot at vende blikket væk fra det kristent dominerede Vesten og mod de kolossale, tomme vidder i det eventyrligt rige kongedømme Saudi-Arabien, samt de mindre, men for nogles vedkommende endnu rigere stater Kuwait, Bahrain, Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. For nyankomne er disse lande (som jeg under ét vil kalde for Arabien) langt nemmere at blive hjemsendt til Syrien fra end fra f.eks. New Zealand. At bo der betyder også, at de ikke skal udholde et langvarigt frostklima (som i Sverige) eller lære et vanskeligt sprog, som kun tales af få, som f.eks. dansk.
Endnu vigtigere, Arabiens muslimer har dybe, religiøse bånd til deres syriske brødre og søstre, så ved bosættelse dér undgås belastningen ved livsformerne i Vesten. Tænk på nogle af de haram (forbudte) elementer, som muslimske flygtninge undgår ved at bo i Arabien:
- Hunde som kæledyr (61 millioner af dem alene i USA).
- Et svinekødspræget køkken og et socialt samvær gennemsyret af alkohol.
- Statssponsorerede lotterier og spillesteder i Las Vegas-stil.
- Upassende klædte kvinder, ballet, skønhedskonkurrencer hvor deltagerne er iført badedragt, singlekvinder som bor alene, kønsblandet badning, dating og lovlig prostitution.
- Lesbiske barer, homoseksuelle pride-parader og homoseksuelle ægteskaber.
- En afslappet holdning til hallucinogener og visse stoffer tilladte i nogle retskredse.
- Blasfemiske romaner, politikere som er imod Koranen, organisationer for frafaldne muslimer og en præst, som gentagne gange i fuld offentlighed afbrænder Koraner.
 I Saudi-Arabien er der ingen fare for at løbe ind i en gay pride parade som denne her. |
I stedet kan muslimer, der bor i Arabien, glæde sig over en retstilstand, som (ulig Irland) tillader polygami og (ulig England) tillader børneægteskaber. Ulig Frankrig tillader Arabien forsvar for hustruvold og har et afslappet forhold til skamfering af kvindelige kønsdele. Ulig USA medfører slavehold ikke fængsling, og mandlige slægtninge kan udøve æresdrab på deres kvindfolk uden frygt for dødsstraf.
 Et gadesceneri i Riyadh, Saudi-Arabien, viser landets urbane attraktion. |
Eksemplerne med syrere og Arabien antyder et langt bredere syn: uanset tilstrømningsgrad bør flygtninge have lov til og opfordres til at forblive inden for deres egen kulturkreds, hvor de har nemmest ved at tilpasse sig, bedst kan være tro mod deres traditioner, er til mindst forstyrrelse for værtslandet, og hvorfra de nemmest vil kunne vende tilbage til deres hjemland. Østasiatere bør således i almindelighed genbosætte sig i Østasien, folk fra Mellemøsten i Mellemøsten, afrikanere i Afrika og vesterlændinge i Vesten.
FN, se her: Fokusér mindre på Vesten og mere på resten. Og til saudierne: Tiden er inde til at byde pressede, muslimske trosfæller velkommen med åbne arme.
24. sep. 2013 tilføjelse:
(1) Jeg er fuldkommen klar over, at saudierne og andre ingen intentioner har om at lukke syrere eller andre flygtninge ind; det udgør den implicitte præmis for min analyse; hvorfor skal de belønnes for dårlig opførsel? Jeg er også klar over, at syriske flygtninge er blevet dårligt behandlet i lande i Mellemøsten; for eksempel er de blevet en bekvem syndebuk i Egypten.
(2) Disse brede kulturkredse er provisoriske; det ville være nødvendigt at definere deres grænser nærmere.
(3) Der findes undtagelser fra disse kulturkredse. Mellemøstens kristne passer f.eks. bedre ind i Vesten end i Arabien; og undtagelsesvise personer fortjener altid en særlig behandling.
(4) Nogle af Mellemøstens økonomiske flygtninge har opdaget Kina , og et stigende antal tager dertil på opholdstilladelser, som skal fornys hvert eller op til hvert femte år.
