Hvem scorer på Syrien-aftalen

Diplomatiet har aldrig tidligere oplevet noget, der minder om det forvirrende og slingrende begivenhedsforløb vedrørende Syrien, som tog sin begyndelse onsdag den 21. august og sluttede 3½ uge senere, lørdag den 14. september. Hvem vandt og hvem tabte? Det er endnu for tidligt at give et definitivt svar, men Bashar al-Assad sidder i førersædet, hvilket er et tegn på, at han, Putin og de iranske mullaher vil vinde på aftalen, mens Obama, Erdoğan og Israel vil tabe.

Et fornøjet par: USA's udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov fejrer, at de er nået frem til en aftale.

Først en skitsering af de seneste begivenheder:

21. aug.: Et angreb med kemiske våben fandt sted imod civile i Ghouta, nær Damaskus, antagelig udført af Syriens Assad-regime.

28. aug.: Barack Obama antydede sine intentioner om at anvende magt imod Assad-regimet som afstraffelse for det kemiske angreb.

31. aug.: Obama trak sig og bad Kongressen om tilladelse til at anvende magt, noget han ikke havde behøvet at gøre.

I ugen derefter foregik der en uventet udvikling, hvor den folkelige og kongressens modstand mod et angreb voksede indtil et punkt, hvor det stod klart, at Obama ikke ville få den tilladelse, han søgte.

9. sept.: Udenrigsminister John Kerry lovede et "utrolig lille" angreb og kom med en henkastet bemærkning om, at international kontrol med Syriens kemiske våben kunne imødegå behovet for et angreb. Den bold greb russerne og kørte med på den sidste bemærkning.

10. sept.: Obama annullerede truslen om et angreb på den syriske regering og trak sin anmodning til Kongressen tilbage.

14. sept.: Den amerikanske og den russiske regering underskrev "Framework for Elimination of Syrian Chemical Weapons" [Rammer for en elimination af Syriens kemiske våben] for at "sikre destruktionen af det syriske kemiske våbenprogram (CW) på den snareste og sikreste måde."

Logoet for Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben, grundlagt i 1997.

Lad os begynde med at vurdere de valg, som de to hovedaktører i dette drama står over for:

Bashar al-Assad: Rammerne giver ham mulighed for at træffe de afgørende beslutninger vedrørende processens forløb, kun underlagt indflydelsen fra hans beskyttere (Moskva og Teheran) og hans egne rådgivere (Assad-klanen). Han har to valgmuligheder, at rette sig eller ikke rette sig efter de amerikansk-russiske rammer og kravene fra Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), som styrer den traktat om kemiske våben, som Syrien har lovet at tilslutte sig. Som den taktisk inkompetente leder han er, er hans handlinger vanskelige at forudse, men jeg forventer, at han ikke retter ind, fordi: (1) Han har brug for disse våben for at bevare sit regime. (2) Den borgerkrig, som foregår i Syrien, gør det nemmere at gå på tværs af OPCW. (3) Obamas ry taler for, at han ikke vil gribe til repressalier i form af et angreb. (4) Saddam Hussein har skabt en tiltrækkende præcedens, hvor den irakiske "kattens leg med musen" sinkede og hindrede et tilsvarende program til destruktion af masseødelæggelsesvåben i 1990'erne.

Pave Francis har opfordret til en global faste- og bønnedag til fordel for Syrien.

Barack Obama: Han befinder sig allerede trængt op i en krog på grund af sin trussel om en "rød linje" i august 2012, så den amerikansk-russiske aftale er et kvit-eller-dobbelt-udspil, som anbringer den amerikanske præsident helt i sin syriske modparts magt. Hvis Assad retter ind, vil Obama blive udråbt til udenrigspolitisk geni, fordi han har befriet Syrien for kemiske våben uden at løsne ét eneste skud. Men hvis Assad ikke retter ind, hvilket er langt mere sandsynligt, så bliver Obama nødt til at angribe regimet for at bevare sin troværdighed, uanset hvor meget dette går imod ønskerne hos hans venstreorienterede bagland og Kongressens holdning , FN, paven, et al., og selvom det styrker jihadisterne i Syrien og kaster USA ud i en uønsket, langvarig, militær operation. Jeg forventer, at Obama vil angribe, men uden at forøve reel skade hverken på sin egen popularitet eller på Assads regime.

Kort sagt, jeg forudser, at Assad ikke føjer sig, og at Obama vil foretage et symbolsk angreb. Antager man dette scenarie, vil det have følgende betydning for de vigtigste aktører:

• Bashar al-Assad: Han vil prale af at have overlevet et amerikansk stormløb og står dermed stærkere.
• Barack Obama: Hans udenrigspolitiske troværdighed daler og USA's med den, især vis-à-vis den iranske atomopbygning, i det mindste frem til 2017.
• Vladimir Putin: Hvad enten Assad retter ind eller ej, og hvad enten Obama angriber eller ej, så kan den russiske præsident ikke tabe. Han har snarere kvalificeret sig til Nobels Fredspris. Han står som den store vinder.
• Iran: Teheran vinder, i tillid til at dets egen nukleare infrastruktur er sikret imod et amerikansk angreb, medmindre Obama river Assad-regimet i småstykker.
• Recep Tayyip Erdoğan: Modsat: den tyrkiske præsident taber som leder af det internationale krigsselskab, medmindre Obama foretager et alvorligt angreb på Assad.
• Israel: Sammen med Obama vil Israel vinde, hvis Assad føjer sig. Men det taber, hvis Assad ikke gør det, hvilket er mest sandsynligt.

Vi ender derfor med to ironiske forhold: Den amerikansk-russiske aftale løser ikke krisen, men forhaler og uddyber den. Obamas næsten nonchalante udtalelse om en "rød linje" for et år siden var den upåagtede fejltagelse, som vil kunne fremskynde hans præsidentperiodes store udenrigspolitiske fiasko.