Her er et råd til medlemmerne af USA's Kongres, her hvor de bliver bedt om at godkende et amerikansk ledet angreb på regeringen i Syrien:
Indled jeres overvejelser med at fastsætte prioriteringen, gør jer klart hvad der har størst betydning for landet [USA]. Obama-administrationen peger med rette på to presserende emner: at standse den iranske nukleare opbygning og at bevare Israels sikkerhed. Hertil vil jeg føje et tredje: at genoprette USA's troværdighed med hensyn til dets afskrækkelseseffekt, som er blevet banket ned af Barack Obama selv.
Bemærk, at denne liste tydeligvis ikke nævner det syriske regimes kemiske våbenarsenal (det største i verden), ej heller dettes nylige anvendelse. Det skyldes, at disse to emner blegner i rædsel og fare sammenlignet med de kernevåben, som i dag er under opbygning i Iran. Angrebet i Ghouta, Syrien, den 21. aug. var ganske vist forfærdeligt, men ikke værre end myrderierne på hundrede gange flere civile med andre våben, herunder tortur. Desuden, dette overgreb brød ganske vist adskillige internationale konventioner, men der er vel ingen der forventer, at nogle "begrænsede angreb" vil kunne bremse desperate diktatorer.
 Kongressens debat om Syrien finder sted, netop som den gamle aramæisktalende, syriske, kristne by Maaloula er faldet i hænderne på en Al-Qaeda-forbundet jihad-gruppe. |
Hvordan realiserer man så bedst de vigtigste prioriteter vedrørende Iran, Israel og USA's afskrækkelseseffekt? Der er flere muligheder. Hvis man går fra de mest voldelige til de mindst voldelige, omfatter de følgende:
1. Fjern Assad-regimet. Selvom dette scenarie i sig selv forekommer attraktivt, især fordi det eliminerer Teherans fjende nr. 1 og forstyrrer forsyningslinjerne til Hizbollah, så åbner det for en bunke problemer: anarki i Syrien, udenlandsk intervention ved nabolandene, udsigt til at Al-Qaeda-forbundne islamister overtager Damaskus, fjendtligheder imod Israel i de hidtil rolige Golan-højder og spredning af styrets kemiske våben til terrororganisationer. En omstyrtelse af Bashar al-Assad truer med at gentage eliminationen af de langvarigt siddende diktatorer i Irak og Libyen i 2003 og 2011, hvilket førte til flere år, ja endda årtier med ustabilitet og vold. Og hvad endnu værre er, et sådant udfald kunne give fornyet vind i sejlene for den tyrkiske tyran, Recep Tayyip Erdoğans ellers hendøende karriere, som i øjeblikket er nærmest oversvømmet af hans fejltrin.
2. Spræng regimets herskende klasse uden at vælte den – Obama-administrationens foreslåede tilgang. Dette scenarie fører lige så langt ind i det ukendte: der er beviser på, at Assad-regimet ikke ængstes ved den amerikansk ledede "afstraffelse", men allerede planlægger at anvende kemiske våben igen, måske imod civile, ligesom Teheran gør det mod amerikanske mål. Desuden kan, således som jeg har påpeget, et begrænset angreb føre til "vold imod Israel, aktivering af sovende celler i vestlige lande og øget afhængighed af Teheran. Hvis Assad overlever, vil han også kunne prale af, at han har slået USA." Risikoen ved dette skridt er næsten lige så stor som ved en omstyrtelse af Assad, men uden fordelen ved at slippe af med ham, hvilket gør det til den værste af de tre her omtalte muligheder.
3. Gør ingenting. Dette scenarie har flere ulemper: det lader Bashar al-Assad slippe af sted med sine kemiske angreb; det undergraver Obamas troværdighed, efter at han har erklæret, at brugen af kemiske våben var en "rød linje"; og det styrker den hårde kerne i Iran. Men det rummer endnu større fordele ved ikke at puste yderligere til et allerede let fængeligt krigsteater, det opretholder det strategisk set fordelagtige dødvande mellem regimet og oprørerne, og allervigtigst, det afleder ikke Washington fra det virkeligt vigtige land – Iran.
 RealClearPolitics.com's sammenholdning af 5 amerikanske og 1 britisk meningsmåling viser en overvejende 52%-imod-32% modstand mod en amerikansk militæraktion i Syrien. |
Ifølge alle efterretninger nærmer mullaherne i Teheran sig stadig mere det punkt, hvor de efter behag kan give ordre til fremstilling af atombomber og klargøring af disse til brug. Til forskel fra brugen af kemiske våben imod syriske civile er denne udsigt af den mest direkte og livsvigtige, personlige interesse for alle amerikanere, for den kunne medføre et elektromagnetisk pulsangreb på deres elnet og med ét slag kaste dem tilbage til en 1800-tals-økonomi og et muligt antal på et par hundrede millioner døde.
En sådan udsigt gør de metoder, hvormed syrerne slår hinanden ihjel, til et klart mindre vitalt anliggende for Kongressen end de iranske planer om at bringe USA i knæ. Set i dette lys må man bemærke, at Barack Obama har fulgt i sin Demokratiske partifælle Bill Clintons fodspor med hensyn til parathed til at anvende magt i sager, hvor amerikanske interesser lige præcis ikke er livsvigtigt indblandede – Somalia, Bosnien, Kosovo, Haiti, Libyen og nu Syrien. Behøver man virkelig at argumentere for, at amerikanske tropper udelukkende bør gå i kamp for at beskytte deres eget land?
 Familierne Kerry og Assad spiste middag sammen på Naranj Restaurant i Damaskus' gamle bydel i 2009, hvilket minder os om, at nogle af dem, der i dag er mest glødende anti-Bashar, indtil for nylig også var blandt hans mest ihærdige apologeter. |
Nu hvor den saudiske udenrigsminister og den Arabiske Liga arrogant kræver, at "det internationale samfund" gør sin pligt og standser blodbadet i Syrien, vil denne amerikaner foreslå, at de sunni-muslimer, som ønsker at beskytte deres fæller og slægtninge i Syrien, gør dette med deres egne bunker af oliedollars og store hære.
I dette lys anbefaler jeg, at Kongressen afviser det bi-show, som tilbydes af regeringen, og i stedet vedtager en resolution, som godkender og opfordrer til magtanvendelse imod den iranske, nukleare infrastruktur.
