Det er et privilegium at være en amerikaner, der arbejder med udenrigspolitik, sådan som jeg har gjort det siden slutningen af 1970'erne, og i beskeden målestok deltage i det store projekt med at finde mit lands plads i verden. Men i dag, under Barack Obama, har beslutninger truffet i Washington i dramatisk grad mistet deres betydning. Det er foruroligende og skræmmende. Og ikke længere et privilegium.
Hvad enten det drejer sig om den strukturerede Kolde Krig eller de kaotiske to årtier, som fulgte, så betød Amerikas økonomiske størrelse, teknologiske forkant, militære dygtighed og grundlæggende anstændighed, at den amerikanske regering, selv i sin inaktivitet, talte lige så meget eller mere i forbindelse med verdens udvikling end nogen anden stat. Snue i Washington blev til influenza andre steder.
Svage og stort set indifferente præsidenter som Jimmy Carter og Bill Clinton betød noget på trods af dem selv, for eksempel i forbindelse med den iranske revolution i 1978-79 eller den arabisk-israelske konflikt i 1990'erne. Stærke og aktive præsidenter som Ronald Reagan og George W. Bush fik dog større betydning ved at fremskynde Sovjetunionens sammenbrud og invadere Afghanistan og Irak.
Men nu, med Barack Obama, er USA gledet ind i en chokerende irrelevans i Mellemøsten, verdens mest turbulente region. Vankelmodighed, inkompetence og passivitet har gjort Obama-regeringen impotent. På den udenrigspolitiske scene opfører Obama sig, som om han ville ønske, at han var præsident i Belgien, et lille land, som almindeligvis kopierer sine større naboers beslutninger, når der skal afgives stemme i FN, eller bryster sig rent moralsk, når det gælder fjerntliggende uroligheder. Belgierne "fører (naturligt) an fra baglinjen," for nu at bruge et berømt udtryk, som hidrører fra Obamas Hvide Hus.
 Obamas tale i Cairo i 2009 er længe siden. |
Qatar (med en nationalbefolkning på 225.000) har formentlig større indflydelse på de aktuelle begivenheder end det 1400 gange større USA (befolkning: 314 million). Læg mærke til, hvordan Obama for tiden spiller andenviolin i forhold til emirerne i Doha: De fører an ved at forsyne de libyske oprørere med våben, han følger efter. De hjælper aktivt oprørerne i Syrien, han vakler. De forsyner den nye ledelse i Egypten med milliarder, han snubler over sine egne ben. De bakker uforbeholdent op om Hamas i Gaza, han jagter illusionen om en israelsk-palæstinensisk "fredsproces." Med dette formål for øje har den amerikanske udenrigsminister foretaget seks rejser inden for fire måneder til Israel og de palæstinensiske områder i jagten på et diplomatisk initiativ, som næsten ingen mener vil afslutte den arabisk-israelske konflikt.
 Doha, i dag mere indflydelsesrig end Washington i Mellemøsten. |
I mellemtiden har den amerikanske forsvarsminister ringet til den egyptiske leder Abdul-Fattah al-Sisi 17 gange medførende samtaler af 60-90 minutters varighed, men hans bøn om, at Sisi ville undlade at bruge magt imod Det Muslimske Broderskab, blev ikke imødekommet. Og endnu mere slående er det, at Sisi tilsyneladende nægtede at svare på en opringning fra Obama. De 1,5 milliarder dollar i årlig hjælp til Egypten synes med ét så usle i sammenligning med de 12 milliarder dollar fra tre lande omkring Den Persiske Golf, som lover at afhjælpe enhver beskæring i vestlig hjælp. Begge sider i Egyptens dybe, politiske splittelse anklager Obama for at favorisere den anden part og forbander hans navn. Mens snesevis af koptiske kirker brændte, spillede han seks runder golf. Det er ironisk, at Egypten var det sted, hvor Obama for fire lange år siden holdt en afgørende tale, hvori han tog afstand fra George W. Bush politik med synlig triumf.
 Woodrow Wilson (1913-21) var den første af fire demokratiske præsidenter, som i høj grad styrkede statens magt. |
Foreløbig har prisen for Obamas klodsethed ikke været høj for amerikanske interesser. Men det kan hurtigt ændre sig. Hvad der er mere bekymrende er, at Iran snart vil kunne opleve et nukleart gennembrud og begynde at smide om sig med sin nyerhvervede betydning, for ikke at tale om at køre sine spritnye våben i kampstilling. Det nye regime i Egypten vil kunne vende tilbage til sin tidligere anti-amerikanisme og anti-zionisme; der er allerede nu vigtige elementer i Egypten, som opfordrer til en afvisning af amerikansk hjælp og et ophør af fredsaftalen med Israel.
Som en amerikaner, der betragter sit land som en forkæmper for det gode, er denne udvikling smertelig og skræmmende. Verden har brug for et aktivt, tænksomt og selvsikkert USA. Historikeren Walter A. McDougall skriver med rette, at "Skabelsen af Amerikas Forenede Stater er den mest centrale begivenhed inden for de seneste fire hundrede år" og den amerikanske civilisation "bringer forstyrrelse i alle andre civilisationers planetbaner ved sin blotte eksistens." Nuvel, knap så megen forstyrrelse lige for tiden; måtte den aktuelle bedrøvelighed blive kortvarig.
