Her hvor Syrien og Egypten står i flammer, hvorfor vender den amerikanske udenrigsminister John Kerry da tilbage til Mellemøsten på sit sjette besøg siden februar for at fokusere på endnu mere israelsk-palæstinensisk penduldiplomati?
Til dels fordi han og andre på venstrefløjen tror, at den arabiske og iranske (og nu også tyrkiske?) krig imod Israel vil koge ned til en Israel-palæstinensisk konflikt, og derfor overvurderer denne vinkel; til dels også fordi han har lagt billet ind på den venstreorienterede illusion om, at Israel-relaterede spørgsmål udgør regionens "epicenter" (som James L. Jones, Obamas daværende nationale sikkerhedsrådgiver, engang udtrykte det), hvorfor løsningen af disse bør gå forud for håndteringen af andre mellemøstlige problemer.
 John Kerry snupper Binyamin Netanyahu. |
Det er i hvert fald påstanden hos David M. Weinberg fra Bar-Ilan University, som skriver i Israel Hayom: "Netanyahu har fremsat nogle for ham usædvanligt lidenskabelige udtalelser vedrørende den diplomatiske proces; udtalelser som går videre end til den forventede snak om Israels ønske om at forpligte palæstinenserne og forhandle en to-stats-løsning." Weinberg mener, at Netanyahu er "desperat efter diplomatisk bevægelse [og har] købt venstrefløjsargumentet om, at status quo er uholdbar." Weinberg fornemmer, at der nu er forberedelser på vej til "et ensidigt israelsk initiativ med henblik på at afstå betydelige dele af Judea og Samaria."
Hvorfor skulle Netanyahu, som udtrykkeligt ikke drev valgkampagne på dette grundlag, gå med sådanne planer? Weinberg leder hovedsagelig i den hjemlige politik:
Netanyahu har ingen anden national dagsorden til støtte for sit premierministerembede. Han har brug for et nyt budskab, som vil genindsætte ham som leder i offentlighedens opfattelse, og det palæstinensiske spørgsmål er det eneste, han har at arbejde med. På de økonomiske og sociale områder er føringen blevet overtaget af [de politiske konkurrenter Yair] Lapid og [Naftali] Bennett. Der er ikke meget, Netanyahu kan gøre ved den opkogte situation i Syrien eller Iran. Det er hans job at reagere klogt og forsigtigt på begivenhederne på disse fronter og ikke føre Israel ud i en konfrontation.
En ensidig israelsk tilbagetrækning, skriver Weinberg, "ville blæse Lapid-Bennett-alliancen til pulver—noget der må udgøre Netanyahus højeste politiske prioritet." Premierministeren vil da kunne "sole sig i den glødende hyldest fra eliterne i Washington og Tel Aviv," indhente valgstøtter fra centrum- og venstrepartier og antagelig sikre sig endnu en valgsejr.
Denne forklaring overbeviser dog ikke mig: Iran udgør en potentiel, eksistentiel trussel mod Israel, og håndteringen af den er rigeligt til at "støtte hans premierministerembede." Den israelske offentlighed har opmærksomheden rettet mod Teheran, ikke Ramallah, og Netanyahu, som praler af, at han bruger 70 procent af sin tid på sikkerhedsspørgsmål, behøver næppe et diplomatisk forløb med Mahmoud Abbas for at bevise sit lederskab.
 David Ben-Gurion (1886-1973), den målestok, som efterfølgende israelske premierministre har vurderet sig selv ud fra. Time magazine, 16. aug. 1948. |
I tiden efter 1948 er Ben-Gurion-komplekset blevet identisk med at skulle fjerne alle ydre trusler mod Israel. Desværre har denne værdige ambition inspireret til gentagne tilfælde af tvetydighed og fordrejelser. Som jeg selv beskrev fænomenet i 2004: "For det første har hver eneste valgt premierminister [siden 1992, dvs. Yitzhak Rabin, Ehud Barak, Ariel Sharon og Netanyahu] brudt sine egne løfter om, hvordan han ville håndtere araberne. For det andet har hver eneste af dem overtaget en uventet indrømmelsespolitik."
Netanyahu lovede under valgkampen i 1996, at såfremt han fik overladt ledelsen, ville Israel "aldrig komme til at trække sig ud af Golan"; men blot to år senere forsøgte han at tilbyde Damaskus hele Golan-området til gengæld for et stykke papir. (Var det lykkedes for Netanyahu dengang, kan man forestille sig konsekvenserne i dag, med Syrien i flammer og Al-Qaeda-enheder tæt på Israels grænser.) Heldigvis forhindrede hans ministerrådskolleger ham i at virkeliggøre denne tåbelighed.
 Takket være nogle nøglemedlemmer i ministerrådet har Israel bevaret kontrollen med Golan-højderne, her med udsigt ind over syrisk territorium. |
I vore dage messer en centrum-venstrefløjs-konsensus, at fjernelse af den ydre trussel mod Israel kræver en to-stats-aftale med palæstinenserne. (Jeg er uenig.) Vil Netanyahu dreje til venstre, udfordre sine vælgere og underskrive sådan en aftale for at opnå genvalg? Mønsteret hos tidligere, egensindige premierministre plus Netanyahus egen biografi har siden 2009 gjort mig urolig for sådan et forræderi imod hans mandat.
Men måske bliver vi sparet for at lære svaret at kende: Den palæstinensiske uforsonlighed irriterer Kerry og vil måske atter fjerne det diplomatiske pres på Israel.
