Kan islam reformeres?
Historien og den menneskelige natur siger ja

I øjeblikket repræsenterer islam en tilbageskuende, aggressiv og voldelig kraft. Er den tvunget til at forblive sådan eller kan den reformeres og blive moderat, moderne og nabovenlig? Kan islamiske autoriteter formulere en forståelse af deres egen religion, som giver fulde rettigheder til kvinder og ikke-muslimer samt religionsfrihed til muslimer, som accepterer de grundlæggende principper i moderne økonomi og retslære, og som ikke søger at gennemtvinge sharia-lov eller etablere et kalifat?

Et voksende antal analytikere mener nej, den muslimske tro kan ikke gøre dette, disse fænomener er indbyggede i islam og uforanderlighed udgør en del af dens væsen. Adspurgt, hvorvidt hun er enig i min formulering, at "radikal islam er problemet, men moderat islam er løsningen," har forfatteren Ayaan Hirsi Ali svaret: "Han tager fejl. Beklageligvis." Hun og jeg står i den samme skyttegrav, kæmper for de samme mål og er oppe imod de samme modstandere, men vi er uenige på dette afgørende punkt.

Min argumentation indeholder to dele. For det første er væsens-antagelsen hos mange analytikere forkert; og for det andet kan en reformeret islam godt opstå.

Argumenter imod væsens-antagelsen

Rumi (1207-73), en førende islamisk mystiker.

At mene at islam aldrig kan ændre sig, er det samme som at påstå, at koranen og hadith'en, som udgør religionens kerne, altid skal forstås på samme måde. Men at hævde denne holdning er det samme som at afsløre dens fejl, for intet menneskeligt forbliver nogensinde det samme. Alt, herunder også læsningen af hellige tekster, ændrer sig med tiden. Alt har en historie. Og alt har en fremtid, som vil være forskellig fra dets fortid.

Kun ved at undlade at tage hensyn til den menneskelige natur og ignorere mere end tusind års faktiske ændringer i koranens fortolkning kan man hævde, at koranen er blevet forstået på samme måde gennem alle årene. Der har været ændringer inden for emner som jihad, slaveri, åger, princippet om "ingen tvang i religion" og kvinders rolle. Desuden har de mange betydningsfulde fortolkere af islam gennem de seneste 1400 år—ash-Shafi'i, al-Ghazali, Ibn Taymiya, Rumi, Shah Waliullah og Ruhollah Khomeini rinder mig umiddelbart i hu—været indbyrdes dybt uenige om indholdet af islams budskab.

Uanset hvor centrale koranen og hadith'en er, så udgør de ikke den totale muslimske erfaring; de ophobede erfaringer hos muslimske folkeslag lige fra Marokko til Indonesien og endnu længere har ikke mindre betydning. At standse ved islams hellige skrifter svarer til at tolke USA udelukkende gennem den amerikanske forfatnings linse; en ignorering af landets historie fører til en forvrænget forståelse.

Sagt på en anden måde, middelalderens muslimske civilisation brillerede og vore dages muslimer halter bagefter i næsten alle præstationsmålinger. Men hvis ting kan blive værre, kan de også blive bedre. Således har jeg i løbet af min egen karriere set islamismen udvikle sig fra minimale kim, dengang jeg begav mig ind på området i 1969, og frem til den store magt, som den besidder i dag; hvis islamismen kan gro på denne måde, så kan den også aftage.

Hvordan skulle det kunne ske?

Middelaldersyntesen

Shah Waliullah (1703-62), en førende tænker inden for indisk islam.

Nøglen til islams rolle i det offentlige liv er sharia og de mange uholdbare krav den stiller til muslimerne. At føre regering med de minimale skatter, som tillades af sharia, har vist sig umuligt; og hvordan kan man køre et økonomisk system uden at kræve renter? Et straffesystem, som kræver, at fire mænd overværer en utroskabshandling udført på fersk gerning, er upraktisk. Sharias forbud mod krigsførelse imod andre muslimer er ikke muligt for alle at leve op til; faktisk har groft set tre fjerdedele af alle krigshandlinger udført af muslimer været rettet mod andre muslimer. Ligeledes byder en insisteren på bestandig jihad imod ikke-muslimer på alt for store krav.

For at komme uden om disse og andre urealistiske forlangender udviklede de præmoderne muslimer nogle retslige figenblade, som tillod en vis slækkelse af de islamiske bestemmelser uden direkte at bryde dem. Juristerne fandt på hiyal (tricks) og andre midler, hvorved lovens bogstav kunne opfyldes, samtidig med at man negerede dens ånd. For eksempel udviklede man forskellige mekanismer til at leve i harmoni med ikke-muslimske stater. Der var også dobbeltsalget (bai al-inah) af en vare, som gav plads til, at køberen kunne betale en skjult form for rente. Krige imod andre muslimer blev omdøbt til jihad.

Dette kompromis mellem sharia og virkeligheden voksede til det, jeg i min bog In the Path of God (1983) [På Guds Vej] har kaldt for islams "middelaldersyntese." Denne syntese omdannede islam fra en samling abstrakte, uladsiggørlige krav til et håndterbart system. Rent praktisk nedtonede den sharia og gjorde loven funktionsdygtig. Sharia kunne nu bringes i tilstrækkelig anvendelse, uden at muslimer blev underlagt dens mere strenge krav. Kecia Ali fra Boston Universitet bemærker den voldsomme kontrast mellem formel og anvendt lov i Marriage and Slavery in Early Islam [Ægteskab og slaveri i tidlig islam] og citerer andre specialister:

En afgørende metode til at foretage studier af loven har været at "sammenligne doktrinerne med domstolenes faktiske retspraksis." Som en forsker, der behandler både hellige og retslige tekster, bemærker: "De sociale mønstre stod i stærk modsætning til det 'officielle' billede, som blev fremlagt i disse 'formelle' kilder." Undersøgelserne modstiller ofte fleksible og relativt retfærdige retskendelser med en udifferentieret og til tider barsk, patriarkalsk teksttradition inden for retslæren. Vi ser beviser på "fleksibiliteten inden for islamisk lovgivning, som ofte beskrives som stagnant og overdrevent streng."

Selvom middelaldersyntesen var virksom gennem flere århundreder, overvandt den dog aldrig en fundamental svaghed: Den er ikke i udstrakt grad rodfæstet i eller uddraget af islams grundlæggende, konstituerende tekster. Baseret på kompromiser og halve forholdsregler som den var, forblev den til stadighed sårbar over for puristernes indvendinger. Og faktisk bød den præmoderne, muslimske historie på mange af den slags udfordringer, herunder Almohad-bevægelsen i det 12. århundredes Nordafrika og Wahhabi-bevægelsen i det 18. århundredes Arabien. I alle disse tilfælde endte puristernes forsøg til sidst med at stilne af, og middelaldersyntesen genoprettedes, kun for på ny at blive udfordret af puristerne. Denne skiften mellem pragmatisme og purisme karakteriserer den muslimske historie og har bidraget til dens ustabilitet.

Modernitetens udfordring

Den faktiske løsning, som middelaldersyntesen tilbød, brød sammen med modernitetens ankomst, påtvunget af europæerne og almindeligvis dateret til Napoleons angreb på Egypten i 1798. Denne udfordring trak gennem de følgende to hundrede år de fleste muslimer i to modsatte retninger, mod vestliggørelse eller mod islamisering.

De muslimer, som var imponerede over Vestens bedrifter, søgte at minimere sharia og erstatte den med vestlige metoder på områder såsom ikke-statsliggørelse af religion, samt lige rettigheder for kvinder og ikke-muslimer. Grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Kemal Atatürk (1881-1938), var et symbol på denne bestræbelse. Indtil omkring 1970 syntes dette at være den uundgåelige muslimske skæbne, og modstanden mod vestliggørelse blev anset for bagstræberisk og nytteløs.

Deres syn på islam var lige så forskelligt som deres fremtoning: Atatürk (t.v.) og Khomeini.

Men denne modstand viste sig at være dyb og endte med at triumfere. Atatürk fik kun få efterfølgere og hans tyrkiske republik skulle vende tilbage til sharia. Det viste sig, at vestliggørelsen så stærkere ud, end den egentlig var, fordi den havde tendens til at tiltrække den synlige og veltalende elite, mens masserne generelt holdt sig tilbage. Med udgangspunkt omkring 1930 begyndte de modstræbende elementer at organisere sig og udvikle deres eget positive program, især i Algeriet, Egypten, Iran og Indien. De forkastede vestliggørelsen og alle dens gerninger og argumenterede for fuld og håndfast anvendelse af sharia, sådan som de forestillede sig, at det havde været tilfældet i islams første tid.

Selvom disse bevægelser—som alle kaldes for islamistiske—afviste Vesten, så formedes de ikke desto mindre efter tidens bølge af totalitære ideologier, fascismen og kommunismen. Islamisterne lånte mange antagelser fra disse ideologier, såsom statens overordnede magt over individet, accepten af brutal magtanvendelse, samt behovet for en global konfrontation med den vestlige civilisation. De overtog også i al stilhed teknologi, især militær og medicinsk, fra Vesten.

Gennem kreativt og hårdt arbejde tiltog de islamistiske kræfter ligeså stille i styrke gennem det næste halve århundrede, indtil de endelig brød igennem til magt og prominens med den iranske revolution i 1978–79, anført af anti-atatürken Ayatollah Khomeini (1902-89). Denne dramatiske begivenhed og dens indfrielse af sit mål om at skabe et islamisk styre inspirerede i vidt omfang islamisterne, som gennem de efterfølgende 35 år har gjort store fremskridt, forvandlet hele samfund og gjort brug af sharia på nye og ekstreme måder. I Iran har det shiitiske regime f.eks. hængt homoseksuelle op i kraner og tvunget iranere i vestlig klædedragt til at drikke af toiletkummer, og i Afghanistan har talibanregimet sat ild til skoler for piger og til musikforretninger. Den islamistiske indflydelse har også nået Vesten selv, hvor man ser et stigende antal kvinder iført hijab, niqab eller burka.

Selvom islamismen udklækkedes som en totalitær model, så har den udvist langt større taktisk tilpasningsvilje end både fascismen og kommunismen. De to sidstnævnte ideologier var sjældent i stand til at bevæge sig hinsides vold og tvang. Men islamismen har, anført af figurer som Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdoğan (1954-) og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), udforsket de ikke-revolutionære udgaver af islamismen. Siden AKP helt lovligt blev stemt i regering i 2002, har de gradvist undergravet den tyrkiske sekularisme med en bemærkelsesværdig behændighed ved at arbejde inden for landets etablerede demokratiske strukturer, udfolde god regeringspolitik og undgå at provokere til vrede i militæret, som længe stod vagt om den tyrkiske sekularisme.

Islamisterne er på fremmarch i dag, men deres opstigen er ganske ny og giver ingen garantier for lang levetid. Ligesom andre radikale, utopiske ideologier vil islamismen i virkeligheden miste sin tiltrækning og fortabe sin magt og indflydelse. Opstandene imod de islamistiske regimer i Iran og Egypten i henholdsvis 2009 og 2013 peger helt bestemt i denne retning.

Hen imod en moderne syntese

Hvis islamismen skal bekæmpes, må de anti-islamistiske muslimer udvikle en alternativ vision for islam og en forklaring af, hvad det vil sige at være muslim. Til den ende kan de trække på fortiden, især reformbestræbelserne fra årene mellem 1850 og1950, for at udvikle en "moderne syntese," der er sammenlignelig med middelaldermodellen. Denne syntese må vælge blandt sharia-forskrifterne og gøre islam kompatibel med moderne værdinormer. Den må bl.a. acceptere lighed mellem kønnene, sameksistere fredeligt med anderledes troende og afvise aspirationerne om et globalt kalifat.

Her kan islam med fordel sammenlignes med de to andre store monoteistiske religioner. For fem hundrede år siden var jøder, kristne og muslimer alle stort set enige om, at tvangsarbejde var acceptabelt, og at betaling af renter for lånte penge ikke var det. Til sidst, efter bitre og langstrakte diskussioner, ændrede jøder og kristne holdning vedrørende disse to emner; i dag er der ingen jødiske eller kristne stemmer, som billiger slaveri eller fordømmer betaling af rimelige renter ved lån.

Men blandt muslimerne er disse diskussioner først lige begyndt. Selvom slaveriet formelt blev forbudt i Qatar i 1952, i Saudi-Arabien i 1962 og i Mauritanien i 1980, så eksisterer det stadig i disse og andre lande med muslimsk majoritet (især Sudan og Pakistan). Visse islamiske autoriteter hævder endda, at en from muslim bør billige slaveri. Kolossale finansielle institutioner, sandsynligvis til en værdi af 1 billion dollar, er blevet udviklet gennem de seneste 40 år for at gøre troende muslimer i stand til at foregive, at de undgår enten at betale eller modtage renter på penge, ("foregive" fordi de islamiske banker blot skjuler renten under påskud af f.eks. gebyrer.)

Den planlagte bygning for Abu Dhabi Islamic Bank, en af verdens største rentefri, finansielle institutioner.

Reformmuslimerne må gøre det bedre end deres middelalderlige forgængere og basere deres fortolkning såvel på skriften som på tidens følelser. Hvis muslimerne skal modernisere deres religion, må de efterligne deres monoteistiske fæller og tilpasse deres religion i forbindelse med slaveri og renter, behandlingen af kvinder, retten til at forlade islam, retsprocedurer og meget andet. Når en reformeret, moderne islam dukker op, vil den ikke længere billige ulige rettigheder for kvinder, dhimmi-status, jihad og selvmordsterrorisme, ligesom den heller ikke vil kræve dødsstraf for utroskab, brud på familieæren, blasfemi og frafald.

I dette nye århundrede kan der allerede ses nogle få, positive tegn i den retning. Man bemærker nogle foreteelser i forbindelse med kvinder:

• Darul Uloom Deoband, en bastion for islamistisk tænkning i Indien.

  Saudi-Arabiens shura-råd har reageret på befolkningens voksende vrede over børneægteskaber ved at sætte den normale alder til 18 år. Skønt dette ikke fjerner børneægteskaber, så er det en bevægelse i retning af at afskaffe denne praksis.
• · Tyrkiske gejstlige er enedes om at tillade menstruerende kvinder at komme i moskeen og bede ved siden af mændene.
• · Den iranske regering har næsten forbudt stening af dømte ægteskabsbrydere.
• · Kvinder i Iran har opnået større ret til at sagsøge deres mænd med henblik på skilsmisse.
• · En konference bestående af muslimske lærde i Egypten har dømt fjernelse af klitoris til at være i modstrid med islam og, i realiteten, strafbart.
• · En indisk muslimsk nøgleinstitution, Darul Uloom Deoband, har udstedt en fatwa imod polygami.

Andre foreteelser værd at bemærke, ikke specifikt vedrørende kvinder, inkluderer:

• · Den saudiske regering har afskaffet jizya (den praksis at påføre ikke-muslimer en særlig stemmeafgift ved valg).
• · En iransk domstol har bestemt, at familien til en myrdet kristen skal modtage den samme kompensation som familien til et muslimsk offer.
• · De lærde ved International Islamic Fiqh Academy i Sharjah har indledt en diskussion og bestridt kravet om, at frafaldne skal henrettes.

Nadin al-Badir og de første linjer i hendes opfordring til polyandri i 2009.

Og samtidig er der individuelle reformtilhængere, som opkaster ideer, der om ikke ligefrem er ment til gennemførelse, så dog til at stimulere tænkningen. For eksempel forslog Nadin al-Badir, en saudisk kvindelig journalist, meget provokerende, at muslimske kvinder skulle have samme ret som mændene til at have op til fire ægtefæller. Hun fremkaldte et sandt stormvejr, herunder trusler om sagsanlæg og vrede fordømmelser, men hun ansporede også en tiltrængt debat, som havde været utænkelig før i tiden.

Ligesom sin middelalderforgænger vil den moderne syntese vedblive at være sårbar over for angreb fra puristerne, som kan pege på Muhammeds eksempel og insistere på, at der ikke sker nogen afvigelser herfra. Men efter at have set hvad islamismen har afstedkommet, med eller uden vold, er der et begrundet håb om, at muslimerne vil afvise drømmen om at genskabe et middelalderligt styre og i stedet være åbne for at indgå et kompromis med den moderne livsstil. Islam behøver ikke at være en forstenet, middelalderlig tankegang; den er, hvad vor tids muslimer gør den til.

Politiske implikationer

Hvad kan de, både muslimer og ikke-muslimer, som er imod sharia, kalifatet og rædslerne ved jihad, gøre for at fremme deres mål?

For de anti-islamistiske muslimer ligger den største og tungeste opgave i at udvikle, ikke bare en anden vision end den islamistiske, men også en alternativ bevægelse i forhold til islamismen. Islamisterne har opnået deres magtfulde og indflydelsesrige position gennem engagement og hårdt arbejde, gennem generøsitet og uselviskhed. Anti-islamisterne må også arbejde, sandsynligvis i årtier, for at udvikle en ideologi, der er lige så sammenhængende og overbevisende som islamisternes, og derefter udbrede den. Lærde folk, som fortolker de hellige skrifter, og ledere, som mobiliserer tilhængerne, spiller en central rolle i denne proces.

Ikke-muslimer kan hjælpe en moderne islam fremad på to måder: for det første ved at modsætte sig alle former for islamisme—ikke kun den brutale ekstremisme hos en Osama bin Laden, men også de snigende, lovlige, politiske bevægelser som Tyrkiets AKP. Erdoğan er mindre grum end Bin Laden, men han er mere effektiv og ikke mindre farlig. Enhver, der værdsætter ytringsfrihed, lighed for loven og andre menneskerettigheder, der afvises eller begrænses af sharia, bør vedvarende modsætte sig enhver antydning af islamisme.

For det andet bør ikke-muslimer støtte de moderate og vestvendte anti-islamister. De sidste er svage og splittede i dag og står over for en skræmmende opgave, men de findes, og de repræsenterer det eneste håb om at bekæmpe truslen fra den globale jihad og den islamiske overherredømmementalitet for siden hen at erstatte denne med en islam, der ikke er en trussel mod al civilisation.