Begivenhederne i Egypten i denne uge har fremkaldt mange reaktioner. Her er tretten (som et supplement til den artikel, hvori jeg antydede, at Morsi var blevet fjernet fra magten for tidligt til at kunne miskreditere islamismen så meget, som han burde).
Var Morsi demokratisk valgt præsident for Egypten? Hver eneste rapport i pressen siger, at det var han, men det passer ikke. Jeg redigerede tre artikler om dette emne sammen med Cynthia Farahat, hvori vi behandlede første runde af parlamentsvalget ("Egyptens skinvalg"), anden runde ("Ignorer ikke valgsvindel i Egypten") og præsidentvalget ("Egyptens egentlige hersker: Mohamed Tantawi"). Heri dokumenterede vi den omfattende manipulation ved valgene i 2011-12, som vi opfattede som "et trick fra den regerende militære ledelses side med henblik på at fastholde magten." Jeg er stadig forvirret og frustreret over, at disse valg med deres resultater, som ikke ville bestå en test for ikke-overskridelse af grænsen for det lattervækkende, vedblivende beskrives som legitimt demokratiske. Den kendsgerning, at de ikke var det, spidder netop hele denne affære med, at militæret har fjernet en legitim leder.
Morsi var aldrig den styrende: Han styrede tydeligvis ikke militæret, men han styrede heller ikke politiet, efterretningsvæsenet, domstolene eller endda den præsidentgarde, som havde til opgave at beskytte ham. Som en journalist fra Cairo udtrykte det: …"som et tegn på, hvor lidt Mr. Morsi nogensinde har været i stand til at kontrollere det Mubarak-bureaukrati, som han overtog, [brød] officererne i præsidentgarden … ud i jubel og lod flagene vaje fra paladsets tag." Med andre ord, Morsi sad hele vejen igennem i sit embede med det skjulte magtapparats stiltiende accept, de selvsamme kontorer, som mæglede hans "valg" på plads i juni 2012.
 Morsi sad med Sisi ved sin højre side, hvilket skulle angive hans autoritet, men i dag ved vi, hvem der i virkeligheden regerede. |
1952, 2011, 2013: Det egyptiske militær har nu tre gange i nyere tid væltet eksisterende ledere – en konge, en tidligere general i luftvåbnet, og en figur fra Det Muslimske Broderskab. Ingen anden institution i Egypten nyder en tilsvarende magt. I såvel 2011 som nu har gadedemonstranterne lykønsket sig selv og hinanden for at have afsat præsidenten, men havde militæret været på præsidenternes side og ikke demonstranternes, så ville de førstnævnte stadig have siddet ved magten.
 Safi-udbuddet af forbrugsprodukter, et af det egyptiske militærs profit-centre. |
Styrende bag scenen: De 1½ år med Mohamed al-Tantawis og de væbnede styrkers øverste råd, SCAF's direkte militære styre fra februar 2011 til august 2012 gik skidt; dette er formentlig forklaringen på, at general Abdul-Fattah al-Sisi straks overlod regeringen til en civilperson.
Statskuppene har ændret karakter: Om aftenen den 22. juli 1952 bad oberst Gamal Abdul Nasser Anwar el-Sadat om at komme til Cairo fra Sinai. Men Sadat så en film sammen med sin familie og var tæt på helt at gå glip af monarkiets omstyrtelse. Denne anekdote peger på to meget store ændringer: For det første er omstyrtelserne i dag del af en national katarsis, i modsætning til de skjulte og fordækte manøvrer dengang. For det andet er det i dag personer fra militærets top, som fjerner statens overhoved, og ikke opfarende, yngre officerer. Udtrykt anderledes, Egypten er trådt ind på en mere sofistikeret arena i stil med de tyrkiske statskup, som alle fire blev gennemført af de militære ledere, ikke af officerer af lavere rang.
Militærets fascisme: Hillel Frisch skriver, at Sisis henvisninger til "folkets vilje," mens folket tydeligvis er stærkt splittet, peger på hans og SCAF's iboende, diktatoriske vision. Det er rigtigt, og der er intet nyt heri; militærfolk har siden 1952 styret Egypten med denne form for anti-demokratisk svulstighed.
Analogi til Algeriet: Algeriets hær greb ind i den politiske proces i 1992, netop som islamisterne dér syntes på vej til at vinde valget; dette indbyder til en sammenligning med den aktuelle situation i Egypten og kunne give udsigt til flere år med civile oprør. Men denne analogi er ikke brugbar, for Algeriet oplevede intet i stil med masseopbudet imod Det Muslimske Broderskabs styre i Egypten. Det vil være overraskende, hvis de egyptiske islamister griber til vold efter deres tidligere erfaringer med denne taktik og efter at have set det kolossale opbud af engagerede modstandere.
Er Sisi i ledtog med salafisterne? Det var slående, at Sisi inviterede Galal Morra med ind i den udvalgte gruppe, der overværede hans bekendtgørelse af, at Morsi var blevet fjernet fra posten, endnu mere fordi Sisis handlingsplan svarer til salafisternes egne forestillinger. Især udnævnte han hverken en venstreorienteret som Mohamed ElBaradei som midlertidig leder af en regering eller skrottede den eksisterende, islamistiske forfatning , han suspenderede den blot.
Er Adli Mansour blot en kransekagefigur? Det er, hvad folk med underhåndsviden siger. Men de sagde det samme om Anwar el-Sadat efter Gamal Abdul Nassers pludselige død i 1970, blot for at erfare at de havde taget fejl. Mansour kan meget vel være en overgangsfigur, men det er det for tidligt at vide noget om, især når man betænker, at han er nærmest anonym.
Anne W. Patterson, "hayzaboon": Den amerikanske ambassadør i Egypten har været en skændsel med sin tagen parti for Det Muslimske Broderskab. At hun har vakt afsky i gaderne i Cairo og fået tildelt øgenavnet "gamle kælling," har været hendes ikke helt ufortjente belønning for at have forrådt de amerikanske principper.
 Morsi og Patterson, hånet sammen. |
Vil Saudi-Arabien finansiere Egypten? David P. Goldman bemærker det saudiske monarkis frygt for Det Muslimske Broderskab som en republikansk rival til dets magt, foruden dets enorme lettelse ved Morsis fordrivelse. Han nævner udsigten til, at Riyadh, med sine finansreserver i størrelsesordenen 630 milliarder dollar, uden at skulle strække sig synderligt kunne give de 10 milliarder dollar eller så om året, som er nødvendige for at forhindre, at egypterne kommer til at sulte. Dette er formentlig den eneste synlige løsning for Egyptens sultne befolkning. Men vil gammelmandsvældet åbne pengepungen?
