Omstyrtelsen af Mohamed Morsi i Egypten både glæder og bekymrer mig.
Glæden er nem at forklare. Det, der ser ud til at have været den største politiske demonstration i historien, har fjernet de arrogante islamister i Egypten, som har regeret med næsten total tilsidesættelse af alt andet end konsolideringen af deres egen magt. Islamismen, denne stræben efter at anvende en middelalderlig islamisk lov og den eneste levende, radikale, utopiske bevægelse i verden i dag, modtog en hidtil uset afvisning. Egypterne udviste et inspirerende mod.
 Abdul Fatah Al-Sisi bekendtgør Morsis fjernelse fra embedet. |
Min bekymring er mere kompleks. Historien viser, at radikale utopianismers trældom varer ved, indtil katastroferne sætter ind. På papiret kan fascisme og kommunisme lyde tiltalende; kun de faktiske realiteter under Hitler og Stalin miskrediterede og marginaliserede disse bevægelser.
I tilfældet med islam er denne proces allerede begyndt; omsvinget er reelt startet ved en langt mindre grad af udfoldet destruktion end i de to tidligere tilfælde (islamismen har endnu ikke dræbt titusindvis af millioner af mennesker) og med større fart (år, ikke årtier). De seneste uger har bragt tre afvisninger af islamistisk styre i rad, først de Gezi Park-inspirerede demonstrationer over hele Tyrkiet, så den rungende sejr for de mindst hardlinede islamister i det iranske valg den 14. juni, og nu denne hidtil usete massive gendrivelse af Det Muslimske Broderskab på de offentlige pladser langs Nilen.
 Folkemasserne i Egypten i denne uge har været lamslående store. |
Egypten er en rodet affære. Forholdet mellem dem, der er for og imod Det Muslimske Broderskab, er allerede blevet voldeligt og truer med helt at degenerere. Koptere og shi'iter myrdes udelukkende på grund af deres identitet. Sinai-halvøen er det rene anarki. Den inkompetente og grådige militære ledelse, som regerede Egypten brutalt bag scenen mellem 1952 og 2012, er tilbage ved roret.
Men de værste problemer er økonomiske. Pengeoverførsler fra udenlandske arbejdere er aftaget siden opstandene i nabolandet Libyen. Sabotage mod gasledningen, der fører naturgas frem til Israel og Jordan, gjorde en ende på den indkomstkilde. Turismen er tydeligvis brudt sammen. Uduelighed har betydet, at dette karbonhydrid/kulbrinteproducerende land mangler brændstof til at forsyne sine traktorer, så de kan køre med fuld kapacitet. Den socialistiske æras fabrikker sprøjter produkter af en elendig kvalitet ud på stribe.
Egypten importerer skønsmæssigt 70 procent af sine fødevarer og kører hastigt tør for hård valuta til at betale for hvede, spiseolie og andre stabelvarer. Sulten truer. Med mindre udlændinge forsyner Egypten med en statsstøtte i størrelsesordenen titusindvis af milliarder af dollar i hjælp om året langt ind i en ubestemmelig fremtid, hvilket er et højst usandsynligt scenarie, forekommer denne sult uundgåelig. Godt én ud af syv fattige familier har allerede skåret ned på deres fødeindtag.
 Adly Mansour, den midlertidige leder af regeringen. |
Når disse økonomiske katastrofer rammer, kan mellemspillet med Morsi og Co.'s kun ét år lange islamistiske styre, som gjorde så meget for at forværre disse problemer, meget vel være glemt – og den, der overtager styret, vil blive gjort ansvarlig. Med andre ord, den smerte egypterne føler og kommer til at gennemleve kan være for ingenting. Hvem ved, måske vil de i desperation på ny vende sig til islamisterne for at få dem til at hale sig ud af den fremtidige knibe. Ligeledes vil Det Muslimske Broderskabs korte tid ved magten betyde, at heller ikke andre muslimske folk vil få det ud af Egyptens forfærdelige oplevelser, som de burde.
Vedrørende et andet emne, Lee Smith fra Hudson Institute gør sig tanker om, hvorvidt Egyptens nye herskere vil anse en kortvarig krig imod Israel som den eneste vej til at "genforene landet og indhente penge til Egypten fra et internationalt samfund, der er ivrigt efter at mægle fred," samt "lade Egypten vende tilbage til sin tidligere så fremtrædende position" i Mellemøsten. Sådan en krig ville næppe opnå nogen af disse mål – de egyptiske styrker ville sandsynligvis blive banket sønder og sammen og efterlade landet endnu fattigere og svagere – men man kan ikke helt udelukke muligheden. Egyptens militære ledere har mange gange før kastet sig ud i tåbeligheder imod Israel.
Kort sagt, min glæde over Morsis afgang modstilles i høj grad af min bekymring for, at lektien fra hans elendige styre ikke bliver lært.
