I sin artikel "The Muslim Civil War," [Den muslimske borgerkrig] erklærer Bret Stephens fra Wall Street Journal sig uenig i min argumentation vedrørende Syrien. Han karakteriserer mit standpunkt således:
Hvis al Qaeda-krigere ønsker at myrde Hizbollah-krigere og Hizbollah-krigere vil gengælde denne gestus, hvem ved sine fulde fem vil så ønske at stille sig i vejen? . . . Hvis én gren af islam ønsker at bekrige en anden gren i nogle år — eller årtier — så meget desto bedre for den ikke-islamiske verden. Massedrab på civile i Aleppo eller Homs er deres tragedie, ikke vores. Det inddrager os ikke rent moralsk. Og det vil formentlig gavne os strategisk, ikke mindst ved at dreje de jihadiske energier væk fra Vesten.
Urigtigt på alle punkter.
Hvorfor urigtigt og på hvor mange punkter? Faktisk peger Stephens kun på ét punkt: Han ser tilbage på krigen mellem Irak og Iran i 1980'erne og hævder, at den skadede Vesten, både på dets interesser og dets moralske stilling. Han vurderer krigens indvirkning på Vesten:
Det er rigtigt, at prisen på råolie faldt brat næsten hvert eneste år i løbet af denne krig, men det viser blot, hvor svag korrelationen er mellem spændinger omkring Den Persiske Golf og oliepriserne. Ellers var 1980'erne årene med tankskibskrige i Golfen, herunder Iraks angreb på USS Stark; gidseltagning i Libanon; og Hizbollahs fødsel med selvmordsbombninger af de amerikanske marinebarakker og ambassaden i Beirut. Irak invaderede Kuwait mindre end to år efter krigens afslutning. Iran dukkede op med sine revolutionære lidenskaber intakt — sammen med en genvakt interesse for at udvikle kernevåben. Kort sagt, en lang intra-islamisk krig gjorde ikke nogen hverken sikrere, rigere eller klogere.
Han mener, at kampene gjorde Vesten mere moralsk anløben.
USA støttede Saddam Hussein som modvægt mod Iran og forsøgte senere at forsyne Iran med hemmelige våben til gengæld for frigivelse af gidsler. Krigsskibet USS Vincennes kom under en patruljering i Hormuz-strædet til at nedskyde et iransk passagerfly over Golfen, hvorved 290 civile blev dræbt.
Stephens konkluderer, at "mangel på handling giver kun en sikker moralsk forankring, når der ikke er nogen mulighed for handling."
Jeg vil indlede mit svar med at rose Bret Stephens som en af de fineste udenrigspolitiske analytikere, der skriver i dag, og en, som jeg for nylig lykønskede, da han vandt Pulitzer-prisen som kommentator. Jeg synes om ham og respekterer hans holdninger. Når det er sagt, så kommer mit svar her:
Krigen mellem Irak og Iran i 1980–88 og den syriske borgerkrig afviger fra hinanden på en afgørende måde. Førstnævnte involverede direkte verdens energicenter, det gør sidstnævnte ikke. Irak-Iran-krigen var en trussel mod den globale økonomi, det er den syriske konflikt ikke.
Stephens fokuserer på nogle relativt mindre ulemper ved Irak-Iran-krigen. Betragtet her et kvart århundrede senere, så medførte konflikten den afgørende fordel, at den svækkede begge de kæmpende parter. Khomeini nød stor udbredelse blandt muslimer ved krigens begyndelse, men havde mistet denne magt ved dens slutning; intet andet land oplevede en iransk inspireret islamisk revolution, og den meget frygtede dominoeffekt udeblev. Tilsvarende kom Saddam Husseins Irak sig aldrig efter de frygtelige omkostninger ved krigen mod Iran; selvom landet stadig var stærkt nok til at erobre det forsvarsløse Kuwait i 1990, kunne dets styrker på ingen måde matche de amerikansk ledede tropper i 1991 og 2003.
Borgerkrigen i Syrien har også gavnet Vesten indtil nu: Den har sat sunni-ekstremister op imod shia-ekstremister, svækket regeringerne i Iran og Syrien, skadet terrororganisationerne Hizbollah og Hamas, fået den ondsindede AKP-regering i Tyrkiet til at snuble slemt for første gang i dens tiårige styre, og skabt problemer for Moskva i Mellemøsten. Mere bredt betragtet, så er en region, der konstant truer omverdenen, blevet så fokuseret på egne besværligheder, at dens evne til at skabe problemer for andre er blevet reduceret.
Med hensyn til det moralske spørgsmål: Jeg er dybfølt enig med Stephens i, at vi, der ejer midlerne, bør hjælpe dem, der trænger. Men mener han virkelig, at en sejr for enten de islamistiske oprørere eller Assad-regeringen, når man betænker deres rædselsfulde krigshistorie, ville signalere en bedring af de civile forhold? Jeg foreslår i stedet, at vestmagterne bruger deres indflydelse til at få de kæmpende styrker ud af de befolkede områder.
Den kamp, som nu foregår, gavner os, der ligger uden for Mellemøsten. Måtte den svække begge kombattanter samtidig med, at vore regeringer tager nogle vigtige skridt til at hjælpe de civile, der er fanget i krydsilden.
