Lykkelige Israel

I en typisk klodset udtalelse klagede den amerikanske udenrigsminister, John F. Kerry, for nylig over, at israelerne er alt for tilfredse til at afslutte konflikten med palæstinenserne: "Folk i Israel vågner ikke op hver dag og spekulerer på, om der vil blive fred i morgen, for der er en følelse af sikkerhed og en følelse af resultater og fremgang."

Selvom Mr. Kerry misforstår israelerne (det er den palæstinensiske rejectionisme, ikke fremgangen, der har fået dem til at opgive diplomatiet), så har han ret i, at israelerne har en "følelse af sikkerhed og … af fremgang." De er i almindelighed en glad flok. En nylig meningsmåling fandt, at 93 procent af de jødiske israelere er stolte af at være israelere. Jovist, de iranske kernevåben truer og en konfrontation med Moskva er en mulighed, men situationen har aldrig været bedre. Lad os, med en tak til Efraim Inbar på Bar-Ilan University for nogle af de følgende oplysninger, opregne nogle af områderne.

Israel får flere børn per person end noget andet højtudviklet land.

-- Kvinder skal føde 2,1 børn for at opretholde et lands befolkning; Israel har en fødselsrate på 2,65, hvilket gør det til det eneste højtudviklede land som overgår erstatningskravet. (Det næsthøjeste er Frankrig med 2,08; det laveste er Singapore med 0,79.) Selvom haredi og arabere tegner sig for noget af denne stærke rate, så er det de sekulære jøder, der udgør nøglen.

-- Israel havde en vækst på 14,5 procent i bruttonationalproduktet (GDP) under recessionen i 2008-12, hvilket gav det den højeste økonomiske vækstrate i noget OECD-land. (I modsætning hertil havde de udviklede økonomier som helhed en 2,3 procent vækstrate, med USA liggende på 2.9 procent og Euro-landene på minus 0,4 procent.) Israel investerer 4,5 procent af sit GDP i forskning & udvikling, den højeste procentandel i noget land.

-- På grund af nogle store gas- og oliefund, bemærker Walter Russell Mead, "kunne det Forjættede Land, set i forhold til naturlige resurser, ... tomme for tomme være det mest værdifyldte og energirige land noget sted i verden." Disse resurser styrker Israels position i verden.

Naturgas fra Israels Tamar-felt er netop begyndt at tilflyde kunderne.

-- Da Syrien og Egypten er begravet i interne problemer, er den eksistentielle trussel, de engang udgjorde for Israel, næsten forsvundet. Takket være innovative metoder er terrorangrebene næsten blevet elimineret. De israelske forsvarsstyrker, IDF, har nogle fremragende menneskelige resurser og er på forkant med de militære teknologier; og det israelske samfund har vist, at det er rede til at udkæmpe en langvarig konflikt. Mr. Inbar, som er strateg, konkluderer, at "styrkeforskellen mellem Israel og dets arabiske naboer vokser bestandig."

-- Det fokus på palæstinensisk diplomati, som dominerede landets politik gennem årtier efter 1967, er trådt i baggrunden, og kun 10 procent af de jødiske israelere anser forhandlinger for at have topprioritet. Mr. Kerry er muligvis besat af dette emne, men sagt med en politisk rådgivers beske ord: "At drøfte fredsprocessen svarer for de fleste israelere til at drøfte farven på den skjorte, man vil have på, når man lander på Mars."

-- Selv det iranske atomspørgsmål kan være mindre dystert, end det virker. Med det israelske kernevåbenarsenals kolossalt meget større ødelæggelseskraft og dets voksende raketforsvarssystem forudser militæranalytiker Anthony Cordesman, at en atomudveksling vil efterlade Israel stærkt beskadiget, men den iranske civilisation ødelagt. "En iransk helbredelse vil ikke være mulig i den normale forstand af ordet." Lige så manisk den iranske ledelse end måtte være, vil den virkelig risikere alt?

-- BDS ("boycott, divestment, and sanctions") bevægelsens succes er temmelig mager (Stephen Hawking afviste præsidentens invitation! En FN-gruppe vedtog endnu en absurd fordømmelse). Israel har diplomatiske forbindelser til 156 af FN's 193 medlemmer. Ifølge flere forskellige indekser finder Mr. Inbar, at globalt set "er Israel ganske godt integreret."

-- I offentlige meningsmålinger i USA, verdens vigtigste land og Israels hovedallierede, slår Israel regelmæssigt palæstinenserne i forholdet 4-til-1. Og selvom universiteterne virkelig er fjendtlige, så stiller jeg de hændervridende dette spørgsmål: Hvor vil I helst være stærke, i den amerikanske Kongres eller på campus? At stille dette spørgsmål er det samme som at besvare det.

-- Spændingerne mellem Ashkenazi og Sephardi er mindsket med tiden på grund af en kombination af indbyrdes giftermål og kulturel krydsbestøvning. Og spørgsmålet om haredi-jøders manglende deltagelse bliver omsider taget op.

-- Israelerne har ydet nogle beundringsværdige kulturelle bidrag, især inden for klassisk musik, hvilket har fået en kritiker, David Goldman, til at kalde Israel for en "lommesupermagt inden for kunsten."

Det israelske filharmoniorkester, grundlagt i 1936, er en førende kulturel institution.

Hør her, anti-zionister og antisemitter, palæstinensere og islamister, yderligtgående højre- og venstreorienterede: I udkæmper et tabt slag; den jødiske stat vil sejre. Som Mr. Inbar så rigtigt konkluderer: "Tiden synes at være på Israels side." Giv op og find et andet land, som I kan plage.