Hvorfor fokuserer Barack Obama så meget på Israel og dets kamp med araberne?
Det handler ikke kun om, at han tilbringer nogle dage i Israel i denne uge, men også om hans uforholdsmæssige fireårige forsøg på at løse den arabisk-israelske konflikt. På sin første hele dag som præsident i 2009 udnævnte han George Mitchell som særlig udsending vedrørende Mellemøsten og telefonerede tillige til lederne i Israel, Egypten, Jordan og Det Palæstinensiske Selvstyre. Det Hvide Hus' pressesekretær begrundede denne overraskende understregning ved at sige, at Obama havde brugt sin første dag i embedet "på at tilkendegive sin forpligtelse på et aktivt engagement med henblik på opnåelse af arabisk-israelsk fred fra begyndelsen af sin embedsperiode." Få dage senere gav Obama sit første formelle interview som præsident på tv-kanalen Al-Arabiya.
 Hisham Melhem, Washingtons bureauchef for Al Arabiya, snuppede det første siddende interview med Obama som præsident. |
Hvorfor denne fiksering på den arabisk-israelske konflikt, som kun rangerer som nr. 49 på listen over stridigheder med dødsofre siden 2. Verdenskrig? På grund af en besynderlig tro hos venstrefløjen, som sjældent udtrykkes åbenlyst, på at dette punkt udgør nøglen, ikke bare til Mellemøstens, men til hele verdens problemer.
Man kan se en usædvanligt åbenhjertig tilkendegivelse af dette synspunkt i nogle spontane, klodsede kommentarer fra James L. Jones, dengang Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, i okt. 2009. I en tale til J Street nævnte han "jagten på fred mellem Israel og dets naboer" og fortsatte:
Blandt alle de problemer, som regeringen står overfor globalt, altså hvis der var ét problem, som jeg ville anbefale præsidenten, at hvis han kunne gøre hvad han ville for at løse ét problem, så skulle det være dette. At finde en løsning på dette problem har krusninger, som giver genlyd, som ville forplante sig globalt og påvirke mange andre problemer, som vi møder andre steder på kloden. Det omvendte er ikke tilfældet. Dette er epicenteret, og det er her vi bør koncentrere vores indsats. Og jeg er glad for, at denne regering gør det med så stor entusiasme og engagement.
 James L. Jones taler til J Street. |
Selvom disse udtalelser blev fremsat et år før den arabiske opstand, er den værd at analysere, fordi den giver et vigtigt indblik i Det Hvide Hus' verdenssyn.
En løsning på den arabisk-israelske konflikt ville "påvirke mange andre problemer som vi møder andre steder på kloden." Jones antyder hermed, at konfliktens fortsættelse forværrer disse problemer. I én forstand er hans pointe banal: selvfølgelig vil ophøret af en hvilken som helst konflikt forbedre den generelle atmosfære. Men det svimler for fantasien ved tanken om, at Det Hvide Hus forventer, at løsningen på Jerusalem og de palæstinensiske flygtninge skal kunne klare kurdisk utålmodighed, islamistiske angreb, syrisk borgeropstand, iranske atomare ambitioner, egyptiske økonomiske trængsler og yemenitisk anarki.
"Det omvendte er ikke tilfældet." Hvorfor skulle løsningen på andre problemer ikke kunne bedre den arabisk-israelske konflikt? Der er ingen beviser, der bakker dette muntre, ulogiske vås op. En bekæmpelse af islamismen ville, tydeligvis, rent faktisk hjælpe med at løse den arabisk-israelske konflikt, og det samme ville afværgelsen af den iranske bombe.
"Dette er epicenteret." I 2009 havde den islamistiske bølge allerede revet Mellemøsten op i en iransk ledet og en saudisk ledet koldkrigsblok: Israel og palæstinenserne var ikke dengang og er ikke i dag det regionale centrum. Det kan diskuteres, om Iran, Tyrkiet eller Saudi-Arabien er det.
"Det er her vi bør koncentrere vores indsats." Her når vi ind til kernen: Jones ønsker at fokusere på boliger i Jerusalem og el-net på Vestbredden frem for at stoppe det iranske atomprogram, sikre olie- og gasforsyningerne, forholde sig til mønsteret med diktaturer versus islamistiske oprør eller håndtere den stadig mere slyngelagtige regering i Tyrkiet.
 Nogle mennesker betragter stadig Jerusalem som verdens centrum - eller epicenter. |
I det mindste fremkom Jones ikke med den aparte påstand, grænsende til antisemitisme, at Israel er skyld i alle problemer i Mellemøsten; men hans mildere udgave af denne skrøne er ikke mindre torskedum. Hans analyse passer bedrøveligvis fint ind i den anti-zionistiske mentalitet, som i stigende grad gennemsyrer Det Demokratiske Partis venstrefløj.
Vil man forstå Obamas besøg i Israel, de kommende fire år og EU's diplomati, så bør man erindre sig denne besynderlige og forvredne logik.
