Da AIPAC absenterede

Chuck Hagels berygtede udtalelse i 2008 om American Israel Public Affairs Committee (AIPAC), pro-Israel-lobbyens førende institution, lød på, at: "…den jødiske lobby skræmmer en masse mennesker heroppe [i Kongressen]. Jeg er amerikansk senator. Jeg er ikke israelsk senator."

AIPAC's logo.

Derefter skete der noget mærkeligt: ikke så snart havde Barack Obama nomineret Hagel til udenrigsminister den 7. jan., før AIPAC kundgjorde, at man ikke ville modsætte sig den tidligere republikanske senator fra Nebraska. Faktisk ønskede de at holde sig så neutrale i denne prekære sag, at deres talsmand endda undgik at nævne Hagel ved navn, men blot erklærede, at "AIPAC tager ikke stilling til nomineringer foretaget af præsidenten." AIPAC forholdt sig derefter fuldkommen tavs under Hagels udnævnelse den 26. feb. Og endnu vigtigere, de løftede ikke en finger for at påvirke afstemningen.

AIPAC's fremgangsmåde gav i begyndelsen en vis mening: Obama, der netop havde sejret i sin imponerende indsats for at blive genvalgt, havde valgt denne mand og republikanerne ville sandsynligvis kun halvhjertet modsætte sig ham, så hvorfor støde en person fra sig, som meget snart ville blive særdeles magtfuld og en hovedspiller i det amerikansk-israelske forhold? Som min kollega Steven J. Rosen forklarede det dengang: "AIPAC skal jo arbejde sammen med forsvarsministeren." Man ønskede altså ikke at støde de stadig mere nervøse demokrater fra sig.

Efterfølgende fandt en ihærdig gennemgang af Hagels historie endnu flere modbydelige udtalelser om Israel. Han refererede i 2006 til Israels selvforsvar imod Hizbollah som et "kvalmende slagteri." I 2007 erklærede han, at "udenrigsministeriet er blevet et vedhæng til den israelske udenrigsministers kontor." Og i 2010 blev han citeret for at have advaret om, at Israel risikerede at "blive til en apartheidstat."

Alligevel fik senatoren, som talte om en skræmmende "jødisk lobby," fuldkommen grønt lys fra selv samme lobby. Det kan godt få en til at spekulere på, hvor skræmmende den egentlig er.

Andre pro-Israel-organisationer forholdt sig anderledes. Zionist Organization of America (ZOA) fremsatte 14 erklæringer imod Hagels nominering mellem den 17. dec. (hvor de opfordrede Obama til ikke at nominere "Iran- & Terrorist-Apologist & Israel-Basher Chuck Hagel" [Iran- og terroristapologeten og Israel-angriberen Chuck Hagel]) og den 22. feb. (hvor de opførte en liste over "Ten Important Reasons to Oppose Chuck Hagel" [Ti vigtige grunde til at modsætte sig Chuck Hagel]). Denne kalkule fra ZOA, som ikke primært er en lobbyorganisation, havde mindre at gøre med udsigten til at vinde end med at tage principiel og moralsk stilling.

Lindsey Graham (republ. fra South Carolina) tog kampen op.

I vidt omfang på grund af Nebraska-senatorens mellemøstpolitik med at formilde Teheran og konfrontere Jerusalem blev republikanernes modstand imod Hagel meget mere end halvhjertet. Adskillige senatorer antydede over for ZOA's Morton Klein, at hvis AIPAC "var trådt frem og havde lobbyet imod Hagel, ville han være blevet standset." Charles Schumer (New York), uden diskussion den vigtigste senator hos demokraterne vedrørende dette emne, nævnte offentligt fraværet af "større jødiske organisationer" som en af grundene til, at han "ikke havde nogen betænkeligheder" ved at godkende Hagel. Alligevel, trods den reelle og voksende mulighed for at forhindre Hagels nominering, opretholdt AIPAC sin radiotavshed og foretog sig intet.

Hagel kneb sig igennem hos Senatets komité for de væbnede styrker den 12. feb. med en partistemmefordeling på 14-11. En afstemning om at afslutte debatten om nomineringen opnåede ikke de nødvendige 60 stemmer den 14. feb. Til sidst vandt han dog sin udnævnelse med stemmerne 58 mod 41, idet han således indkasserede det største antal "nej"-stemmer mod en forsvarsminister nogensinde (George C. Marshall i 1950 kommer ind på en fjern andenplads med 11 nej-stemmer). Og dermed indtog denne randfigur, som har modsat sig endog økonomiske sanktioner over for Iran, denne fumlende kandidat som har forvekslet forebyggelse med inddæmningspolitik, politikeren som af senator Lindsey Graham (republikaner fra South Carolina) er blevet beskrevet som "den mest fjendtligt indstillede forsvarsminister over for staten Israel i vores nations historie" – sit, nå ja, embede den 27. feb.

Det kæmpestore Walter E. Washington Convention Center, hvor AIPAC's politik-konference finder sted.

Her hvor AIPAC afholder sin årlige politik-konference den 3-5. marts i Washington, med det de kalder for "den største forsamling inden for pro-Israel-bevægelsen" (sidste års møde havde over 13.000 deltagere), er det vanskeligt ikke at drage den slutning, at denne meget omtalte Israel-lobby har fokuseret så ihærdigt på tilgængelighed, proces, goodwill og venskabelig forståelse, at den har gjort sig selv irrelevant i forbindelse med de mest presserende spørgsmål, Israel står over for – Iran og forholdet til USA.

Jo da, AIPAC er stadig en faktor, der kan udfordre og udfordres vedrørende sekundære emner; for eksempel vandt organisationen en overraskende 100 mod 0-sejr over Obama-administrationen i dec. 2011 i forbindelse med loven om Iran-sanktioner. Men organisationen har (lige siden AWACS-slaget i 1981) omhyggeligt undgået at støde præsidenten fra sig i forbindelse med de mest højtprofilerede sager, dem der indebærer den største trussel for Israel. Som følge heraf har den kastreret sig selv og tabte formentlig derfor debatten om Iran-politikken.

Obama- og Hagel-æraen har brug for det fordums robuste AIPAC.

4. marts 2013 opdatering: Flere tanker, som ikke kunne komme med i hovedteksten:

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831).

(1) Det er tænkeligt, omend ikke særlig sandsynligt, at Obama og AIPAC hver især har spillet et Machiavellisk spil her: Obama forventede, at Hagels angreb på AIPAC ville gøre AIPAC mindre tilbøjelig til at hindre hans kandidatur for ikke at komme til at virke smålig. Omvendt regnede AIPAC med, at Hagels angreb på Israel ville betyde, at han blev nødt til at være imødekommende for ikke at virke utroværdig i sin udnævnelseshøring.

Hvis dette har været parternes kalkulationer, er disse blevet bekræftet. AIPAC forholdt sig tavs; Hagel kundgjorde, at hans første personlige møde med en udenlandsk modpart ville blive med Israels forsvarsminister Ehud Barak.

(2) "Hagelsk Dialektik" er min drømmetitel for denne klumme, i en reference til den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel og dennes højtudviklede teori om historisk dialektik (som Karl Marx efterfølgende trak på i sin dialektiske materialisme). I det Hagelske skema udgør Israel tesen, Obama antitesen og Pentagon syntesen.