[Forsvar for Lars Hedegaard:] "Et sammenkog af anti-muslimsk galde og konspirationstunge forudsigelser"

Den 5. feb. kl. 11:20 hørte Lars Hedegaard dørklokken ringe og åbnede døren for en person, der så ud som et postbud. Men i stedet for at modtage en pakke stod den 70-årige danske historiker og journalist ansigt til ansigt med en morder in spe, omkring 40-45 år yngre end ham selv. Angriberen skød mod ham én gang og havde nær ramt ham i hovedet. Våbnet gik i baglås, Hedegaard sloges med ham og den unge mand tog flugten.

Politiet undersøger området omkring Lars Hedegaards bolig efter angrebet.

På baggrund af Hedegaards kritik af islam og det faktum, at han endda har været for retten anklaget for "hate speech," gav angrebet genlyd i Danmark og hinsides landets grænser. Associated Press rapporterede om hændelsen, som fik bred dækning i britisk presse, herunder i Guardian, Daily Mail og Spectator, samt i Canadas National Post. Wall Street Journal offentliggjorde en artikel skrevet af ham selv om hans oplevelse.

Da New York Times forsinket vågnede op til dåd den 28. feb. for at informere sin læserskare om mordforsøget, fortalte avisen ikke så meget om selve hændelsen, men om en påstået muslimsk støtte til Hedegaards ret til at ytre sig. Som det antydes af titlen på Andrew Higgins' artikel, "Danish Opponent of Islam Is Attacked, and Muslims Defend His Right to Speak" [Dansk modstander af islam angribes, og muslimer forsvarer hans ytringsfrihed], hylder Higgins hovedsagelig dansk islam: "Muslimske grupper i landet, som hyppigt blev kritiseret under furoren over Muhammed-tegningerne for ikke at tage til genmæle imod vold og endda bevidst at puste til ilden, udtalte sig for at fordømme angrebet på hr. Hedegaard og støtte hans ret til at give udtryk for sine meninger, uanset hvor frastødende [tilføjet betoning] de måtte være." Dette tema gennemsyrede artiklen; for eksempel blev Karen Hækkerup, social- og integrationsminister, citeret for at glæde sig over, at "det muslimske samfund nu deltager aktivt i debatten."

Andrew Higgins, forfatter til en artikel i "New York Times" om Lars Hedegaard.

(For en nærmere analyse af denne agitprop, se Diana Wests udtømmende gennemgang; og se Andrew Bostoms analyse vedrørende en sammenligning af Higgins med Walter Duranty, journalist ved New York Times, som hvidvaskede Stalins forbrydelser.)

Endvidere delegitimerer Higgins Lars Hedegaard, og det er mit emne her. Ud over henvisningen til det forvrøvlede "uanset hvor frastødende" afviser Higgins Hedegaards "meninger" som "et sammenkog af anti-muslimsk galde og konspirationstunge forudsigelser af en kommende borgerkrig" og hævder, at danskeren har "luftet vilde konspirationsteorier og til tider bevæget sig i retning af bagvaskelse."

Denne karakteristik af Hedegaards arbejde er et ondsindet vrængbillede. Nogle præciseringer:

1. Det, som Higgins så luftigt afviser som Hedegaards "meninger," er i virkeligheden en omfattende skribentvirksomhed i adskillige akademiske bøger og artikler, fuld af kendsgerninger og henvisninger i forbindelse med islamisk ideologi, muslimsk historie og muslimsk immigration til Danmark. Hans bøger omfatter bl.a.:

I krigens hus: Islams kolonisering af Vesten [In the House of War: Islam's colonization of the West] (sammen med Helle Merete Brix og Torben Hansen). Aarhus, Hovedland, 2003

1400 års krigen: Islams strategi, EU og frihedens endeligt [The 1400 Year War: Islam's strategy, the EU and the demise of freedom] (sammen med Mogens Camre). Odense, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009

Muhammeds piger: Vold, mord og voldtægter i Islams Hus. [Muhammad's girls: Violence, murder and rape in the House of Islam] Odense, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2011

Hedegaards større artikler indbefatter:

"Den 11. september som historie" [September 11 as history] i Helle Merete Brix og Torben Hansen (red.), Islam i Vesten: På Koranens vej? København, Tiderne Skifter, 2002.

"The Growth of Islam in Denmark and the Future of Secularism" i Kurt Almqvist (red.), The Secular State and Islam in Europe. Stockholm, Axel og Margaret Ax:son Johnson Foundation, 2007

"Free Speech: Its Benefits and Limitations" i Süheyla Kirca og LuEtt Hanson (red.), Freedom and Prejudice: Approaches to Media and Culture. Istanbul, Bahcesehir University Press, 2008

"De cartoon-jihad en de opkomst van parallelle samenlevingen" [The cartoon jihad and the emergence of parallel societies] i Hans Jansen og Bert Snel (red.), Eindstrijd: De finale clash tussen het liberale Westen en een traditionele islam. Amsterdam, Uitgiverij Van Praag, 2009

Lars Hedegaard sammen med Daniel Pipes, København, marts 2007.

Efter min bedste overbevisning er der ingen, der har påstået, at disse skrifter indeholder sjusket videnskabelighed eller forkerte henvisninger. Som Hedegaard selv siger: "Jeg er en universitetsuddannet historiker og tager mit håndværk seriøst." Den egentlige kritik af Hedegaard handler ikke om hans videnskabelighed – men om, at han rejser nogle svære og endda ubehagelige spørgsmål.

Og som en, der har skrevet to bøger om konspirationsteorier, er det min vurdering, at Hedegaards skriverier er helt uskyldige, når det gælder denne intellektuelle forsyndelse.

2. Higgins tilskriver ham at have fremsat "forudsigelser af en kommende borgerkrig"; men det er ikke hans forudsigelser, blot hans beretning om, hvad islamistiske tekster og talsmænd selv forudser og gør sig til fortalere for.

3. Higgins skriver, at Hedegaard "i flere år redigerede en større dansk avis, Information, er en fremtrædende figur i det, som en undersøgelse sidste år ved en britisk gruppe, Hope Not Hate [Håb ikke had], karakteriserede som en global bevægelse bestående af 'islamofobiske' forfattere, bloggere og aktivister, hvis 'anti-muslimske retorik forgifter den politiske diskurs, til tider med dødelig virkning'."

"Islamofobi" er en tåbelig neologisme, der skal bagvaske enhver, som kritiserer islam eller endda islamismen.

Angående udtrykket "til tider med dødelig virkning": det hentyder til hele gruppen, bestående af 100 organisationer og personer på Hate not Hope's liste, ikke til Hedegaard personligt. Higgins insinuerer på modbydelig vis, at Hedegaard bærer ansvaret for dødbringende angreb på muslimer, mens han rent faktisk var offer for et angreb, ikke udfører af det. (Hope not Hate tager for resten både Middle East Forum og mig med i sin Counter-Jihad Report; de omtaler mig smigrende som "det dynamiske center bag den internationale anti-jihadist-bevægelse.")

Som konklusionen skal det siges, at der ikke er tale om "et sammenkog af anti-muslimsk galde og konspirationstunge forudsigelser," men "en cocktail af forstandig kritik og foruroligende analyse." Higgins, derimod, har skrevet et opkog af tarvelig nedrakning af en modig, fremtrædende og dygtig skribent, sammen med hvem jeg har forfattet en artikel "Something Rotten in Denmark?" [Noget råddent i Danmark?] i 2002, og som i øjeblikket er min kollega i Middle East Forum.

Skam få Higgins for denne artikel og skam få New York Times for at have udgivet den.