Israel i fred

De, der bekymrer sig om den jødiske stats sikkerhed og velfærd, stiller bestandig spørgsmål som "Er Israel fortabt?" og Vil Israel overleve? (også på fransk, Israël peut-il survivre?). Én har endda givet sin bog titlen The Late Great State of Israel. [Den forsvundne storslåede stat Israel]. Dette sortsyn er en følge af den unikke krydsild af trusler, som den jødiske stat står over for. Disse omfatter bl.a. masseødelæggelsesvåben, konventionelle hære og terrorisme; økonomisk boykot, demografiske udfordringer og politisk delegitimation. Intet andet land i vor tid – og måske gennem hele historien – har stået konfronteret med et tilsvarende opbud af farer, lige fra masseudslettelse (iranske atombomber) til intellektuel sabotage (professorater i engelsk).

Som en randbemærkning skal nævnes, at truslerne mod selve et lands eksistens er et karakteristisk træk ved moderne Mellemøst-politik, som sjældent ses andre steder i verden: andre eksempler er Kuwait (som faktisk forsvandt ned i den irakiske mave i et halvt år 1990-91), Bahrain (under periodisk tilbagevendende trusler fra de iranske imperialister), Jordan (opfattet som en illegitim, britisk, imperialistisk skabelse), Libanon (betragtet med begærlige øjne af syrerne) og Cypern (invaderet af tyrkiske styrker i 1974 og for nylig truet på ny).

Israel vil overleve

Tilbage til Israel: Jeg er optimistisk med hensyn til dets overlevelse. Der er flere grunde til denne konklusion.

For det første er Israel stærk. Landet er kendetegnet ved militær overlegenhed, højteknologisk formåen, en stærk økonomi, en voksende energisektor, en robust befolkningstilvækst og kulturel kreativitet. Med tiden vil det vokse sig meget stærkere end sine fjender.

Én af flere bøger, som sætter spørgsmålstegn ved Israels levedygtighed på langt sigt.

For det andet udviser israelerne en i historien hidtil uset villighed til at indgå kompromis. At israelerne har givet en erobret Sinai-halvø tilbage til Egypten tre gange (i 1949, 1957 og 1982), har intet sidestykke i krigshistorien eller i diplomatiets historie. Næsten alle de områder, som de israelske tropper erobrede i 1967, med undtagelse af det historiske Jerusalem, har været åbne for diskussion siden blot en uge efter deres indtagelse. I hele krigs- og forhandlingshistorien har ingen sejrherre udvist en så stor villighed som Israel til at gøre "smertefulde indrømmelser" for at nå frem til en aftale; hvilken anden leder har erklæret, sådan som Ehud Olmert gjorde det før og under sin tid som premierminister, at "Vi er trætte af at slås, vi er trætte af at være modige, vi er trætte af at vinde, vi er trætte af at nedkæmpe vore fjender" og "Fred opnås gennem indrømmelser"?

For det tredje kan ingen fjendtligheder fortsætte for evigt. Omstændighederne ændrer sig, nye fjender dukker op, gammel vrede fordufter, viljestyrken slides ned. Selv de mest langvarige konflikter bliver til sidst løst. Den engelske og den franske stat stredes for eksempel i mere end syv hundrede år, før de endelig nåede en "Entente cordiale" i 1904 og sluttede sig sammen imod en opdukkende tysk fjende, og de er lige siden forblevet trofaste (om end letantændelige) allierede. Den arabisk-israelske konflikt, som er hundrede år gammel, vil heller ikke fortsætte i én uendelighed.

Man kan undres over, hvor længe mon palæstinenserne og deres støtter kan opretholde deres mål om at udslette Israel. Efterhånden som generationen af 1948-flygtninge dør ud, vil dens børn, børnebørn og oldebørn samt yderligere efterkommere så blive ved med at drømme om en fremtid i Jaffa eller Haifa i stedet for der, hvor de rent faktisk bor? Hvor længe kan de pantsætte deres liv i en stadig mere fjern irredentisme?

For det fjerde vil palæstinenserne indse, at blind hengivelse til ekstremistiske og rigide ideologier er en blindgyde. Denne proces er allerede begyndt. Interviews med ekstremistiske palæstinensiske ledere fra en tidligere æra – Nayef Hawatmeh, Ahmed Jibril, Leila Khaled og Mohammed Oudeh – viser for eksempel, hvorledes tidens gang har ændret deres udsyn og ført til erkendelse af grundlæggende fejltrin. Hawatmeh, lederen af Democratic Front for the Liberation of Palestine [Demokratisk front til Palæstinas befrielse], bemærker, at "Efter 60 år kæmper vi for det, vi kunne have fået i 1947. Vi har forspildt mange historiske muligheder." Oudeh, planlæggeren af angrebet ved De Olympiske Lege i 1972, som dræbte 11 israelske sportsfolk, siger, at "måske, bare måske, skulle vi have udvist en smule fleksibilitet. Dengang i vores tid var det 'hele Palæstina eller ingenting.' Men vi burde have accepteret en palæstinensisk stat ved siden af Israel."

Nayef Hawatmeh (f. 1937), en aldrende terrorist, erkender store fejltrin.

Hawatmeh og de andre videregav en nationalistisk agenda, som tiden er løbet fra og som i dag har liden appel. Det samme vil utvivlsomt ske for vor tids foretrukne ideologi; uanset hvor stærke de er i dag, så vil de islamistiske kræfter i Hamas, palæstinensisk Islamisk Jihad og Hizbullah også en dag miste deres vitalitet, og deres gamle mænd vil give udtryk for en tilsvarende fortrydelse over forspildte muligheder.

Så jo, konflikten vil ophøre.

Fred forude

Desuden forventer jeg, at der vil blive fred mellem den jødiske stat og dens naboer. Her kommer nogle mere specifikke forudsigelser:

Hvilken type fred? Som Martin Sherman skriver, ordet "fred" rummer i sig to distinkte betydninger – den ene drejer sig om forholdet mellem to demokratiske, politiske systemer, den anden mellem ét eller flere ikke-demokratiske systemer. Den første type refererer til det, Sherman kalder for "en tilstand af gensidig harmoni mellem stater, opretholdt gennem alle parters naturlige, foretrukne valg om at bevare en ikke-voldelig status quo. … Ikke blot bliver uoverensstemmelser løst på en ikke-voldelig måde, men brugen af magt er praktisk talt utænkelig." USA og Canada er eksempler på dette forhold.

Den anden betydning refererer til "et fravær af krig opretholdt gennem afskrækkelse. I dette tilfælde er det kun truslen om helt overdrevne omkostninger, som afholder den ene eller begge parter fra vold. … der eksisterer ingen harmonisk interaktion mellem befolkningerne i de berørte stater. Bevægelse ind over grænserne vil have tendens til at være stærkt begrænset, stramt reguleret og ofte helt forbudt." USA og Sovjetunionen var eksempler på dette forhold.

"Fred" er et underfundigt begreb, der ikke er velegnet som slagord.

Israel er et fuldt demokrati, men det er ingen af dets naboer, heller ikke de naboer som er på vej til at blive demokratiske, trods det seneste års omvæltninger. Fred mellem de to sider vil derfor sandsynligvis i lang tid være af den afskrækkende type, en væbnet afskrækkelsesfred med begrænset menneskelig kontakt. Selvom det ikke er ideelt, må vi nøjes med det, indtil der finder nogle dybtgående ændringer sted i de arabisktalende lande og en demokratisk fred omsider kan virkeliggøres.

Hvordan? Før den egyptisk-israelske fredstraktat rent faktisk blev underskrevet i 1979, antog man, at den ville føre til en generel afslutning på konflikten, fordi Egypten er Israels stærkeste fjende. Den vurdering skulle vise sig at være forkert, fordi en militærautokrats (Anwar el-Sadats) underskrift ikke overtalte ret mange andre. I adskillige år op gennem 1980'erne fokuserede jeg på den syriske regering og mente, at "Konflikten vil fortsætte, indtil Syrien følger Israels andre tre naboer og slår sig til tåls med Israels eksistens; når det sker, vil kampene hurtigt blive indstillet." Det viste sig også at være forkert, for Damaskus aftvinger ikke den store loyalitet blandt islamister, professorer i engelsk eller medlemmer af FN. I stedet er det palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, som er nøglen. Når de bliver trætte af konflikten, vil den ophøre.

Hvornår? Konflikten vil fortsætte i godt og vel endnu en generation og kan måske blive afsluttet omkring 2030'erne. Denne vurdering er baseret på den opfattelse, at konflikten var moden til fred for tyve år siden i kølvandet på Kuwait-krigen og Sovjetunionens kollaps, men blev kørt af sporet ved en kombination af israelsk naivitet og palæstinensisk bedrag. Først nu, efter en lang og smertefuld omvej, er israelerne begyndt at indse de diplomatiske fejl, de begik i Oslo-aftalen og ved senere tiltag. Hvis man starter nu, kan det måske tage godt tyve år for den rigtige vej at føre til et gennembrud.

Hvem vil vinde? Oslo-processen fra 1993-2000 viste, at kompromis rent faktisk ikke er en løsning. Som i de fleste konflikter kræver et ophør af fjendtlighederne, at nogen skal tabe og nogen skal vinde. Krigen ophører, enten når araberne accepterer den suveræne jødiske stat, eller når israelerne opgiver det zionistiske projekt. I sidste ende handler det helt enkelt om hvilken part, der først knuser den andens vilje. Alternativerne er klare og todelte; bestræbelser på formildelse vil reelt kun udsætte en løsning.

Oslo-håndtrykket, som ikke førte nogen vegne, 13. sep. 1993: (L-R) Yitzhak Rabin, Bill Clinton, Yasir Arafat.

Jeg håber, at Israel vinder, for en palæstinensisk sejr vil føre til et dobbelt, lidet ønskeligt resultat, nemlig udslettelse af et moderne, frisindet land og dettes sandsynlige erstatning ved en Hamas-styret islamistisk stat. En israelsk sejr vil derimod fjerne al ekstremisme og i virkeligheden udfri palæstinenserne af deres aktuelle tilstand. Kun hvis palæstinenserne opgiver deres anti-zionistiske drøm om ødelæggelse, vil de blive i stand til at investere energien i at skabe en attraktiv regeringsform, økonomi, samfundsopbygning og kultur. Først når palæstinenserne opgiver at ødelægge, kan de bygge.

Vi må hver især yde vores del for at sikre, at konflikten ophører med et positivt resultat.