Hvem er værst, præsident Mohamed Morsi, den valgte islamist som tilstræber at anvende islamisk lov i Egypten, eller præsident Husni Mubarak, den tidligere diktator der blev fortrængt for at have forsøgt at indføre et dynasti? Mere bredt formuleret: er det mest sandsynligt, at der vil opstå et frisindet, demokratisk system under islamistiske ideologer, som vinder magten ved hjælp af valgurnen, eller under grådige diktatorer uden særlig agenda bortset fra deres egen overlevelse og magt?
Morsis seneste handlinger giver et svar som viser, at islamister er endnu værre end diktatorer.
Emnet dukkede op under en interessant debat om Intelligence Squared U.S. [behandling af efterretninger] i begyndelsen af oktober, hvor Reuel Marc Gerecht fra Foundation for the Defense of Democracies [Stiftelsen til forsvar for demokratier] og Brian Katulis fra Center for American Progress [Center for amerikansk udvikling] hævdede, at "Hellere valgte islamister end diktatorer," hvorimod Zuhdi Jasser fra American Islamic Forum for Democracy [Amerikansk islamisk forum for demokrati] og jeg hævdede det modsatte. Vel, ingen af os argumenterede faktisk "for" nogen. Vores modparter billigede ikke islamister, og vi hyldede bestemt ikke diktatorer. Spørgsmålet var snarere, hvilken ledelsesform der udgør det mindste af to onder og kan bankes i retning af demokrati.
 Debat om behandling af efterretninger i New York City den 4. okt. 2012. |
Katulis anklagede diktaturerne for at fostre netop "den slags ideologier," som førte til 11. september, og Gerecht insisterede på, at militærjuntaer, ikke islamisterne, generelt udgør "den egentlige fare. … Den eneste måde, hvorpå man kan få et mere frisindet system i Mellemøsten, er gennem troende mennesker," som stemmer islamisterne til sejr. Katulis mente, at valgte islamister forandrer sig og antager nye former, bliver mindre ideologiske og mere praktiske; de udvikler sig ved mødet med det barske og omskiftelige politiske miljø og kommer til at fokusere på "basale behov" så som sikkerhed og jobs.
 Præsident Mohamed Morsi mødtes med Australiens premierminister Julie Gillard i sept. 2012. |
Jasser og jeg svarede på hele dette katalog af ukorrektheder (militærjuntaer førte til 11. sept.?) og ønsketænkning (sande troende vil gå på kompromis med deres mål? en tidevandsbølge af irakiske islamister blev frisindede?) ved for det første at konstatere, at ideologer er "diktatorer på steroider," som ikke bliver mere moderate af at erobre magten, men graver sig ned og opbygger institutioner, så de kan blive siddende i embedet for evigt. For det andet ignorerer alle ideologer netop de emner, som vore modstandere lagde vægt på – sikkerhed og jobs – til fordel for en implementering af islamisk lov. Grådige diktatorer, som mangler både ideologi og udsyn, har derimod ingen visioner for samfundet og kan derfor overtales til at bevæge sig i retning af økonomisk udvikling, personlige frihedsrettigheder, en åben politisk proces og et retssamfund (eksempelvis Sydkorea).
Og minsandten om ikke Morsi og Det Muslimske Broderskab helt har fulgt vores drejebog. Siden Morsi kom til magten i august, har han (1) kørt militæret ud på et sidespor og derefter fokuseret på at forskanse og udvide Broderskabets overherredømme, mest bemærkelsesværdigt ved d. 22. nov. at udstede en række ordrer, som tildelte ham selv diktatorisk magt, samt udbrede zionistiske konspirationsteorier om sine modstandere. Derefter (2) hamrede han en islamistisk orienteret konstitution igennem den 30. nov. og indkaldte til en hurtig folkeafstemning om den d. 15. dec. Ganske opslugt af disse to opgaver ignorerede han praktisk talt den myriade af problemer, som plager Egypten, især den truende økonomiske krise og manglen på midler til at betale for importerede fødevarer.
 Prisen på butangas er steget mere end to gange, siden Morsi kom til magten. |
Morsis greb om magten fik de anti-islamistiske egyptere til at slutte sig sammen i "National Salvation Front" [national redningsfront] og konfrontere islamisterne i de mest voldsomme gadekampe i tres år, hvilket tvang ham til delvist at trække sine ordrer fra d. 22.nov.tilbage. Ironisk nok, efter behændigt at have kørt militæret ud på et sidespor i august har Morsis overdrivelser skabt en situation, som har givet den endelige myndighed tilbage til generalerne, som nu kan gribe ind for eller imod ham. Ved at vælge islamistiske sympatisører som topofficerer og give militæret øgede privilegier i den foreslåede forfatning har han højst sandsynlig vundet deres støtte. Et militærstyre synes at ville blive det næste.
På kun tre måneder har Morsi vist, at han stræber efter en diktatorisk magt, som overgår Mubaraks, og at hans styre varsler om endnu større ulykker for Egypten end Mubaraks. Han har smukt bevist Jassers og mit synspunkt: hellere diktatorer end valgte islamister. Som jeg bemærkede i debatten: Vesten bør smække døren hårdt i over for ideologiske diktatorer som islamisterne og samtidig presse de grådige diktatorer til at tillade et civilsamfund. Det er den eneste vej væk fra det falske valg mellem de to former for tyranni.
