Den Anden Hamas-Israel-krig den 10.-21. nov. inspirerede til en gevaldig debat om ret og uret, hvor parterne hver især appellerede til den store ubesluttede blok (19 procent af amerikanerne ifølge CNN/ORC, 38 procent ifølge Rasmussen). Er Israel en kriminel stat, som ikke har ret til at eksistere, og endnu mindre at anvende magt? Eller er det et moderne liberalt demokrati med et retssamfund, som med rette beskytter uskyldige civile? Moralen kører denne debat.
For ethvert sansende menneske står det klart, at israelerne er 100 procent berettigede til at forsvare sig imod hensynsløse angreb. En tegning fra den Første Hamas-Israel-krig i 2008-09 viste symbolsk en palæstinensisk terrorist, der skjult bag en barnevogn skød mod en israelsk soldat foran en barnevogn.
 Den tydeligste forskel på de to parter. |
Det mere vanskelige spørgsmål er, hvordan man forhindrer flere Hamas-Israel-krige. Lidt baggrundsstof: Hvis israelerne er 100 procent berettigede til at forsvare sig, bærer deres regering også det fulde ansvar for at have skabt denne selvpåførte krise. Mere specifikt, så foretog man to fejlagtige, ensidige tilbagetrækninger i 2005:
- Fra Gaza: Ariel Sharon blev genvalgt som premierminister i jan. 2003 til dels ved at håne en rival, som opfordrede til en ensidig tilbagetrækning af alle israelske borgere og soldater fra Gaza; hvorefter han, helt uforklarligt, i nov. 2003 anlagde samme politik og satte den i værk i aug. 2005. Jeg kaldte det dengang for "en af de værste fejltagelser, der nogensinde er begået af et demokrati."
- Fra Philadelphi-korridoren: Presset af USA, især af den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice, underskrev Sharon en aftale i sep. 2005, kaldet "Agreed Arrangements," som trak de israelske styrker tilbage fra Philadelphi-korridoren, et 14 km langt og 100 meter bredt område mellem Gaza og Egypten. Det uheldige "European Union Border Assistance Mission at the Rafah Crossing Point" (EUBAM Rafah) erstattede dem.
 Philadelphi-korridoren som den så ud frem til november 2005. |
Problemet var, at de egyptiske myndigheder i deres fredstraktat fra 1979 med Israel (III:2) havde lovet at forhindre "aggressive, fjendtlige eller voldelige handlinger eller trusler," men i virkeligheden tillod massive indsmuglinger af våben til Gaza via tunneller. Ifølge Doron Almog, en tidligere chef for Israels sydlige kommando, som skrev i begyndelsen af 2004, har "indsmuglingen en strategisk dimension," fordi den indebærer tilstrækkelige mængder af våben og materiel til "at gøre Gaza til en afskydningsrampe for stadig dybere angreb ind i selve Israel."
Almog anså denne politik for at være "en farlig leg" fra Mubarak-styrets side og en "stor strategisk fare," som kan "bringe den israelsk-egyptiske fredsaftale i fare og true stabiliteten i hele regionen." Han henførte den slappe egyptiske holdning til en blanding af anti-zionistiske synspunkter i embedsstanden og en villighed til at lufte den egyptiske offentligheds anti-zionistiske følelser.
 Israels generalmajor (res) Doron Almog forudså vore dages problemer i begyndelsen af 2004. |
Skulle man give israelske soldater mulighed for effektivt at forhindre våben i at nå frem til Gaza, så talte David Eshel fra Defense Update i 2009 for, at IDF genindtager Philadelphi-korridoren og udvider dens område til "en fuldkommen ren sikkerhedszone på godt 1000 meter," selvom dette vil betyde, at man skal relokere omkring 50.000 af Gazas indbyggere. Interessant nok billigede Det Palæstinensiske Selvstyres Ahmed Qurei privat nogle tilsvarende skridt i 2008.
Almog går videre: Idet han noterer den stærke iranske indblanding i Gaza, gør han sig til talsmand for, at man gør Philadelphi-korridoren til et ingenmandsland ved at udvide den til omkring 10 km. Ideelt set, skriver han til mig, vil den amerikanske hærs ingeniørtropper opføre denne anti-smuglingsbarriere og det amerikanske militær vil få overladt den bestandige opgave med at afpatruljere grænsen. Det næstbedste er, at israelerne gør det selv. (Den stadig virksomme operationelle Gaza-Jericho-aftale fra maj 1994 etablerer et "Military Installation Area" (militært installationsområde) under Israels fulde kontrol – reelt Philadelphi-korridoren – som giver Jerusalem lovhjemmel til at genindtage denne afgørende grænse.)
Herimod fortæller Michael Herzog, tidligere højtstående embedsmand i Israels forsvarsministerium, mig, at det er for sent for Israel at genindtage Philadelphi-korridoren; at internationalt pres på Egypten for at standse strømmen af våben til Gaza er løsningen. Ligeledes bakker tidligere ambassadør Dore Gold op om et fælles amerikansk-israelsk "arrangement" til at holde nye våbenoverførsler ude.
Jeg er skeptisk vedrørende en effektiv amerikansk rolle, hvad enten den er militær eller diplomatisk; kun israelerne selv besidder incitamentet til at lukke af for våbenoverførslerne. De vestlige regeringer bør signalere til Hamas, at de vil opfordre Jerusalem til at reagere på det næste raketangreb ved at genindtage og udvide Philadelphi-korridoren og dermed forebygge yderligere aggression, humanitær tragedie og politisk krise.
