Vil Tyrkiet—på grund af sin størrelse, beliggenhed, økonomi og sofistikerede islamistiske ideologi—blive Vestens største problem i Mellemøsten?
Et tumultpræget tiår er passeret, siden Tyrkiets Justice and Development Party [Retfærdigheds- og Udviklingsparti] første gang blev valgt til regeringsposten den 3. nov. 2002. Næsten ubemærket afsluttede landet sin pro-vestlige æra, som var blevet indledt af Mustafa Kemal Atatürk (1881-1938), og gik ind i sin anti-vestlige æra med Recep Tayyip Erdoğan (født 1954).
 Den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdoğan på forsiden af Time magazine i 2011. |
Det var en æra med oversete politiske muligheder, dårlig økonomisk ledelse og endemisk korruption. Perioden var præget af Susurluk-skandalen i 1996—hvor efterforskningen af en trafikulykke i et provinsområde førte til afsløringer af regeringsforbindelser til mafiaen og statssponsorerede likvideringer—samt regeringens uduelige reaktion på et jordskælv i 1999, som udstillede et hidtil uset mål af inkompetence og ufølsomhed.
Sådanne fejl fik vælgerne til at vende sig til det nyligt dannede Retfærdigheds- og Udviklingsparti, kendt som AKP, ikke så meget på grund af dets islamistiske politik, men mere på grund af dets løfter om medlemskab af EU, bedre demokrati og større frihed. Hjulpet på vej af et ekstremt politisk system, som krævede af partierne, at de opnåede 10% af stemmerne for at komme i parlamentet, vandt AKP 34% af stemmerne og kontrollerede 66% af pladserne i 2002.
 Erdoğan taler ved et AKP-møde i tiåret for partiets magtovertagelse. |
Frem for alt kørte Mr. Erdoğan det militære establishment (Tyrkiets ultimative politiske autoritet siden Atatürks dage) af sporet sammen med resten af dets statsapparat—efterretningstjenesten, domstolene, de lovhåndhævende myndigheder og deres kriminelle allierede. AKP-regeringen afskaffede også arven fra Atatürk med hensyn til at søge inspiration og lederskab i Vesten.
De anti-islamistiske kræfters næsten totale sammenbrud—Atatürktilhængere, socialister, dyrkere af Vesten, militæret og andre—er den mest overraskende udvikling i det seneste årti. Oppositionslederne gjorde ikke meget andet end at sige "nej" til AKP's initiativer, havde næsten ingen positive programmer at byde på og anlagde ofte holdninger, som var endnu værre end AKP's (så som at tale for en pro-Damaskus og en pro-Teheran-politik). På samme vis småkævlede og klagede intellektuelle, journalister, kunstnere og aktivister, men fremlagde ikke nogen alternativ, ikke-islamistisk vision.
Og således kunne AKP gå ind i sit andet årti ved magten med Mr. Erdoğan ved et partimøde hoverende jublende over "en historisk begyndelse" og dominerende landet, som ingen anden tyrkisk politiker har gjort siden Atatürk.
Hans primære udfordring ligger i at beherske sig og ikke overreagere. Men der er tegn på, at han gør lige netop det—skubber ikke-sunnier, ikke-tyrkisktalende minoriteter fra sig; låner for meget; hamrer sharia-lovgivningen igennem som praksis alt for hurtigt; ændrer forfatningen; og undergraver militæret ved at fængsle dets tidligere ledelse. Internationalt flirter han med en upopulær krig mod Syrien og styrer mod stadig mere anspændte forhold til Iran, Irak og Cypern. Den engang så blomstrende alliance med Israel er opløst i den blå luft.
Selvom Tyrkiet for kun et år siden for Newsweek og andre så ud til at blive Mellemøstens "nye supermagt," udstiller Mr. Erdoğans overdrevne ambitioner—ofte forbundet med en drøm om at genvinde Det Osmanniske Imperiums magt og prestige (1200-1923)—muligvis grænserne for tyrkisk indflydelse. Med sin distanceren sig fra NATO, omgivet af i stigende grad fjendtligt indstillede stater og plaget af interne kriser oplever Ankara sig stadig mere isoleret og stadig fjernere fra en status af stormagt.
 Tyrkisk selvkørende artilleri på vej mod den syriske grænse nær ved Akçakale. |
Skulle Erdoğan gå hen og miste vælgernes billigelse, kan man forvente, at han tager udemokratiske midler i anvendelse for at bevare magten. Han skitserede denne kurs, allerede inden han blev premierminister, med sin berømte erklæring: "Demokrati er som en sporvogn. Når man når frem til sit stoppested, står man af." Hans proto-diktatoriske mentalitet kan allerede ses i tiltag så som at udfordre de uafhængige domstole, fostre meningsløse konspirationsteorier for at arrestere sine modstandere, smide utallige journalister i fængsel og udstede horrible bøder til uvenlige medieselskaber. Denne autokratiske tendens vokser med tiden.
Efter et tiår med rimeligt demokratisk styre kan truende kriser—økonomisk, syrisk og med Tyrkiets kurdiske mindretal—måske tegne til at blive Mr. Erdoğans øjeblik til at springe af demokratiets sporvogn. Efterhånden som AKP blotter sin gifttænder, kan man forvente, at republikken Tyrkiet yderligere afviser Vesten og kommer til at ligne de undertrykkende, stagnerende og fjendtlige regimer, som kendetegner det muslimske Mellemøsten. Og så får vi at se, hvorvidt de vestlige ledere opfatter forandringen og handler derefter eller bliver ved med at klynge sig til en forestilling om Atatürks land, som ikke længere findes.
