Den 14. april 2008 forlod Riad Elsolh Hamad, 55, sin families lejlighed i Austin, Texas, for at hente noget bestilt medicin. Men immigranten fra Libanon og computerunderviser i mellemskolen vendte aldrig hjem. Tre dage senere fandt politiet hans legeme, påklistret tape, flydende rundt i den nærliggende sø, Lady Bird Lake, og konkluderede, at "alt tyder på, at der kan være tale om selvmord."
 Riad Hamad, 55, et selvmord i Lady Bird Lake, Austin, Texas. |
Trods denne uklarhed omkring den døde mand havde de lokale nyhedskanaler kun venlige ord og stor ros at berette om denne mand. Efter at Hamads familie kom med en udtalelse, der beskrev Riad som en "fredsaktivist, der arbejdede utrætteligt for dem, der var mindre heldigt stillede end han selv, og som var elsket og beundret af mange i lokalsamfundet såvel som internationalt," greb pressen behørigt denne karakteristik og kaldte ham jævnligt for en "fredsaktivist."
TV-stationen KVUE citerede Joshua Howell, administrativ assistent på det kontor hvor Hamad havde en postboks, der huskede ham som værende "altid i godt humør. Aldrig vred eller ophidset. Har endda aldrig hørt ham sige et hårdt ord om nogen." Forstanderen på den skole, hvor han underviste, sendte et brev til elevernes forældre, hvori han kaldte Hamad for "et langvarigt og værdsat" medlem af lærerstaben, hvis "kærlighed og lidenskab for undervisning berørte os alle." Ved Hamads mindegudstjeneste roste den pensionerede episkopale præst Edward M Hartwell "hans humanitære arbejde for at hjælpe Palæstinas børn [som] noget af det mest kreative og effektive arbejde, jeg kender til."
Hamad selv brystede sig af sin fredelige holdning til politik: "Alt vores arbejde er meget gennemsigtigt. Vi arbejder ikke sammen med nogen militant gruppe eller voldelig gruppe eller nogen med et militant tilhørsforhold."
Det var den Riad Hamad, som blev rost af familie, venner, beundrere og endda sig selv. Men Hamad havde en anden side, nemlig den som fik FBI til at undersøge hans hus, som fik ham fyret fra Austin Community College for at have "fremsat racistiske nedrakninger og sexistiske vittigheder i klasseværelset," og som gjorde ham til en modbydelig og uvelkommen tilstedeværelse i mit liv. Takket være det nylige vidnesbyrd fra en af Hamads tidligere allierede, som vendte sig imod ham, kender vi i dag, her flere år senere, noget nær den fulde historie.
Stævningen
Hamad gjorde mig selv opmærksom på ham i begyndelsen af juni 2006 ved at sende mig et anbefalet brev med en stævning om at møde i retten i Austin. Dokumentet bar præg af en nedkradset, usoigneret håndskrift på en formular udstedt af den amerikanske distriktsdomstol i Western District, Texas, som informerede mig om, at Hamad sagsøgte mig og Campus Watch for injurier. (Da Campus Watch er et projekt under Middle East Forum, sagsøgte han i virkeligheden dette Forum.)
Det viste sig at være den anden reviderede klage; jeg var i godt selskab, eftersom stævningen også omfattede Center for the Study of Popular Culture (i dag kendt som David Horowitz Freedom Center), David Horowitz personligt, Center for Jewish Community Studies, staten Texas, Joe Kaufman, Americans Against Hate, MilitantIslamMonitor.org og en internetudbyder ved navn CB Accounts. Hamad fortsatte med at indlevere yderligere tre reviderede klager, og i dem tilføjede han endnu flere sagsøgte (Freerepublic LLC, Jim Robinson, Laurence Simon og Dotster Inc.)
Der var tale om en pro se stævning, hvilket vil sige, at Hamad, der ikke var sagfører, selv havde udfyldt den og repræsenterede sig selv – dvs. det kostede ham så godt som intet at sagsøge os alle sammen.
Hamad anklagede os for 21 forseelser: injurier og bagvaskelse, ondsindede injurier, ondsindet bagvaskelse, injurierende ærekrænkelse af hans person, injurierende ærekrænkelse af hans person i den hensigt at forvolde psykisk smerte, injurier mod og bagvaskelse af et forretningsnavn, injurierende ærekrænkelse gennem forfalskning af et forretningsnavn, indblanding i en forretningskontrakt, skadevoldende indblanding i en forretningskontrakt, konspiration med henblik på indblanding i en forretningskontrakt, indblanding i samhandel med andre lande, indblanding i internethandel, konspiration med henblik på indblanding i internethandel, bevidst påførelse af psykisk smerte i den hensigt at volde skade, indblanding i privatlivet, svindel, forsømmelighed, grov forsømmelighed, at have bragt et forretningsnavn i vanry, at have bragt forretningsprodukter i vanry og udvanding af et forretningsnavn.
Som kompensation for denne lange liste af påståede forsyndelser afkrævede Hamad sine mange indstævnede 5 millioner dollar i skadeserstatning, 10 millioner dollar for tab af indkomst og 50 millioner dollar i skærpet bods- og skadeserstatning. Og det var ikke alt: han søgte et permanent forbud mod, at vi kaldte hans forretning for "islamisk velgørenhed" eller ham personligt for en "muslimsk fundamentalist." Han ønskede en justitsministeriel undersøgelse af os for "kriminelt og svindelagtigt arbejde som lobbyister for et andet land [dvs. Israel] uden korrekt tilladelse og licens." Han insisterede også på vores undskyldning offentligt i ti mediekanaler efter hans valg, samt betaling af hans retslige omkostninger og "enhver anden hjælp, som sagsøger måtte påvise, at han har ret til ved en nævningeretssag."
Hamad leverede et indblik i hans psyke og motiver i løbet af retsprocessen. Hans fremlæggelsesanmodning fra David Horowitz er særligt farverig, herunder:
- Dokumentér det "religiøse tilhørsforhold for medlemmerne af bestyrelsen under CSPC, dets tilknyttede medlemmer og redaktører på Frontpagemag.org."
- Fremlæg en "blod og urinprøve for David Horowitz ... for at bestemme hans etniske og religiøse tilhørsforhold."
- "Identificér alt personale på den israelske ambassade, som David Horowitz og CSPC er forbundet med, og de pengebeløb de får udbetalt for deres ydelser af den israelske ambassade."
- Svar på hvorvidt "David Horowitz er en troende jøder ["Jews", sic] og overholder sabbatten."
- Svar på hvorvidt "David Horowitz spise grisekød og krænker de jødiske traditioner."
- Svar på hvorvidt "David Horowitz ikke er semit og foregiver at være jødisk for at vinde sympati for sine synspunkter og skaffe penge."
Denne stævning kom som en total overraskelse, eftersom jeg ikke tidligere havde hørt om eller nævnt Riad Hamad. Et nærmere detektivarbejde afslørede kun en ubetydelig og højst indirekte forbindelse mellem os: Hamad havde skabt og ledede en organisation kaldet Palestine Children's Welfare Fund (PCWF) [Palæstinensiske børns velfærdfond] og i en weblog den 18. januar 2004, "Lamyaa Hashim, Supporting Burqas and Suicide Bombers," havde jeg citeret Joe Kaufman, som havde omtalt PCWF således:
Hjemmesiden tilhører den lægelige direktør for Palestine Children's Welfare Fund, Rosemary Davis
Det var alt. Jeg havde gengivet 15 ord fra en, der nævnte en, der arbejdede for Hamads organisation. For denne flygtige henvisning skulle min forudangivne andel af betalingerne til Hamad andrage min part af mindst 65 millioner dollar eller godt en million dollar per ord.
Hvad er PCWF? NGO Monitor undersøgte organisationen i 2003 og fandt ud af, at dens primære opgave var at "propagandere for delegitimeringen af Israel." Som en opsummering fra 2007 af NGO Monitor formulerede det: den "Gaza-baserede PCWF udnytter åbenlyst børnetemaer til radikalt politiserende agendaer, som fremmer konflikten. Disse aktiviteter er i total uoverensstemmelse med dens påstand om at være en humanitær organisation." Eksempelvis fortæller NGO Monitor om PCWF's tegnekonkurrencer for børnene, hvor
Bedømmerne har næsten uden undtagelse belønnet tegninger, som skildrer kraftigt og voldeligt had til Israel. Vinderbilledet skildrede en brand, i form af et kort over Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, som fortærede davidsstjernen med ordet "Israel" skrevet på indersiden af flaget. En anden tegning viste et palæstinensisk flag, som lod flammer falde ned på et israelsk flag og brændte israelere, som stod ved siden af det. Den slags aktiviteter tjener kun til at fremme en kultur præget af vold og had.
Kort sagt, PCWF er lige så grov og hadskabende som dens leder.
Retsforløbet
Hamad var måske en pro se sagsøger, men jeg kunne ikke tage chancen og være en pro se sagsøgt, så med henblik på repræsentation henvendte jeg mig derfor til advokatfirmaet Levine Sullivan Koch & Schulz, L.L.P., som har specialiseret sig i injuriespørgsmål. Vi svarede Hamad med en begæring om afvisning den 29. juni 2006, idet vi angav tre grunde:
For det første besidder denne retsinstans ingen personlig jurisdiktion over Pipes og MEF. Ingen af de sagsøgte fra Pennsylvania har haft nogen kontakt med Texas, som ville kunne skabe en enten generel eller specifik jurisdiktion.
For det andet, selvom retten havde jurisdiktion, indrømmer sagsøger selv, at hans injuriepåstande er ophævede af begrænsningsvedtægten lydende på ét år, fordi den påståede offentliggørelse fandt sted "så sent som i juli 2004."
For det tredje har sagsøger ikke plæderet tilstrækkelige kendsgerninger til at antage, at Pipes og MEF har offentliggjort nogen form for injurierende udtalelser om ham. Faktisk kan han ikke gøre det: Ingen af de sagsøgte har nogensinde skrevet et ord om ham eller deltaget i nogen handling, som kunne berettige til, at sagsøger trækker dem i retten i Texas.
Min begæring noterede tillige, at Hamad var en pro se sagsøger med ry for at indgive, hvad én dom imod ham (Hamad v. Austin Community College) havde kaldt for "åbenlyst løsagtige" forsøg på retslige tvistsøgsmål, som "gentagne gange misbruger retssystemet."
 Dommer Sam Sparks fra Western District of Texas kritiserede voldsomt Hamads "uforståelige morads af fjendtlige beskyldninger." |
Trods sit mislykkede forsøg på retslig medvind appellerede Hamad ufortrødent. Dette fik dommer Sparks til at udstede en endnu voldsommere bestemmelse den 6. september, hvori han skrev om Hamads klagemål, at de ikke støttede sig til "nogen retslig teori, ifølge hvilken der kan kræves erstatning af nogen af de mange sagsøgte i denne sag," og afviste hans plæderinger af den grund, at de "ikke [er] indgivet med noget som helst formål og simpelthen chikanerer og volder unødvendig forsinkelse eller unødige stigninger i sagens omkostninger." Sparks imødekom på ny min begæring om afvisning, idet han erklærede sig enig i alle mine tre erklæringer og fastslog, at retten ikke kunne udøve jurisdiktion over Middle East Forum eller mig personligt (på grund af vores manglende forbindelser til Texas); at Hamad indgav sit sagsanlæg efter, at begrænsningsbestemmelsen var udløbet; og at jeg aldrig havde fremsat injurierende udtalelser om Riad Hamad. Han bestemte også, at Hamad skulle betale mig 1.000 dollar som straf.
For anden gang reagerede Hamad fjendtligt, idet han denne gang offentliggjorde sine påstande om de sagsøgte. Så meget for hans tale om injurier! Han bekendtgjorde for alverden den 14. sept. (herunder en kommentar sendt til Campus Watch's website), at vi
udøver kriminel aktivitet og svindel mod offentligheden ved at indsamle donationer beløbende sig til snesevise millioner af dollars. Donationerne bruges til at finansiere illegale aktiviteter i USA og Israel og det med den amerikanske regerings og retsmyndighedens viden.
Fire dage senere udsendte Hamad en appel på sin mailliste, hvori han erklærede, at "tæt forbundne" websites "benytter falske oplysninger og indsamling af donationer … til at angribe og miskreditere arabere, muslimer" og bad om, at mindst tusind personer ville ringe til kontoret mod internetkriminalitet, tilhørende den øverste retslige myndighed i Illinois.
Opmuntret af rettens holdning til Hamad bad jeg d. 6. okt. om, at han blev pålagt at betale mine sagsomkostninger. Den 17. januar 2007 afgav dommer Sparks sin endelige dom og imødekom min anmodning om et beløb på i alt 12.915 dollar. Sparks viste tydeligt sin intense irritation over Hamad:
Sagsøger Riad Elsolh Hamad indgav første gang sin fuldkommen løsagtige klage den 13. april 2006. Siden har hans "klagemål" gennemgået fem revisioner. Ingen af de fem sagsanlæg med ændringer blev autorisede af de føderale retsregler eller love for denne retsinstans, og ikke en eneste udgave af Hamads klage fremviste noget belæg, hvorefter der ifølge amerikansk lov eller staten Texas' lovgivning kan afkræves erstatning over for nogen af de sagsøgte. Retten afviste Hamads klagemål med bindende virkning i dets anden udgave i en bestemmelse dateret den 26. juni 2006. Ikke desto mindre har Hamad fortsat indleveret ændrede sagsanlæg med krav om erstatning, fuldkommen identiske med dem der blev afvist ved det andet ændrede klagemål. Hvert ændret søgsmål trækker blot endnu en gruppe af sagsøgte ind i det samme uforståelige morads af fjendtlige beskyldninger for hvilket, der aldrig er blevet påvist nogen basis i loven. Desuden bliver Hamad ved med at kalde de afvisende parter for sagsøgte i sine gentagne anmodninger.
De følgende fjorten måneder bød på flere runde med samme indhold: Hamad appellerede og alle dommerne afviste hvert eneste aspekt af hver eneste af hans bestræbelser, kulminerende en dom den 12. marts 2008 ved den femte runde i appelretten, som kritiserede Hamad voldsomt for hans "ti års historie med at indgive løsagtige sagsanlæg til denne ret." Appelretten øgede udbetalingen til mig til 32.944,50 dollar i advokatsalærer.
Som Gerald Steinberg fra NGO Monitor noterede, så var Hamads sagsanlæg "et klart forsøg på at benytte både domstole og intimidation for at hindre en uafhængig undersøgelse og udstilling af fjendtligtsindede tilskyndelser fra anti-Israel-NGO'er."
Undersøgelsen
 Brandon Darby foretog den vanskelige, men heltemodige forvandling fra venstreradikal til informant. |
Darby, som havde hjulpet Hamad med at rejse penge og rekruttere "menneskelige skjolde" mod de israelske forsvarsstyrker (IDF), og som næsten selv var taget af sted til de palæstinensiske områder med dette formål, ønskede at skabe en gruppe, der skulle kaldes Critical Response, med henblik på at sende læger ind i krigszoner så som Libanon og Darfur for at hjælpe de civilile. Hamad syntes om ideen, og underholdt Darby med planer om at bruge lægerne som dække for at anbringe sprængstoffer på motorcykler og minere ambulancer i Israel i den hensigt at dræbe jøder. Hamad udpønsede også en plan om at bruge PCWF til at sende penge til Hamas og Hizbollah. Darby fortalte følgende på Breitbart.com:
Hamad henvendte sig til mig og fortalte, at han havde været i stand til at skumme nogle penge [fra PCWF], som han havde i sinde at liste ned til de palæstinensiske kammerater i Israel. Jeg spurgte ham, hvorfor han var nødt til at liste dem derned, når han havde mulighed for at sende midler helt legalt. Han svarede med en detaljeret analyse af alle de måder, hvorpå selvmordsbombere kunne komme igennem checkpoints og nå deres mål. Jeg trak mig, og han sagde, at jeg var faldet tilbage til mit hvide privillegium, men at jeg snart ville vende tilbage til revolutionen.
Denne snak om vold, fortæller Darby, fik ham til at overveje sit forhold til Hamad. "Jeg kunne ikke sove, og jeg diskuterede med mig selv, om jeg burde gå til FBI." Da han fra andre venstrefløjsaktivister hørte om Hamads planer om at oprette "en falsk forretning, som skulle hjælpe Hamad med at sluse penge til palæstinenserne," fik det Darby til at konfrontere Hamad. De to mødtes over en kop kaffe. Da Hamad hørte om Darbys misbilligelsel, "svarede Hamad ved at sige, at det ville være godt for hvide mennesker at blive fanget i krigen mod terror og at folk ville sætte grænser for, hvad regeringen kunne gøre, hvis krigen imod terror havde hvide mennesker i Guantanamo i stedet for kun arabere."
Det afgjorde sagen. Darby plagedes af tankerne om sine tidligere handlinger – "jeg spekulerede på, om min tidligere støtte og indsats for Palestinian Children's Welfare Fund betød, at jeg havde blod på hænderne" – og han besluttede at stoppe Hamad. "Jeg endte med at mødes med FBI. De var venlige og tiltalende. Hamad og Palestinian Children's Welfare Fund blev stormet."
Undersøgelsesordren fokuserede på svindel, ikke terrorisme, som antydet ved den understøttende finansielle, beedigede, skriftlige erklæring:
RIAD ELSOLH HAMAD havde undladt at oplyse sin refunderede indkomstskat for årene 1999 til 2003 og 2005, havde undladt at betale sin føderale indkomstskat for årene 1999 til 2006, og forbereder falske dokumenter, som skal bruges til at opnå føderale statsstøttede lån fra forskellige grene af University of Texas. Erklæringen vil påvise, at HAMAD har erhvervet skattepligtig indkomst fra Austin Independent School District (AISD). HAMAD leder/kører tillige Palestinian Children's Welfare Fund (PCWF), som han påstår rejser penge til børnene i Palæstina. HAMAD sender store pengesummer til Mellemøsten og/eller til velgørenhedsorganisationer, som sender pengene videre til Mellemøsten. Fordelingen af disse midler er ukendt i øjeblikket. En stor sum af disse "donerede" midler er også blevet sporet til forskellige faste konti, som er kontrollerede af Riad Hamad og/eller hans søn Abdullah Hamad.
En efterforsker fra Internal Revenue Service udtrykker det sidste mere lige ud af posen: "Riad Hamad, hjulpet af sin søn, Abdullah Hamad, sin ekskone, Diana Hamad, og sin datter, Rita Hamad, anvender de 'donerede midler' til personlig brug og betaler ikke føderal indkomstskat af disse beløb."
I mangel af en nyhedsrapport kommer her, hvordan Hamad selv fortalte om stormløbet på hans hus: ti-tolv føderale agenter, udstyrede med en undersøgelsesordre baseret på mulige grunde til at efterforske el-svindel, banksvindel og pengehvidvaskning, "undersøgte hver eneste krog" i hans lejlighed og fjernede "mere end fyrre kasser med papirer, filer, computere og CD'er."
Selvmordet
Efter husundersøgelsen, fortæller Darby,
hørte jeg fra Hamad en sidste gang. Han ringede til mig og sagde, at det var "kun et spørgsmål om tid." Jeg spurgte, hvad han mente. Han fortalte mig om husundersøgelsen og sagde, at de havde taget alle hans dokumenter, og at jeg snart ville finde ud af det. Han sagde, at han var nødt til at gå og det gjorde han. Hans legeme blev fundet i Austin, Texas i Lady Bird Lake få dage senere. Tilsyneladende valgte han ikke at opleve følgerne af sine handlinger.
Selv i døden begik Hamad svindel. For det første skrev han et brev til sin omgangskreds, som skabte indtrykket af vold imod ham (udeladelser er præcist som i originalen):
ud over regeringens chikane, det hadefulde miljø fra nogle elever på skolen fordi jeg er araber og muslim...og deres racistiske kommentarer, er jeg blevet ringet op ved midnatstid af en, der siger "hvor er din kamel.." og senest...en bil blev udsat for hærværk for omkring to år siden....sidste nat omkring 1 30 om morgenen..var der en der ringede på døren og løb væk....og man kunne høre alle hundene i nabolaget gø da personen som ringede på løb væk...Et virkelig kærligt miljø mod arabere og muslimer....
(Når man ser tilbage på hans retssag, ser man kilden til hans fantasier om chikane, et hadefuldt miljø og racisme.)
For det andet tyder beviserne på, at Hamad iscenesatte sin egen død for at få det til at se ud, som om han ønskede æren ved at blive myrdet, mens han i virkeligheden tjekkede ud for egen hånd. Baseret til dels på obduktionen fastslog en politiudtalelse:
Da kroppen blev trukket op af søen, blev der fundet tape rundt om øjnene, og hænder og ben var bundet løseligt sammen. Karakteren af bindingerne om hænder og ben og placeringen af tapen stemte med, at Hamad selv havde foretaget disse. Undersøgerne ved, at Hamad selv spadserede fra sin bil ned til vandet, baseret på beviser fra fundstedet.
På dette tidspunkt nærer Austins politimyndighed ingen mistanke om, at der er tale om et bedrag. Vidner og familiemedlemmer har bekræftet over for politiet, at Hamad oplevede ekstreme stressfaktorer i sit liv. Hændelsen undergår stadig fortsat efterforskning, men alt tyder på, at der kan have været tale om selvmord. Ifølge de indledende resultater af patologens undersøgelse var der ingen skader på kroppen eller tegn på kamp.
Selv Paul Larudee, Hamads kollega og den, der såvidt vides talte sidst med Hamad, inden han døde, siger, at Hamad "tog sit eget liv, men han gjorde det med et blik på den fremkaldelse af spekulationer, som faktisk har ledsaget hans død." Oversat: Han ønskede, at det skulle ligne et bestilt arbejde. Trods sin skepsis vedrørende Hamads død fastholder Larudee dog: "Jeg mener stadig, at han var en helt."
Konspirationsteorien
 Islamic Center of Greater Austins Ibrahim Dremali påstod, at "en barbarisk handling" dræbte Hamad. |
Kurt Nimmo, en fremtrædende konspirationsteoretiker, spurgte: "Er det muligt, at en nykonservativ likvidationsgruppe eller lige så sandsynligt en Mossad 'bajonet'-gruppe myrdede skolelæreren Riad Hamad?" Radioværten Alex Jones og andre talte ildevarslende om, at israelske likvideringsgrupper havde overvåget Hamads hus.Nogle beskyldte endda den "sociopatiske FBI-informant Brandon Darby" for at have slået Hamad ihjel. En Twitter side (riad_hamad) holder stadig disse teorier i live her næsten fem år senere.
I modsætning til disse uhyggelige beretninger fandt Travis Country-patologen David Dolinak, som undersøgte Hamads legeme om morgenen den 17. april, intet alarmerende. Modsat Dremalis beskrivelse af, hvordan kroppen var blevet skåret op forskellige steder, fandt patologen kun lidt at rapportere:
IDENTIFIKATIONSMÆRKER OG AR:
Et 10 tommer langt vertikalt ar befinder sig på siden af højre lår. Der er ingen tatoveringer.
TEGN PÅ MEDICINSK BEHANDLING [dvs. stikmærker efter nåle, operationssting, etc.]
Ingen.
TEGN PÅ SKADER:
Ingen. …
KROPPENS HULRUM:
Organerne er normalt udviklede og befinder sig på deres normale placering. Mellemgulvet er intakt. Der er ingen væskeansamling i lungehindehulrum eller lungesæk. Der er ingen væskeansamling i bughulen. Der er ingen lungeadhæsion eller bughuleadhæsion.
HOVED:
Der er ingen blodudtrædninger under kraniet. Hovedskalden er intakt. Dura [hjernehinden] er intakt. Der er intet epiduralt eller subduralt blod. …
MUSKELSKELETÆRT SYSTEM:
Ingen brud på kraveben, brystben, ribben, rygsøjle,bækken eller ydre lemmer er fundet.
Dolinak konkluderede, at han så "Ingen tegn på sårskader," at Hamad "døde som resultat af drukning."
Konklusion
Hamad døde, som han havde levet, i en miasme af had og dobbeltspil. Darby fortæller os, at "Riad offentligt hævdede at være kristen, men da han døde, blev det tydeligt, at han havde løjet og rent faktisk var muslim." Vi, ofrene for hans uhyggelige og maniske sagsanlæg, så aldrig en krone af de penge, som han skyldte os. Da hans underslæb og manglende skatteindbetalinger indhentede ham, begik han sit sidste og største bedrageri – et foregivet mord. Ikke overraskende er hans giftige Palestine Children's Welfare Fund nu ophørt med at fungere og reduceret til en hjemmeside, som beklagende proklamerer, at "PCWF's webside vender snart tilbage for at videreføre noget af Riad Hamads store arbejde."
 Palestine Children's Welfare Funds ophørte website. |
Nogle iagttagelser vedrørende Hamad: For det første kunne den store ros af denne skurk få en til at tro, at han var en pæn og ordentlig mand, hvilket peger på, hvordan politisk sympati skaber skyklapper. For det andet, selv mens Hamad levede i det civiliserede og stille Austin, Texas, forgiftede han sit selvvalgte hjemsted ved at importere politisk nihilisme fra Mellemøsten. For det tredje, jeg har måske nok næsten 33.000 dollar i udestående sagsomkostninger, men de var ikke helt forgæves; Hamads sagsangreb inspirerede mig til at udstille denne ondskabsfulde anti-zionistiske gevækst. Endelig, hvis man virkelig skal kendes på kvaliteten af sine modstandere, så må vi, der forsvarer Israel, stortrives.
De fleste muslimske immigranter er lovlydige og konstruktive borgere i Vesten. Men sagen med Hamad passer ind i et fortsat mønster med immigranter, som medfører de dårlige vaner, som de er blevet indpodet af tyrannisk politik og radikale ideologier. Med en kombination af islamisk overherredømme og nihilistisk ringeagt hader de alt, der ikke er muslimsk, importerer en blanding af ekstremistiske ideer og føler sig fri af moralske begrænsninger. Følgelig kaster de sig uforholdsmæssigt ud i antisocial adfærd, kriminel aktivitet og terrorisme. Modstræbende konkluderede jeg for næsten ti år siden, at "muslimske besøgende og immigranter bør undergå et udvidet baggrundstjek." Jeg gentager det nu, så ikke endnu flere Riad Hamad'er bliver lukket ind.
