I sidste uge oplevede man en kontrovers over Jerusalem på Demokraternes nationale partikonvent (DNC), som i sammenhæng med andre lignende episoder giver et vigtigt indblik i partiets skjulte bestræbelser på at distancere sig fra Israel.
Historien kom frem den 4. sept., da Washington Free Beacon rapporterede, at "Jerusalem er ikke nævnt" i Det Demokratiske Partis politiske program 2012. Dette var en vigtig nyhed, for lige siden det blev ophøjet til amerikansk lov i 1995, at "Jerusalem skal anerkendes som staten Israels hovedstad," har hvert eneste politiske program for begge de to store amerikanske partier gentaget dette punkt. Det Republikanske partiprogram i år refererer for eksempel til "Israel med Jerusalem som sin hovedstad."
Reaktionerne på Demokraternes tavshed dukkede hurtigt op: Jennifer Rubin kaldte det i Washington Post for "den mest radikalt ikke-støttende politiske erklæring over for Israel fra noget større parti siden dannelsen af staten Israel." Nathan Diament fra (den jødiske) Orthodox Union fandt den "ekstremt skuffende." Paul Ryan kaldte udeladelsen "tragisk." Mitt Romney (som for nylig refererede til "Jerusalem, Israels hovedstad" mens han befandt sig i selve Jerusalem) beklagede, at hele Det Demokratiske Parti billigede Obamas "skammelige nægtelse af at anerkende, at Jerusalem er Israels hovedstad."
Nogle Demokrater reagerede ikke mindre hurtigt. Næste dag, den 5. sept., fik de delegerede på Demokraternes nationale partikonvent at vide, at "Præsident Obama anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, og det bør vores partiprogram også gøre." Los Angeles' borgmester, Antonio Villaraigosa, bad dem om ved mundtlig afstemning at bifalde, med 2-mod-1, en tilføjelse til partiprogrammet i overensstemmelse hermed, foruden en anden tilføjelse.
 DNC-parlamentsmedlem Helen T. McFadden instruerede Villaraigosa, "Du er nødt til at afgøre det, og derefter kan du lade dem gøre, som de vil." Lige før han begynder at tale, gentager hun instruktionen: "Afgør det!" |
Hvorefter, i det eneste øjeblik på konventet uden for manuskript, lød nej'erne lige så højt, om ikke højere end ja'erne. En øjensynligt forvirret Villaraigosa bad om endnu en afstemning og fik det samme resultat. Da han virkede usikker på, hvad han skulle gøre, trådte parlamentsmedlem Helen T. McFadden hen til ham og instruerede ham: "Du er nødt til at afgøre det, og derefter kan du lade dem gøre, som de vil." Pligtopfyldende bad han om en tredje afstemning. Igen kunne nej'erne mindst måle sig med ja'erne. Men denne gang læste Villaraigosa sin rulletekst og fastslog, at "efter formandens mening har to tredjedele stemt for, forslaget er vedtaget." Snydt for sejren buh'ede de anti-Israel-delegerede.
 DNC-rulleteksten indeholdt sætningen "efter formandens mening har to tredjedele stemt for …" hvilket vil sige, at uanset den faktiske stemmeafgivning havde konventets formand ordre til at tilføje Jerusalem til partiets program. |
Harvards Alan Dershowitz affærdigede buh-råbene som kommende fra nogle "bølleagtige elementer." Sen. Charles Schumer (Demokrat fra New York) erklærede, at "alle og enhver ved," at det "store, overvældende flertal" af Demokrater billiger Jerusalem som Israels udelte hovedstad. Anti-Israel-aktivisten James Zogby erklærede derimod sejren på sin side: "Når jeg hører alle buh-råbene, … betyder [det], at vi ikke længere er isolerede i udkanten af amerikansk politik." Hvilken tolkning er den rigtige?
Ingen af dem. Dershowitz og Schumer tager fejl, når de benægter, at anti-Israel-kræfterne vinder frem i et parti, som i stigende grad udviser varme over for islamisterne og praler af en præsident, hvis forståelse af Mellemøsten er, som National Review udtrykker det, "mere Edward Said end Bernard Lewis." Faktum er, at partiets delegerede er delt ligeligt vedrørende Jerusalem som Israels hovedstad. Men i modsætning til Zogbys antagelse, så er dette, at Obama er nødt til at gribe personligt ind for at blande sig og ændre i partiprogrammet, et signal om, hvor bredt den amerikanske offentlighed støtter Israel og at kølighed over for Israel skader i et nationalt valg. Anti-Israel-buh-råb fra Demokratiske delegerede vil skade stemmetallet; og meget sigende planlægger Romney-kampagnen at genudsende dette forløb - som New York Sun med rette kalder for "den afslørende sandhed om det [Demokratiske] konvent" - i kampagneannoncer.
 Debbie Wasserman Schultz, i sidste uge to gange grebet i at opdigte ting vedrørende emnet Israel. |
- Formanden for Demokraternes nationalkomite, Debbie Wasserman Schultz, beskyldte i sidste uge Washington Examiner for "bevidst" at have fejlciteret hende med hensyn til, at den israelske ambassadør skulle have sagt, at Republikanerne er "farlige for Israel"; i virkeligheden løj hun to gange – da hun opdigtede ambassadørens udtalelse og derefter benægtede, hvad hun havde sagt om ham.
- En video fra National Jewish Democratic Council, "Hvad mener israelerne om Obama?" ommøblerede faktisk i nogle anti-Obama-udtalelser fra israelere og gjorde dem pro-Obama.
- Det Hvide Hus gav for et årstid siden nogle billedklip nye undertekster for at fjerne deres benyttelse af en fornærmende sentens, nemlig "Jerusalem, Israel."
Demokraterne foregiver at være pro-Israel (af valgmæssige årsager), samtidig med at de nedkøler forholdet til den jødiske stat (af ideologiske grunde). Deres fordrejelser bliver mere og mere virkningsløse, skamløse og tarvelige.
Sep. 11, 2012 opdatering: Et andet eksempel på fordrejelse, om end dette er forbundet med Americans for Peace Now, ikke Det Demokratiske Parti: Lara Friedman, formand for APN, har netop udsendt en forbløffende fundraising-appel. På omslaget finder man dette citat: "Sommetider viser verdens [George] Zimmerman'er sig at være jøder og/eller israelere. Deres handlinger bringer skam over os alle og er en plet på vores samfund, vores religion og den jødiske stat." (Hele analysen findes i en juli-artikel af Friedman, "Hvor ligger skammen?") Phyllis Chesler dissekerer denne skandale i "Lara's Lies - Or How Peace Now Sees the IDF" [Laras løgne – eller hvordan Peace Now opfatter IDF].
