Hvorfor optræder den tyrkiske regering så aggressivt over for Assad-regimet i Syrien?
Måske håber premierminister Recep Tayyip Erdoğan på, at dette at kyle artillerigranater ind over Syrien vil hjælpe med at bringe en satellitregering til magten i Damaskus. Måske forventer han, at dette at sende et tyrkisk krigsfly ind i syrisk luftrum eller tvinge et syrisk civilfly på vej fra Rusland ned vil skaffe ham gunst i Vesten og bringe NATO på banen. Det er også tænkeligt, at det hele blot er en større afledningsmanøvre væk fra den truende økonomiske krise, som skyldes, at man har lånt for mange penge.
 Erdoğan og Assad i lykkeligere tider. |
Erdoğans handlinger passer ind i en kontekst, som ligger et halvt hundrede år tilbage. Under Den Kolde Krig stod Ankara side om side med Washington som medlem af NATO, selv da Damaskus fungerede som Moskvas Cuba i Mellemøsten, en yderst pålidelig klientstat. Det dårlige tyrkisk-syriske forhold havde også lokale årsager, herunder en grænsestrid, uenighed om vandresurser og syrisk opbakning til PKK, en kurdisk terrorgruppe. De to stater var på kanten af en krig i 1998, da Assad-regeringens rettidige kapitulation forhindrede en væbnet konflikt.
En ny æra tog sin begyndelse i november 2002 da Erdoğans AKP, et klogt islamistisk parti som undgår terrorisme og svulmende tale om et globalt kalifat, erstattede centrum-højre og -venstrepartierne, som længe havde domineret Ankara. Da de regerede kompetent og oplevede et hidtil uset økonomisk opsving, voksede AKP's vælgertal fra en tredjedel i 2002 til halvtreds procent i 2011. De var på vej til at indfri Erdoğans formodede mål, nemlig en ophævelse af Atatürks revolution og indførelsen af shari'a i Tyrkiet.
 Ministre fra den tyrkiske og syriske regering mødtes i 2009 ved en grænseovergang og eliminerede symbolsk adskillelsen mellem de to lande. |
I januar 2011 begyndte disse planer at gå i opløsning, da det syriske folk vågnede efter fyrre års Assad- despotisme og i begyndelsen ikke-voldeligt, men senere voldeligt agiterede for omstyrtelse af tyrannen. Erdoğan tilbød i begyndelsen Assad sine konstruktive, politiske råd, hvilket sidstnævnte dog afviste til fordel for en voldelig undertrykkelse. Som svar undsagde sunnimuslimen Erdoğan følelsesladet alawien Assad og begyndte at hjælpe de fortrinsvis sunnimuslimske oprørsstyrker. Efterhånden som konflikten blev mere ubarmhjertig, sekterisk og islamistisk, idet der i realiteten blev tale om en sunni-alawi-borgerkrig med 30.000 døde, mange gange dette antal sårede og endnu flere fordrevne, blev tyrkiske tilflugtssteder og tyrkisk nødhjælp uundværlige for oprørerne.
Det, der i begyndelsen havde lignet en genistreg, blev forvandlet til Erdoğans første større fejlgreb. De udlandskonspiratoriske teorier, som han brugte til at fængsle og kue den militære ledelse, fik ham til at stå tilbage med en lidet effektiv kampstyrke. Uvelkomne syriske flygtninge flokkedes i de tyrkiske grænsebyer og endnu længere inde i landet. Tyrkerne er altovervejende modstandere af krigspolitikken vendt mod Syrien, med en ganske særlig modstand fra 'alevierne, et religiøst samfund som udgør 15-20 procent af Tyrkiets befolkning, klart adskilt fra Syriens alawier, men med samme shiitiske rod. Assad gjorde gengæld ved at genetablere sin støtte til PKK, hvis eskalerende vold skaber store hjemlige problemer for Erdoğan. Faktisk kan kurderne – som gik glip af deres chance, dengang Mellemøsten blev brudt op efter Første Verdenskrig – måske gå hen og blive de egentlige vindere ved de aktuelle fjendtligheder; for første gang kan man forestille sig omridset af en kurdisk stat med tyrkiske, syriske, irakiske og endda iranske komponenter.
Damaskus har stadig en stor magtmæcen i Moskva, hvor Vladimir Putins regering tilbyder sin assistance via våben og vetoer i FN. Plus at Assad nyder godt af en gavmild og brutal iransk hjælp, som fortsætter trods mullahregimets store økonomiske problemer. Herimod står, at Ankara ganske vist stadig formelt hører med til NATO og kan nyde godt af privilegiet ved alliancens berømte artikel 5, som lover, at et militært angreb på et medlemsland vil medføre "sådanne handlinger som skønnes …nødvendige, herunder brug af væbnet magt," men NATO's sværvægtere har ikke vist nogen intentioner om at gribe ind i Syrien.
 Vitaly Churkin, den russiske ambassadør, nedlægger veto imod en resolutionsskitse i FN's Sikkerhedsråd. |
Ti års succes steg Erdoğan til hovedet og lokkede ham ud i et forfejlet, syrisk eventyr, som kan undergrave hans popularitet. Han kan endnu nå at tage ved lære af sine fejl og trække følehornene til sig, men padishahen i Ankara har lagt sig tungt over hans jihad imod Assad-regimet og presser på for at gennemtvinge dettes sammenbrud og dermed hans redning.
For at svare på mit indledende spørgsmål: Den tyrkiske krigeriskhed skyldes hovedsagelig én mands ambition og ego. De vestlige stater bør holde sig langt væk og lade ham falde i det hul, han selv har gravet.
