Jamen dog, tak til Muslim Public Affairs Council for denne bekræftelse. Den er særdeles påskønnet, også selvom den dukker op i en 65 siders pamflet, Not Qualified: Exposing the Deception Behind America's 25 Top Pseudo-Experts on Islam [Ukvalificeret: Afsløring af bedraget bag Amerikas 25 top-pseudoeksperter vedrørende islam].
Ifølge MPAC, en førende islamistgruppe med base i Los Angeles, skulle disse 25 være Andrew Bostom, William Boykin, Stephen Coughlin, Nonie Darwish, Steven Emerson, Brigitte Gabriel, Frank Gaffney, David Gaubatz, William Gawthrop, Pamela Geller, John Giduck, Sebastian Gorka, John Guandolo, Tawfik Hamid, David Horowitz, Raymond Ibrahim, Zuhdi Jasser, Andrew McCarthy, Walid Phares, Patrick Poole, Walid Shoebat, Robert Spencer, Erick Stakelback, David Yerushalmi … og mig.
Hovedanken i MPAC's analyse er, at medlemmerne af denne gruppe stort set ikke er det, man kalder for eksperter i islam, idet betegnelsen defineres som
[E]n person, der besidder formelle akademiske kvalifikationer inden for islamiske studier fra en anerkendt højere læreanstalt i Vesten eller fra en af de højere læreanstalter i lande med muslimsk majoritet, som rangerer blandt verdens top-500 universiteter. For at være klassificeret som "ekspert" efter ovenstående definition skal ens skudsmål også være offentligt verificerbart.
Ifølge MPAC hedder det, at "blandt de 25 undersøgte personer besad kun 1 (4%) kvalifikationerne til at blive anset for 'ekspert' i islam." De 4% skulle så være mig. Et andet sted modsiger MPAC sig selv og lader også Raymond Ibrahim have "de formelle og verificerbare akademiske skudsmål til at blive klassificeret som ekspert." Og endnu mere selvmodsigende er det, at pamflettens titel indebærer, at MPAC siger, at jeg er en "pseudoekspert" i islam.
Mit første spørgsmål må være, hvorfor MPAC udvælger personer, som slet ikke gør krav på at være islameksperter (så som John Giduck og David Horowitz), men udelukker kritikere med akademiske skudsmål inden for islamiske studier så som Fouad Ajami, David Cook, David Forte, Efraim Karsh, Martin Kramer, Bernard Lewis, Michael Rubin, Philip Salzman og Kemal Silay?
Min hovedanke går på, at man lægger vægten på folks akademiske skudsmål. Området for mellemøstlige studier viser med en kun alt for broget tydelighed, at det at besidde en Ph.D. ikke er nogen garanti for kompetence. Desværre forholder det sig nærmest omvendt.
Det er ikke, hvor en person blev uddannet, dengang han var i tyverne, de sprog han mestrer eller antallet af år han har boet i udlandet, som betyder noget, men den dygtighed, viden, energi og intelligens han efterfølgende udviser. Som en der er i besiddelse af de fornødne grader, sprogkundskaber og års ophold i udlandet foragter jeg denne selvdyrkende vægt på akademisk baggrund, som vil udelukke folk uden en Ph.D. fra at kommentere muslimske forhold.
En række af personerne på MPAC's liste over 24 har ydet vægtige bidrag. Tag for eksempel Robert Spencer: Han har ganske vist blot en M.A. i religiøse studier, mangler talefærdighed i mellemøstlige sprog og har aldrig boet i et land med muslimsk flertal, men han har udviklet en omfattende belæsthed, når det gælder islam, hvilket kommer til udtryk i hans mange bøger. Faktisk udfordrer jeg MPAC til at stille ham op imod en hvilken som helst Ph.D.-besiddende ekspert i islam efter deres eget valg. Jeg vil hermed nominere den førende skudsmålsindehaver, John Esposito, til jobbet.
 MPAC's Salam al-Marayati, arbejdsløs? |
Med hensyn til MPAC's beskyldninger mod mig: for det første præsenterer jeg mig aldrig som "islamekspert," men som specialist i muslimsk historie og politik. Der er en kolossal forskel. Jeg studerer ikke koranen, men muslimske handlinger.
MPAC skriver, at "der foreligger ingen vidnesbyrd om, at han har rejst til et land med muslimsk flertal med henblik på egentlige studier i flere årtier": For det første, hvordan kan MPAC kende min rejseplan og vide noget om, hvorvidt jeg foretager egentlig forskning under mine udlandsrejser? Mine rejser er private. For det andet, siden hvornår er historikere begyndt at drive feltarbejde? Mine lidt over tre år i Niger, Mali, Tunesien, Egypten og Tyrkiet i 1970'erne lærte mig meget, men de havde ingen betydning for mit historiske arbejde, som fokuserede på den tidlige middelalderperiode. For det tredje er islam i USA et fællesanliggende for MPAC og de 25, herunder mig; da jeg bor i Philadelphia, driver jeg derfor feltarbejde hver eneste dag.
 Den tyske filosof Georg Hegel (1770–1831). |
MPAC kritiserer mig for at citere Hisham Kabbani og Michael Waller som informationskilder: Kabbani aflagde et værdifuldt førstehånds vidnesbyrd vedrørende radikaliseringen af amerikanske moskeer og blev af denne grund, med en afslørende islamistisk arrogance, jaget ud af det islamiske establishment. Forskningsresultater udgivet i 2011 af Mordechai Kedar og David Yerushalmi, bekræfter iøvrigt Kabbanis vurdering. Hvad angår Waller, så citerede jeg fra hans vidnesbyrd over for Senatet vedrørende procentandelen af moskeer i USA ejet af North American Islamic Trust; han er en troværdig kilde – sådan som hans Senatshøring antyder – og hans skøn over moskeejerskab er endnu ikke blevet modbevist. Hvordan disse citater kan så tvivl om min videnskabelighed, undrer mig stærkt.
MPAC erindrer om, at min nominering til bestyrelsen i U.S. Institute of Peace [Det Amerikanske Fredsinstitut] i 2003 stødte på modstand i Senatet: Det, at nogle Demokratiske politikere ikke brød sig om mine synspunkter, skulle altså anfægte min videnskabelighed? Hold dog op.
MPAC føler sig stødt over, at jeg har sagt, at interneringen af japansk-amerikanere under 2. Verdenskrig var berettiget: Man kan være enig eller uenig i dette synspunkt, men det har intet at gøre med mit kendskab til muslimsk historie.
Så, MPAC, tak endnu engang fordi I udråber mig til islamekspert. Beklager, at jeres forsøg på at ændre på dette falder så sølle ud.
