Efter Muhammed-protesterne

Her hvor de muslimske skarer opløses og de amerikanske diplomatiske institutioner vender tilbage til normal aktivitet, gør jeg mig tre afsluttende overvejelser over de optøjer, som begyndte den 11. sep. i år og dræbte omkring 30 personer:

Annemarie Schimmels "And Muhammad Is His Messenger: The Veneration of the Prophet in Islamic Piety."

Filmen havde rent faktisk betydning: Obama-administrationen listede sig uærligt uden om ansvaret for mordene på fire amerikanere i Libyen ved at hævde, at angrebene var en protest imod videoen "Innocence of Muslims," en protest som mod forventning løb ud af kontrol . I en reaktion herpå har førende kommentatorer konkluderet, at videoen næppe havde nogen videre betydning nogen steder. Barry Rubin afviser hånligt videoen som en "falsk undskyldning for demonstrationen" i Egypten. Michael Ledeen beskylder regeringen for at påstå, "at et angreb på amerikanere slet ikke er et angreb på amerikanere, men et angreb på en video." "Det handler lige så lidt om en video," skriver Andrew McCarthy, "som lignende episoder i de senere år har handlet om tegninger, bamser, tilfældige koran-afbrændinger osv." Hussein Haqqani afviser protesterne som en "effekt af politik, ikke religion." For Victor Davis Hanson er videoen og tilsvarende hændelser "ikke andet end grove påskud til, på belejlige tidspunkter, at rette raseriet blandt deres uvidende og forarmede masser imod USA og derved vinde magt." Lee Smith forestiller sig, at dette at "lægge skylden på videoen er en del af en kompleks, offentlig, diplomatisk kampagne." Cliff Kinkaid kalder rent ud videoen for "en afledningsmanøvre, som skal redde Obamas præsidentembede."

Jeg respekterer og har lært noget af alle disse skribenter, men er uenig, når det gælder videoen. Javist, enkeltpersoner, organisationer og regeringer ansporede pøbelen – faktisk skal der altid en igangsætter til at mobilisere muslimer imod en fornærmende udtalelse, tekst, tegning eller video. Men det ville være en fejl blot at anse pøbelen for et redskab for kolliderende interesser (så som salafisterne versus Det Muslimske Broderskab i Egypten) eller amerikanske, politiske imperativer. Raseriet imod videoen var dybfølt, virkeligt og vedholdende.

Personen Muhammed har opnået en helgenagtig status blandt muslimer og må ikke kritiseres, for slet ikke at tale om at forhånes. Den tyske orientalist Annemarie Schimmel har (i sin undersøgelse af ærbødigheden over for Muhammed fra 1985) påpeget, at hans personlighed, ud over koranen, udgør "kernen i muslimers liv." Den voldsomme vrede blandt muslimer over fornærmelser mod hans person er ægte; bemærk f.eks. den berygtede paragraf 295-B i Pakistans kriminallov, som straffer enhver ærekrænkelse af Muhammed, også selvom den er utilsigtet, med henrettelse. Disse lovregler nyder så stor støtte, at to prominente politikere, Salman Taseer og Shahbaz Bhatti, blev myrdet i 2011 alene for at have ytret deres modstand imod Pakistans blasfemilove. Mordene på dem havde intet at gøre med Vesten og var bestemt ikke afledningsmanøvrer i en amerikansk præsidentkampagne.

Salman Taseer (t.v.) og Shahbaz Bhatti, to prominente pakistanske politikere, blev myrdet i 2011 på grund af deres modstand imod landets blasfemilove.

Obama versus Morsi: Den amerikanske og den egyptiske præsident udtrykte yderst forskellige syn på friheden til at ytre sig blasfemisk i deres indlæg i FN i sidste uge. Barack Obama insisterede på, at "i 2012, en tid hvor enhver med en mobiltelefon kan udsprede fornærmende synspunkter overalt på kloden blot ved at trykke på en knap, er tanken om, at vi kan styre informationsstrømmen, forældet. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi reagerer. Og her bør vi være enige: der findes ingen ytringer, som retfærdiggør tankeløs vold." Mohamed Morsi var uenig: "De modbydeligheder, som for nylig blev offentliggjort som del af en organiseret kampagne imod islamiske helligdomme, er uacceptable og kræver, at vi står fast. Vi har et ansvar i denne internationale forsamling for at undersøge, hvordan vi kan beskytte verden imod ustabilitet og had." Kort sagt, parterne har hver især en holdning og en metode (ytringsfrihed versus forbydelse af blasfemi), som man anser for grundlæggende for egen identitet og fremmer med en vis ærbødighed. Lige siden Khomeinis dødsdom over Salman Rushdie i 1989 har parterne forsøgt at pådutte den anden sit eget synspunkt, hvilket tyder på, at dette sammenstød mellem viljer kun lige er begyndt.

Tendenser: Efter at have været vidne til dette sammenstød lige siden Khomeini-tiden kan jeg skelne tre hovedtendenser. For det første hylder muslimerne i stigende grad det politiske imperativ om at bevare Muhammeds hellige ukrænkelighed. For det andet er de vestlige regeringer og eliter (dvs. journalister, advokater, intellektuelle, kunstnere) med årene i stigende grad blevet skræmt ved konfrontationen med det islamistiske raseri og har vist sig villige til at undskylde, forsone og berolige; et rystende eksempel var udmeldingerne fra den amerikanske ambassade i Cairo den 11. sep. i år, mens pøbelen gik amok udenfor. For det tredje har de vestlige ikke-eliter i stigende grad reageret på islamisterne med et I-vil-gerne-fornærmes-jamen-så-se-her!, som har indbefattet koran-afbrændinger, "Bekæmp Jihad" annoncer, aggressivt fornærmende franske tegninger og løfter om en sand bølge af Muhammed-film.

Tilsammen får disse tre tendenser mig til at formode, at værdikonflikten fremover vil flamme stadig voldsommere op .