Angrebene i tirsdags imod amerikanske delegationer i Cairo og Benghazi passer ind i et velkendt mønster af islamistisk intimidation og vestlig forsoning, som går tilbage til Salman Rushdie-affæren i 1989. Obama-administrationens logrende overgivelsesreaktion på mordene på amerikanske diplomater øger sandsynligheden for flere af den slags angreb.
 Flammer den 11. sept. indenfor i det amerikanske konsulat i Benghazi. |
Rushdie-krisen opstod pludselig, da den daværende hersker i Iran, Ayatollah Khomeini, udstedte en dødsdom over en romanforfatter, fordi han havde skrevet en magisk-realistisk roman, De Sataniske Vers, og erklærede, at bogen var "imod islam, profeten og koranen." Denne begivenhed efterfulgtes dengang af en lang række lignende angreb – vedrørende en udsmykningsfrise på en amerikansk højesteretsbygning i 1997, den amerikanske evangeliske leder Jerry Falwell i 2002, Newsweek i 2005, de danske tegninger i 2006, pave Benedict XVI også i 2006, Florida-prædikanten Terry Jones i 2010 og amerikanske soldater i Afghanistan i begyndelsen af 2012. I hvert eneste af disse tilfælde førte den oplevede krænkelse mod islam til voldshandlinger, sommetider mod vesterlændinge, men endnu hyppigere blandt muslimer indbyrdes.
Begivenheden i 2010, som dræbte 19 mennesker i Afghanistan, fik David Goldman, som dengang arbejdede ved tidsskriftet First Things, til at bemærke, at "en galning udstyret med en tændstik og en kopi af koranen kan forvolde større skade på den muslimske verden end en bus fuld af selvmordsbombere.… Hvad er værdien i dollar af skaderne fra en brugt paperbackudgave af koranen?" Goldman spekulerede på, hvad efterretningstjenesterne kunne lære af Jones og for ganske få dollars så frøene til et udbredt anarki.
Indtil nu har krampetrækningerne i 2012 ført til fire amerikaneres død, og flere vil sikkert følge. Jones (med sin "International Judge Muhammad Day" [International dom over Muhammad-dag]) og Sam Bacile (som måske slet ikke eksisterer, men formodes at have kreeret den anti-islamiske video, som primært har inspireret til denne 11. september-vold) kan ikke blot forvolde dødsfald efter forgodtbefindende, men de kan også komme grus i maskineriet i de amerikansk-egyptiske relationer og endda blive en faktor i det amerikanske præsidentvalg.
 Et stillfoto fra den anti-islamiske film, som udløste demonstrationer i Egypten. |
Og hvad angår Obama-administrationen: idet den handlede på sin sædvanlige forsonlige og undskyldende måde, anklagede den kritikerne af islam. "De Forenede Staters ambassade i Cairo fordømmer sådanne vildledte personers fortsatte bestræbelser på at såre muslimers religiøse følelser. … Vi afviser på det bestemteste handlingerne hos dem, der misbruger den universelle ytringsfrihed til at såre andres religiøse tro." Hvorefter udenrigsminister Hillary Clinton ("USA beklager enhver bevidst bestræbelse på at nedgøre andres religiøse tro") og Barack Obama ("USA forkaster alle bestræbelser på at nedgøre andres religiøse tro") bekræftede det oprindelige kryberi.
 En Tweet fra USA's ambassade i Cairo. |
Den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, reagerede omgående og sagde med rette, at "Det er skandaløst, at Obama-administrationens første reaktion ikke bestod i at fordømme angrebene på vore diplomatiske delegationer, men i at udtrykke sympati med dem der udførte angrebene." Dette argument har meget store implikationer, ikke så meget for valget (Iran er det udenrigspolitiske nøgleproblem her), men fordi en sådan svaghed ansporer islamisterne til at angribe igen, både for at lukke for kritikken af islam og for at påtvinge Vesten et aspekt af shari'a, den islamiske lovgivning.
Terry Jones, Sam Bacile og deres fremtidige efterlignere ved, hvordan de kan drive muslimer til vold, bringe vestlige regeringer i forlegenhed og påvirke historiens gang. Og islamisterne på deres side ved, hvordan de kan udnytte Jones, et al. Den eneste måde man kan standse denne cyklus på, er ved at regeringerne står fast på deres principper: "Borgerne har ytringsfrihed, hvilket især betyder retten til at fornærme og irritere. Myndighederne vil beskytte denne ret. Muslimer nyder ikke særlige privilegier, men er underlagt de samme regler for ytringsfrihed som alle andre. Lad os være."
