Bashar al-Assads jammerlige tilstedeværelse i præsidentpaladset i Damaskus kan, stik imod mange vestlige formodninger, gøre mere gavn end skade. Hans morderiske, terroristiske pro-Teheran-regime er også ikke-ideologisk og relativt sekulært; det holder anarkiet borte foruden et islamistisk styre, folkedrab og slynglernes kontrol med Syriens kemiske våben.
Samtidig med at Syriens borgerkrig tager til i intensitet, er vestlige stater i fuld gang med at hjælpe oprørerne med at fælde Assad og hans håndlangere. Herved håber Vesten at redde liv og hjælpe et demokratisk kursskifte på vej. Mange vestlige stemmer efterlyser mere end den ikke-dødelige hjælp, som allerede tilbydes, og ønsker at bevæbne oprørerne, oprette sikre zoner og endda deltage direkte i deres krig mod regeringen.
Men ved at hjælpe oprørerne overser vi et helt grundlæggende spørgsmål: vil en intervention i Syrien imod Assad fremme vore egne interesser? Dette åbenlyse spørgsmål bliver overset, fordi mange vesterlændinge føler sig så trygge i deres egen tilværelse, at de glemmer deres egen sikkerhed og i stedet fokuserer på interesserne hos dem, de oplever som de svage og udbyttede, hvad enten det drejer sig om mennesker (f.eks. oprindelige folkeslag eller fattige) eller dyr (hvaler og slangehalsfugle). Vesten har udviklet nogle sofistikerede mekanismer til at håndtere disse bekymringer (f.eks. pligten til at beskytte og dyrerettighedsaktivisme).
For dem af os der føler sig knapt så trygge, vedbliver afværgelsen af trusler mod vores sikkerhed og vores civilisation at have topprioritet. Set i dette lys rummer hjælpen til oprørerne mangfoldige minusser for Vesten.
For det første er oprørerne islamister og har til hensigt at danne en ideologisk regering, som vil være endnu mere fjendtlig over for Vesten end Assads. Deres afbrydelse af forbindelserne til Teheran vil blive afvejet af deres indsats for at fremme sunni-islamismens barbariske kræfter.
For det andet er argumentet om, at en vestlig indgriben vil reducere den islamistiske kraft i oprøret ved at erstatte det materiel, der i dag strømmer ind fra de sunni-islamiske lande, latterligt. Syriens oprørere har ikke brug for vestlig hjælp til at vælte regimet (og ville heller ikke være taknemlige for den, hvis de fik den, såfremt Irak er retningsgivende). Den syriske konflikt sætter helt grundlæggende landets sunni-arabiske, uprivilegerede 70 procents flertal op imod Assads privilegerede 12 procents alawi-minoritet. Føj hertil hjælpen fra udefrakommende islamistiske frivillige såvel som flere sunni-stater (Tyrkiet, Saudi Arabien, Qatar) og Assad-regimet er dødsdømt. Assad kan ikke undertrykke et stadig mere omfattende oprør imod styret; jo mere hans tropper slagter løs og lemlæster, desto flere afhoppere vil der reelt opstå, og hans støtter vil skrumpe ind til kun at omfatte alawi-kernen.
For det tredje vil en fremskyndelse af Assad-styrets kollaps ikke redde liv. Det vil ikke markere afslutningen på konflikten, men blot afslutningen på dens åbningskapitel og vil sandsynligvis blive efterfulgt af endnu værre vold. Når sunnierne endelig hævner deres næsten halvtredsårige underlæggelse under alawierne, vil oprørernes sejr indvarsle et muligt folkedrab. Den syriske konflikt vil sandsynligvis blive så ekstrem og voldelig, at alle i Vesten vil være glade for, at man holdt sig på afstand af begge konfliktens parter.
For det fjerde er den fortsatte syriske konflikt til en vis gavn for Vesten. Flere sunni-regeringer har bemærket Obama-administrationens tilbageholdenhed med hensyn til at handle og har påtaget sig et ansvar for at vriste Syrien ud af det iranske virkefelt; dette kommer som en velkommen udvikling efter deres årtier lange tilpasning til den shiitiske islamiske republik. Desuden, når sunni-islamister slås mod shia-islamister, så bliver begge parter svækkede og deres dødelige rivaliseren mindsker deres evne til at skabe problemer for omverdenen. Ved at inspirere urolige minoriteter (sunnier i Iran, kurdere og shiitter i Tyrkiet) vil de fortsatte kampe i Syrien også kunne svække islamistiske regeringer.
Når regimet falder, vil alawi-ledelsen, med eller uden Assad, måske trække sig tilbage til sine ældgamle forskansninger i Latakia-provinsen i det nordvestlige Syrien; iranerne vil meget vel kunne forsyne dem over vand med penge og våben og gøre det muligt for dem at holde ud i årevis, hvilket vil forlænge konfrontationen mellem sunni- og shia-islamister yderligere og afholde dem fra at overfalde andre så længe.
Den eneste undtagelse for en ikke-interventionspolitik ville være at sikre Syriens kolossale arsenal af kemiske våben, både for at forhindre at terroristgrupper erobrer dem, og for at forhindre at Assad spreder dem i et Götterdämmerung-scenarie på sin vej mod bunden, om end denne vanskelige opgave ville kræve hele 60.000 udenlandske tropper på landjorden spredt ud over Syrien.
Der er intet i de vestlige staters forfatninger, som kræver, at de blander sig i hver eneste udenlandsk konflikt; at afvente udfaldet af denne vil vise sig at være et klogt træk. Ud over den moralske fordel ved ikke at være ansvarlig for de rædsler, som vil komme, så vil dette at holde sig væk også gøre det muligt for Vesten i sidste ende at hjælpe sine eneste sande venner i Syrien, nemlig landets frisindede, liberale kræfter.
