Denne uge markerer 60-året, siden Egyptens selvudråbte Frie Officerer omstyrtede kong Farouqs konstitutionelle monarki – og den første årsdag, hvor man kan forestille sig et ophør for den militære despotisme, som så længe har skadet landet. Sørgeligt nok vil dets mest sandsynlige erstatning frembringe et endnu værre styre.
 Kong Farouk I (reg. 1936-52). |
Monarkiets æra havde mange fejl, lige fra skændige indkomstniveauer til voldelige bevægelser (blandt disse først og fremmest Det Muslimske Broderskab), men det var en æra præget af modernisering, af en voksende økonomi og af en tiltagende indflydelse i verden. Industrialiseringen var begyndt, kvinderne smed ansigtssløret, og egyptisk soft power havde udbredt gennemslagskraft i arabisktalende lande. Tarek Osman mindes denne periode i sin fremragende bog Egypt on the Brink: From Nasser to Mubarak [Egypten på kanten: Fra Nasser til Mubarak] (Yale) som "liberal, glamourøs, kosmopolitisk."
Generalernes og obersternes dystre styre begyndte den 23. juli 1952 under ledelse af den ambitiøse Gamal Abdul Nasser (reg. 1954-70). Den grandiose Anwar el-Sadat (reg. 1970-81) fulgte, derefter den pompøse Husni Mubarak (r. 1981-2011). Nasser, som var langt den værste i denne trio, dansede med den anti-kapitalistiske modviljes og den anti-imperialistiske frustrations dæmoner; hans styre oplevede en forkrøblende konfiskering af privat ejendom og tomhjernede udenlandske eventyr (med Syrien, imod Israel, i Yemen), en gæld som landet stadig betaler af på.
 Præsident Muhammad Naguib (reg. 1953-54). |
Regimet specialiserede sig i bedrag. Juntaen iførte sig civil klædedragt, selv om militærets lange arm strakte sig over økonomien, sikkerhedstjenesten, lovgivningsmagten og domstolene. Sammenholdet med Syrien dækkede over et bittert fjendskab. Demonstrativ rivalisering med islamisterne skjulte en ussel konkurrence om frynsegoder. Fred med Israel var en forklædning for fortsat krigsførelse med andre midler.
Gennem hele hærstøvlernes lange, smertefulde og regressive epoke gik Egypten tilbage ifølge alle meningsfulde opgørelser, lige fra levestandard til diplomatisk indflydelse, selvom befolkningen firedobledes, fra 20 til 83 millioner, og den islamistiske ideologi blomstrede. Egypten og Sydkorea, skriver Osman, var socioøkonomisk på lige fod i 1952; i dag er Egypten faldet langt bagud. Han skriver, at "samfundet ikke oplevede nogen fremgang" under soldaterstyret, men derimod "på mange områder gik det faktisk tilbage." Han registrerer siden 1952 "en overvejende følelse af uoprettelig skade, af nationalt nederlag." Lige fra fodboldkampe til poesi fornemmer man denne nederlagsstemning.
 Præsident Gamal Abdul Nasser (reg. 1954-70). |
Da han nærmede sig sine 30 år ved magten, besluttede farao Mubarak, i et anfald af hybris, at køre sine militære kolleger ud på et sidespor. Han håbede at kunne stjæle endnu flere penge, selvom det betød, at han måtte nægte officererne deres andel, og forsøgte (presset af sin kone) at få ikke endnu en militærofficer, men sin egen søn, bankmanden Gamal, til at efterfølge sig som præsident.
De rasende generaler afventede det rette tidspunkt. I begyndelsen af 2011, da de modige, sekulære og moderne unge mennesker på Tahrir-pladsen kundgjorde deres utålmodighed med tyranniet, udnyttede juntaen dem til at fjerne Mubarak fra posten. De frisindede troede, at de havde vundet, men de havde blot tjent som et redskab og en undskyldning for militæret til at skille sig af med dets afskyede herre. Da de frisindede havde tjent deres formål, blev de skubbet til side, mens officerer og islamister sloges om rovet.
 Præsident Anwar el-Sadat (reg. 1970-81). |
Og det bringer os frem til nutiden: De væbnede styrkers øverste råd, SCAF, kører stadig landet, Det Muslimske Broderskab ønsker at skubbe det til side. Hvilken af disse uværdige, autokratiske kræfter vil vinde? SCAF har, set med mine øjne, godt 80 procent chance for at fastholde magten, hvilket betyder, at islamisterne kun vil kunne fastholde grebet, hvis de udviser tilstrækkeligt talent. SCAF sendte dygtigt Det Muslimske Broderskabs mest karismatiske og dygtigste leder, Khairat al-Shater, ud på et sidespor af tvivlsomme tekniske årsager (hans fængsling under Mubarak-styret). Det efterlod den langt mindre kompetente Mohamed Morsi som Broderskabets fanebærer og landets nye præsident. Hans første par uger har vist ham som en mumlende fumlemikkel uden talent for politisk kamp selv imod de inkompetente personer, som befolker SCAF.
I dag hvor egypterne må udholde 60-året for militærets magtgreb, har de meget lidt at se frem til. Hvis de har flere festligholdelser af 23. juli i vente, skal de i de mindste ikke lide og kæmpe sig igennem til den første årsdag med islamisk styre. Det er dog bedre at være domineret af grådige soldater end af islamistiske ideologer.
Men egypterne og deres udenlandske støtter kan aspirere til noget bedre. De frisindede, som samledes på Tahrir-pladsen, er og bliver landets eneste håb og Vestens eneste allierede; de fortjener at blive støttet. Uanset hvor fjernt de måtte være fra magtens korridorer, udgør deres fremvækst en enestående modgift mod tres års tyranni og tilbagegang.
