Hvad betyder det, at Mohamed Morsi er Egyptens præsident? På vegne af almindelig amerikansk konsensus talte Bret Stephens for nylig i Wall Street Journal imod den trøst, at Det Muslimske Broderskabs sejr "blot er symbolsk, eftersom hæren stadig sidder på våbnene." Han konkluderede, at "Egypten er tabt."
Vi vil her argumentere for det modsatte: valget var ikke bare symbolsk, men illusorisk, og Egyptens fremtid er i høj grad sat i spil.
Morsi er hverken den mest magtfulde politiker i Egypten eller øverstbefalende. Man kan hævde, at han ikke engang kører Det Muslimske Broderskab. Hans job er udefineret. Militæret kan feje ham til side. For første gang siden 1954 er Egyptens præsident en sekundær figur, der er blevet tildelt den funktionelle rolle, som længe har været forbundet med premierministrene.
 Et billede af Morsi og Tantawi afslører betingelserne for deres indbyrdes relation: Ikke blot sidder Tantawi til højre, hvor de foregående egyptiske præsidenter (Nasser, Sadat, Mubarak) rituelt sad, når de havde en gæst, men mødet fandt også sted i forsvarsministeriet, ikke i præsidentpaladset, sådan som normal procedure ville kræve. |
Mohamed Tantawi er Egyptens egentlige hersker. Som formand for de væbnede styrkers øverste råd (SCAF), feltmarskal og forsvarsminister fungerer han ikke alene som chefkommandør, men tillige som egentligt overhoved for alle Egyptens tre regeringskontorer. Tantawi er en autokrat med næsten enevældig magt. Som hovedrepræsentant for den militærjunta, som har regeret Egypten siden februar 2011, er det hans opgave at udvide juntaens styre ubegrænset ind i fremtiden og dermed sikre officererne deres frynsegoder og privilegier.
SCAF udnytter Det Muslimske Broderskab og andre stedfortrædere som sin civile fremtrædelse, en rolle som de gladelig spiller, ved at lade islamisterne køre en overdreven procentandel af de parlamentariske stemmer i hus og derefter vinde præsidentvalget. Under den mistænkelige, ugelange forsinkelse før præsidentstemmerne blev bekendtgjort, mødtes SCAF med Det Muslimske Broderskabs egentlige leder, Khairat El-Shater, og indgik en aftale, hvorved Morsi blev præsident, men SCAF stadig regerer.
For at forstå SCAF's magt, må man lægge mærke til tre handlinger, som det foretog i tilknytning til præsidentvalget:
Indførelse af krigsretstilstand: Den 13. juni gav justitsministeren efterretningsvæsenet og militærpolitiet bemyndigelse til at arrestere civile efter forgodtbefindende og fængsle dem i op til seks måneder, såfremt de udtrykte nogen form for skreven eller kunstnerisk opposition mod SCAF, politiet eller disses islamistiske stedfortrædere, samtidig med at det kunne medføre et liv i fængsel at protestere mod de selvsamme institutioner ude i gaderne.
Opløsning af parlamentet: På baggrund af at parlamentsvalget nov. 2011-jan.2012, brød forfatningen (som forbyder partikandidater at stille op til "individuelle" pladser), kendte den administrative højesteret dette ulovligt i februar 2012. Den 14. juni bekræftede den SCAF-kontrollerede forfatningsdomstol denne beslutning og opløste parlamentet. Set i bakspejlet ser det ud som om, SCAF, der overvågede valgene, med vilje lod islamisterne bryde loven for efter behag at have en undskyldning for at opløse Egyptens uretmæssige parlament.
Etablering af præmisserne for en krigsretstilstand: SCAF udsendte en forfatningserklæring den 17. juni, som formaliserede dets intention om at forlænge militærets 60 år gamle styre. Artikel 53/2 fastslår, at ved indre uroligheder "kan præsidenten træffe beslutning om at beordre de væbnede styrker – med SCAF's godkendelse – til at opretholde sikkerheden og forsvare offentlig ejendom." Grundlaget for en total militær overtagelse kan dårligt udtrykkes mere ligeud; Morsis plan om at genindkalde det opløste parlament kunne retfærdiggøre sådan en handling.
 Morsi aflagde sin præsident-ed for forfatningsdomstolen og ikke i parlamentet. En understregning af endnu en symbolsk sejr for SCAF. |
Mens udlændinge stort set er blinde over for SCAF's magtspil, så erkender egypterne bredt denne virkelighed. Den liberale April 6 Youth Movement [Ungdomsbevægelsen af 6. april] kaldte de seneste handlinger for "et blødt statskup." Journalisten Zainab Abu El-Magd noterede bittert, at "politiske kup foregår i vore dage ved 'retfærdige valg'." Ziad Abdel Tawab fra Cairo Institute for Human Rights Studies [Cairos Institut for Menneskerettigheder] kaldte opløsningen af parlamentet for et "utilsløret militærkup." En egyptisk avis kaldte Morsi for en "præsident uden magt," mens en islamistisk sammenlignede ham med Englands dronning Elizabeth II.
SCAF kæmper for at forlænge status quo, hvor officerskorpset nyder det gode liv og resten af landet betjener dets behov. At gøre Morsi til tilsyneladende præsident i Egypten skyder klogeligt ansvaret over på ham, her hvor landets økonomiske problemer forværres. Men SCAF's numre indebærer stor fare og kan give bagslag, fordi en befolkning, der er træt af tyranni og tilbageståenhed, oplever mere af samme skuffe. Den næste eksplosion kan få opstanden i begyndelsen af 2011 til at virke tam.
I forsøget på at hjælpe med at undgå en sådan næste eksplosion bør de vestlige regeringer anlægge en politik, som presser SCAF til gradvist at tillade øget ægte politisk deltagelse.
