Mindskelse af UNRWA's skader

Kritikerne af United Nations Relief and Works Agency (UNRWA), FN-organisationen der har til opgave at våge over de palæstinensiske flygtninge, har haft tendens til at fokusere på dens forsyndelser. Dens lejre er tilflugtssteder for terrorister. Dens bureaukrati er oppustet og den lønningslister inkluderer radikale. Dens skoler oplærer til had. Dens registreringslister stinker af svindel. Dens politik opmuntrer til en offermentalitet.

Fødevaredistribution udgør i dag kun en lille del af UNRWA's udgifter; de fleste går til uddannelse og sundhed.

Men det problem med UNRWA, der har de største konsekvenser, er selve organisationens mission. Gennem 63 år er den blevet til et agentur, som har forlænget flygtningeproblemet frem for at bidrage til dets løsning. UNRWA arbejder ikke for at bosætte flygtninge; i stedet øger den antallet af flygtninge, der føler sig forulempet af Israel, ved hver eneste dag at registrere stadig flere børnebørn og oldebørn, som aldrig er blevet forvist fra deres hjem eller beskæftigelse, og kunstigt føje dem til opgørelsen over "flygtninge." I dag udgør disse efterkommere over 90 procent af UNRWA-flygtningene.

Desuden krænker UNRWA flygtningekonventionen ved at insistere på, at næsten to millioner mennesker, som har fået statsborgerskab i Jordan, Syrien og Libanon (og som udgør 40 procent af UNRWA's modtagere), stadig er flygtninge.

Som et resultat af denne praksis er antallet af UNRWA-flygtninge, frem for at aftage ved genbosættelse og naturlig afgang, bestandig vokset siden 1949, fra 750.000 til næsten 5 millioner. Med denne hastighed vil antallet af UNRWA-flygtninge overstige 8 millioner i 2030 og 20 millioner i 2060, og organisationens lejre og skoler vil evindelig fremelske den håbløse og ufrugtbare drøm, at alle disse millioner af efterkommere en dag vil "vende tilbage" til deres forfædres hjem i Israel. Når selv Det Palæstinensiske Selvstyres formand, Mahmoud Abbas, erkender, at det at sende fem millioner palæstinensere til landet vil betyde "Israels ophør," er det åbenlyst, at UNRWA hindrer en løsning på konflikten.

Den israelske regerings embedsmænd er fuldkommen klar over, at UNRWA forlænger flygtningeproblemet, og er fuldt bekendt med agenturets forsyndelser. Men når det er sagt, skal det også noteres, at staten Israel har et arbejdsfællesskab med UNRWA og forventer, at organisationen udfører visse serviceopgaver.

Israels samarbejdspolitik begyndte i 1967 med Comay-Michelmore-brevudvekslingen, hvori Jerusalem lovede "de israelske myndigheders fulde samarbejde ... [med henblik på at] lette UNRWA's opgave." Denne politik eksisterer stadig; i november 2009 forsikrede en israelsk repræsentant om "fortsat forpligtelse på den indbyrdes aftale" i brevene fra 1967 og støtte til "UNRWA's vigtige humanitære mission." Han lovede endda at opretholde en "tæt koordination" med UNRWA.

Mural fra Ayat al-Akhras, en palæstinensisk selvmordsbomber, på muren til en UNWRA- skole i Deheishe-flygtningelejren nær Betlehem; trods voldstilskyndelser som denne ønsker den israelske regering ikke, at UNRWA's arbejde lukkes ned. (Foto af Rhonda Spivak)

Israelske embedsmænd skelner mellem UNRWA's negative politiske rolle og organisationens mere positive rolle som et agentur for social bistand, der yder hjælp, primært medicinsk og undervisningsmæssig. De påskønner, at UNRWA, med midler fra udenlandske regeringer, hjælper en tredjedel af befolkningen på Vestbredden og tre fjerdedele i Gaza. Uden disse midler kunne Israel komme til at stå i en eksplosiv situation ved sine grænser og blive mødt af internationale krav om, at man, fremstillet som den "besættende magt," påtager sig byrden med at drage omsorg for disse befolkninger. I ekstreme tilfælde kunne de israelske forsvarsstyrker [IDF] blive nødt til at trænge ind i fjendtlige områder for at overvåge driften af skoler og hospitaler, hvilket de israelske skatteydere måtte betale for – en lidet tiltalende udsigt.

Som en velinformeret israelsk embedsmand opsummerer det, så spiller UNRWA en "nøglerolle ved at yde humanitær bistand til den civile palæstinensiske befolkning", som skal og bør hjælpes.

Dette forklarer, hvorfor Jerusalem, når udenlandske venner af Israel forsøger at fjerne midlerne fra UNRWA, opfordrer til forsigtighed eller ligefrem går ind og hindrer disse bestræbelser. I januar 2010 kundgjorde Canadas Harper-regering for eksempel, at den ville omdirigere hjælpen fra UNRWA til Det Palæstinensiske Selvstyre for at "sikre ansvarlighed og fremme demokrati i Det Palæstinensiske Selvstyre." Selvom B'nai B'rith Canada stolt rapporterede, at "regeringen havde lyttet" til deres råd, udtalte canadiske diplomater, at Jerusalem i al stilhed havde bedt om, at canadierne fortsatte finansieringen af UNRWA.

Et andet eksempel: I december 2011 sagde den hollandske udenrigsminister, at hans regering "grundigt [ville] overveje" sin politik over for UNRWA, for senere at fortælle de fortrøstningsfulde, at Jerusalem havde bedt ham om at lade UNRWA-finansieringen i fred.

Hvilket fører os til følgende spørgsmål: Kan de elementer af UNRWA, som er nyttige for Israel, bevares uden at forlænge den eksisterende flygtningestatus?

Ja, men det kræver, at man skelner mellem UNRWA's rolle som socialt serviceorgan og dets rolle som producent af bestandig flere "flygtninge." I modsætning til organisationens praksis med at registrere børnebørn som flygtninge giver afsnit III.A.2 og afsnit III.B i UNRWA's Consolidated Eligibility & Registration Instructions [Fastsatte berettigelses- og registreringsinstruktioner] mulighed for, at agenturet yder social bistand til palæstinensere uden at definere disse som flygtninge. Denne foranstaltning benyttes allerede: på Vestbredden var 17 procent af de palæstinensere, der var registrerede hos UNRWA i januar 2012 og berettigede til at modtage dens tjenesteydelser, ikke opført som flygtninge.

Med baggrund i det forhold, at UNRWA rapporterer til FN's Generalforsamling, med dennes automatiske anti-Israel flertal, er et pålæg om ændring af UNRWA's praksis næsten umuligt. Men de store UNRWA-donorer, begyndende med den amerikanske regering, bør holde op med at medvirke til UNRWA's forlængelse af den eksisterende flygtningestatus.

Washington bør behandle UNRWA som et middel til at levere sociale ydelser, intet andet. Man bør insistere på, at de UNRWA-modtagere, som enten aldrig er blevet fordrevet, eller som allerede har opnået statsborgerskab i andre lande, selvom de måske stadig er berettigede til UNRWA's ydelser, ikke er flygtninge. En anvendelse af denne skelnen ville reducere et kerne-irritament i det arabisk-israelske forhold.