Samtidig med at den syriske regering i stigende grad desperat og brutalt forsøger at fastholde magten, er opfordringerne til en militær intervention, mere eller mindre efter den libyske model, blevet mere vedholdende. Denne kurs er så afgjort moralsk tiltrækkende. Men bør de vestlige stater følge dette råd? Det mener jeg ikke.
Opfordringerne til handling falder inden for tre hovedkategorier: en sunni-muslimsk ængstelse for deres trosfæller, en generel humanitær interesse i at standse tortur og mord og en geopolitisk bekymring vedrørende virkningerne af den igangværende konflikt. De første to motiver kan relativt nemt aflives. Skulle nogle sunni-regeringer – først og fremmest i Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar – vælge at gribe ind mod alawierne på deres sunni-muslimske trosfællers vegne, så er det deres ret, men de vestlige stater har ingen andel i denne strid.
 Hvem var ansvarlig for massakren i Houla, Syrien, den 25-26. maj 25-26? Billede: en massebegravelse af ofre. |
Den almene humanitære bekymring må imødese problemer vedrørende sandfærdighed, gennemførlighed og konsekvenser. Oprørerne mod regimet, som vinder på slagmarken, synes at være ansvarlige for i det mindste nogle af ugerningerne. Vestens vælgere vil måske ikke acceptere det blod og de udgifter, som en humanitær intervention kræver. Denne skal kunne sejre hurtigt, lad os sige inden for et år. Den efterfølgende regering kan (ligesom i tilfældet med Libyen) vise sig at være endnu værre end det eksisterende totalitære styre. Tilsammen taler disse faktorer overbevisende imod en humanitær intervention.
De udenrigspolitiske interesser bør have forrang, for Vesten er ikke så stærk og sikker, at man kan betragte Syrien udelukkende på baggrund af en bekymring for syrerne; man bør snarere betragte landet strategisk og prioritere sin egen sikkerhed.
 Asma og Bashar al-Assad i en gladere tid. |
Robert Satloff fra Washington Institute for Near Eastern Policy har i The New Republic meget gavnligt opsummeret grundene til, at en syrisk borgerkrig udgør en fare for amerikanske interesser: Assad-regimet kan miste kontrollen over det kemiske og biologiske våbenarsenal; en borgerkrig kan forny PKK's oprør imod Ankara, udvide konflikten regionalt ved at presse Syriens palæstinensiske befolkning ind over de jordanske, libanesiske og israelske grænser; samt udløse kampe mod sunnierne i Libanon og dermed få den libanesiske borgerkrig til at blusse op på ny. Sunni-muslimske jihad-krigere kan på deres side gøre Syrien til et globalt brændpunkt for voldelig islamistisk terrorisme – på grænsen til NATO og Israel. Endelig udtrykker han bekymring for, at en konflikt, som trækker i langdrag, giver islamisterne større muligheder end en, der afsluttes hurtigt.
 Den jordanske salafi-leder Abou Mohamad Tahawi anser alawierne og shi'itterne – ikke israelerne – for at udgøre den største trussel mod sunnierne. |
Og med hensyn til tiden, der arbejder imod vestlige interesser: selv hvis den syriske konflikt skulle ophøre øjeblikkeligt, så øjner jeg næsten ingen udsigter til, at der vil kunne opstå en multietnisk og multireligiøse regering. Før eller siden, når Assad og hans smukke kone stikker af, vil islamisterne sandsynligvis gribe magten, sunnierne vil tage hævn, og de regionale spændinger vil udspille sig i Syrien.
En omstyrtelse af Assad-regimet betyder altså ikke, at den syriske borgerkrig med ét ophører. Det er mere sandsynligt, at Assads fald vil føre til, at alawierne og andre iranskstøttede elementer vil modsætte sig den nye regering. Desuden kan, som Gary Gambill påpeger, en vestlig militær indgriben opmuntre modstanden mod den nye regering og forlænge kamphandlingerne. Endelig vil en forhalet konflikt i Syrien (ligesom det tidligere var tilfældet i Irak), give nogle geopolitiske fordele:
- Den mindsker muligheden for, at Damaskus indleder en krig mod Israel eller genbesætter Libanon.
- Den øger mulighederne for, at iranerne, som er kuet af mullaherne, der er Assads nøgleallierede, vil lade sig inspirere af den syriske opstand og ligeledes gøre oprør imod deres magthavere.
- Den fremkalder en større sunni-arabisk vrede mod Teheran, især eftersom den islamiske republik Iran har overført forsyninger af våben, penge og teknologi som hjælp til at undertrykke syrerne.
- Den letter presset på ikke-muslimerne: et tegn på den nye tankegang er, at den jordanske salafi-leder Abou Mohamad Tahawi for nylig gav udtryk for, at "Koalitionen mellem alawierne og shi'itterne udgør i øjeblikket den største trussel mod sunnierne, endda større end israelerne."
- Den puster til den mellemøstlige vrede mod Moskva og Beijing, fordi de støtter Assad-regimet.
Vestlige interesser tyder på, at man bør holde sig ude af det syriske morads.
