Kan arabere, som udgør en femtedel af Israels befolkning, være loyale borgere i den jødiske stat?
Med dette spørgsmål i tankerne besøgte jeg for nylig flere arabisk beboede områder i Israel (Jaffa, Baqa al-Gharbiya, Umm al-Fahm, Haifa, Acre, Nazareth, Golan-højderne, Jerusalem) og deltog i diskussioner med almindelige arabiske og jødiske israelere.
 Ali Yahya, tidligere israelsk ambassadør i Grækenland og Finland. |
Disse konflikter får mange udtryk. Den lille uuddannede og besejrede israelsk-arabiske befolkning fra 1949 er vokset tifoldigt, har tilegnet sig moderne færdigheder og har genvundet sin selvtillid. Nogle personer fra denne befolkning har opnået prestigefyldte og ansvarsfulde stillinger, heriblandt højesteretsdommer Salim Joubran, tidligere ambassadør Ali Yahya, tidligere regeringsminister Raleb Majadele og journalist Khaled Abu Toameh.
Men disse velassimilerede få blegner ved siden af de utilfredsstillede masser, som identificerer sig med Landets Dag, Nakba Dag og rapporten Future Vision. Afslørende nok er de fleste israelsk-arabiske parlamentarikere, såsom Ahmed Tibi og Haneen Zuabi, nogle brushoveder, som udspyr den reneste anti-zionisme. De israelske arabere har i stigende grad grebet til vold imod deres jødiske nationale medborgere.
I virkeligheden lever de israelske arabere med to paradokser. Selvom de lider under diskrimination i Israel, så har de flere rettigheder og oplever større stabilitet end nogen andre arabiske befolkninger i disses egne suveræne lande (tænk på Egypten eller Syrien). For det andet er de borgere i et land, som deres arabiske fæller taler ondt om og truer med udslettelse.
Mine samtaler i Israel fik mig til at konkludere, at denne komplicerede situation hindrer en ordentlig diskussion, både blandt jøder og arabere, om de fulde implikationer af de israelske araberes anomale tilværelse. Ekstremistiske parlamentarikere og voldelige unge bliver affærdigede som en ikke-repræsentativ yderfløj. I stedet hører man, at hvis blot de israelske arabere modtog større respekt og større kommunal støtte fra centralregeringen, så ville den nuværende utilfredshed blive afhjulpet; at man bør skelne mellem (de gode) arabere i Israel og (de slemme) arabere på Vestbredden og i Gaza; og advarsler om, at de israelske arabere vil metastasere til palæstinensere, hvis ikke Israel behandler dem bedre.
 Religiøse opslag langs hovedgaden i Baqa al-Gharbiya. |
Mine samtalepartnere fejede generelt spørgsmålet om islam til side. Det føltes næsten uhøfligt at nævne det islamiske påbud om, at muslimer (som udgør 84 procent af den israelsk-arabiske befolkning) bør regere sig selv. Diskussion af den islamiske stræben efter iværksættelse af islamisk lov fremkaldte tomme blikke og en drejning over til mere presserende emner.
Denne undgåelse mindede mig om Tyrkiet før 2002, hvor de almindelige tyrkere antog, at Atatürks revolution var permanent, og formodede, at islamisterne ville forblive et randfænomen. Det viste sig, at de tog helt fejl: ti år senere, i slutningen af 2002, indtog islamisterne på demokratisk vis magtapparatet, den valgte regering bragte støt og roligt stadig flere islamiske love i anvendelse og opbyggede en ny-osmannisk regional statsmagt.
Jeg forudser en lignende udvikling i Israel, efterhånden som de israelsk-arabiske paradokser bliver mere kritiske. Israels muslimske borgere vil fortsat vokse i antal, færdigheder og selvtillid og vil på én og samme tid blive en mere integreret del af landets liv og få større ambitioner om at befri sig for den jødiske suverænitet. Dette tyder på, at selvom Israel overvinder sine ydre trusler, så vil de israelske arabere tone frem som en stadig større grund til bekymring. Faktisk forudser jeg, at de kommer til at udgøre den ultimative hindring for skabelsen af det jødiske hjemland, som blev forudset af Theodor Herzl og Lord Balfour.
 Kosher skilte nederst, minaret øverst. |
Hvad kan man gøre ved det? Libanons kristne mistede magten, fordi de lukkede for mange muslimer ind og kom til at udgøre for lille en andel af landets samlede befolkning til at regere det. Ihukommende denne lektie, så kræver Israels identitet og sikkerhed en minimalisering af antallet af arabiske borgere – ikke ved at reducere deres demokratiske rettigheder og heller ikke ved at deportere dem, men ved tiltag såsom at tilpasse Israels grænser, opsætte hegn langs grænserne, håndhæve en stram familiesammenføringspolitik, ændre pro-fødselspolitikken og omhyggeligt granske flygtningeansøgningerne.
Ironisk nok vil den største hindring for disse handlinger være, at flertallet af de israelske arabere nærer et udpræget ønske om at forblive illoyale borgere i den jødiske stat (i modsætning til loyale borgere i en palæstinensisk stat). Desuden ønsker mange andre muslimer i Mellemøsten at blive israelere (et fænomen jeg kalder for muslimsk aliyah). Jeg forudser, at disse bestræbelser vil hæmme en israelsk regering, som ikke vil udvikle en passende reaktion, og som derved vil forvandle dagens relative ro til morgendagens krise.
