Blandt alle de spørgsmål, som driver den arabisk-israelske konflikt, er intet mere centralt, ondartet, grundlæggende, vedvarende, følelsesbetonet og komplekst end den status, som de personer, vi kender som Palæstina-flygtninge, indtager.
 Folke Bernadotte, greve af Wisborg (1895-1948), hvis arv stadig styrer FN's politik over for palæstinenserne. |
Tro mod Bernadottes arv har FN oprettet en række særlige institutioner udelukkende beregnet på Palæstina-flygtninge. Blandt disse fremstår FN's understøttelses- og beskæftigelsesagentur for Palæstina-flygtninge [United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees, UNRWA], som blev grundlagt i 1949, som den vigtigste. Det er både den eneste flygtningeorganisation, som tager sig af et specifikt folk (FN's flygtningehøjkommissariat, United Nations High Commission for Refugees, tager sig af alle andre ikke-palæstinensiske flygtninge) og den største FN-organisation (med hensyn til personalestab).
UNRWA definerer tilsyneladende dem, den beskytter, meget specifikt: "Palæstina-flygtninge er mennesker, hvis normale bopæl var Palæstina mellem juni 1946 og maj 1948, som mistede såvel deres hjem som deres levebrød som følge af den arabisk-israelske konflikt i 1948." Antallet af disse flygtninge (som i begyndelsen også omfattede jøder) er selvfølgelig aftaget kraftigt gennem de seneste 64 år. Accepterer man UNRWA's (overdrevne) tal på 750.000 oprindelige Palæstina-flygtninge, vil der kun være en brøkdel, nemlig omkring 150.000 personer, tilbage som stadig er i live.
UNRWA's stab har imidlertid i årenes løb taget tre vigtige skridt til udvidelse af definitionen på Palæstina-flygtninge. For det første, og modsat almindelig praksis, fortsatte man anvendelsen af flygtningestatus for dem, der blev borgere i en arabisk stat (Jordan i særdeleshed). For det andet traf man en lidet bemærket beslutning i 1965, som udvidede definitionen på "Palæstina-flygtninge" til at gælde efterkommere af de flygtninge, som er mandlige, en ændring som tillader Palæstina-flygtninge, som de eneste, at videreføre deres flygtningestatus til efterfølgende generationer. Den amerikanske regering, som er agenturets største bidragyder, protesterede kun mildt imod denne betydningsfulde ændring. FN's Generalforsamling godkendte den i 1982, således at definitionen på en Palæstina-flygtning officielt omfatter "efterkommere af mandlige Palæstina-flygtninge, herunder lovligt adopterede børn." For det tredje tilføjede UNRWA i 1967 flygtninge fra Seksdageskrigen til sin liste; i dag udgør disse omkring en femtedel af det samlede antal Palæstina-flygtninge.
Disse ændringer fik dramatiske følger. I modsætning til alle andre flygtningegrupper, som aftager i antal, når folk bosætter sig eller dør, så er Palæstinena-flygtningegruppen vokset med årene. UNRWA erkender dette bizarre fænomen: "Dengang Agenturet påbegyndte sit arbejde i 1950, imødekom det behovet hos omkring 750.000 Palæstina-flygtninge. I dag er 5 millioner Palæstina-flygtninge berettigede til UNRWA's ydelser." Ifølge James G. Lindsay, tidligere rådgiver for UNRWA, repræsenterer disse 5 millioner i øvrigt, hvis man følger UNRWA's definition, kun halvdelen af dem, der potentielt er berettigede til Palæstina-flygtningestatus.
Med andre ord, i stedet for at mindskes 5-foldigt gennem seks årtier er UNRWA's flygtningegruppe vokset næsten 7-foldigt. Dette tal kan endda voksede endnu hurtigere på grund af en voksende følelse af, at kvindelige flygtninge også burde kunne videregive deres flygtningestatus. Selv når den sidste egentlige flygtning fra mandatet Palæstina dør, om godt 40 år, vil pseudo-flygtningenes antal fortsat vokse hastigt. Denne "Palæstina-flygtninge"-status er således indrettet til at svulme op i det uendelige. Eller sagt med andre ord, sådan som Steven J. Rosen fra Middle East Forum noterer, "forudsættes UNRWA's standarder, så vil alle mennesker til sidst være Palæstina-flygtninge."
 En kæmpe stor nøgle (efter sigende verdens største) er anbragt øverst på porten ind til Aida-flygtningelejren i Betlehem og minder dermed beboerne om at insistere på deres "ret til tilbagevenden." |
Hvis denne Palæstina-flygtningestatus var sund, ville en sådan vækst i det uendelige næppe have større betydning. Men denne status har destruktive implikationer for to parter: Israel, som lider under plyndringer og hærgen fra en gruppe mennesker, hvis liv er afstumpet og fordrejet af en umulig drøm om tilbagevenden til deres oldeforældres huse; og "flygtningene" selv, hvis status medfører en kultur præget af afhængighed, beklagelser, raseri og indholdsløshed.
Alle andre flygtninge fra tiden omkring Anden Verdenskrig (herunder mine egne forældre) er for længst bosat; den fungerende Palæstina-flygtningestatus har allerede varet alt for længe og bør indsnævres til de egentlige flygtninge, før den volder yderligere skade.
