Da Barack Obama i juni 2009 erklærede følgende vedrørende det israelsk-palæstinensiske diplomati: "Jeg tror på, at vi, hvis vi fastholder det, efter at være begyndt tidligt, kan gøre seriøse fremskridt i år," udfoldede han en rørende, om end naiv optimisme.
Faktisk passer hans beslutsomhed godt med et allerede eksisterende beslutsomhedsmønster hos andre politikere med hensyn til at ville "løse" den arabisk-israelske konflikt; der blev taget fjorten amerikanske regeringsinitiativer alene under de to George W. Bush-regeringer. Er denne omgang mon anderledes? Vil endnu flere anstrengelser eller større kløgt afslutte konflikten?
Nej, der er absolut ingen chancer for, at denne bestræbelse vil virke.
Uden at kigge på enkelthederne i Obamas tilgang — som i sig selv er problematiske — skal jeg her hævde tre ting: at de tidligere israelsk-palæstinensiske forhandlinger har fejlet; at deres nederlag skyldtes en israelsk illusion om at undgå krig; og at Washington burde opfordre Jerusalem til at undsige forhandlinger og i stedet vende tilbage til sin tidligere og mere succesrige politik med at kæmpe for sejr.
I. Tilbageblik på "fredsprocessen"
 De to hænder i september 1993, da Yitzhak Rabin og Yasir Arafat gav hinanden hånden, mens præsident Clinton så på. |
Præsident Bill Clinton var vært for ceremonien og roste aftalen som et "stort øjeblik i historien." Udenrigsminister Warren Christopher konkluderede, at "det umulige ligger inden for vores rækkevidde." Yasir Arafat kaldte underskrivelsen for en "historisk begivenhed, som indvarslede en ny epoke." Israels udenrigsminister Shimon Peres sagde, at man heri kunne se "skitsen til fred i Mellemøsten."
Pressen udtrykte tilsvarende forventninger. Anthony Lewis, klummeskribent i New York Times, kaldte aftalen for "fantastisk" og "sindrigt opbygget." Magasinet Time udråbte Arafat og Rabin til to af sine "årets mænd" for året 1993. Og som kronen på værket fik Arafat, Rabin og Peres sammen tildelt Nobels Fredspris i 1994.
Da aftalen førte til en forværring af situationen for både palæstinensere og israelere i stedet for de forventede forbedringer, bortvejredes disse berusende forudsigelser hurtigt.
Dengang palæstinenserne endnu levede under israelsk kontrol, før Oslo-aftalen, nød de godt af retssikkerhed og en voksende økonomi uafhængig af international støtte. De havde velfungerende skoler og hospitaler; de rejste uden checkpoints og havde fri adgang til israelsk territorium. De grundlagde oven i købet flere universiteter. Terrorismen aftog, mens accepten af Israel voksede. Oslo-aftalen bragte herefter ikke fred og fremgang for palæstinenserne, men tyranni, mislykkede institutioner, fattigdom, korruption, en dødskult, selvmordsfabrikker og islamistisk radikalisering. Yasir Arafat havde lovet at gøre sit nye domæne til Mellemøstens Singapore, men hans reelle styre blev et mareridt af afhængighed, inhumanitet og had, som i højere grad mindede om Liberia eller Congo.
 De to hænder i oktober 2000, hvor en ung palæstinenser fremviste sine blodtilsølede hænder efter lynchningen af to israelske reservister. |
Palæstinensere og israelere er enige om meget lidt, men med noget nær total enstemmighed vurderer de, at Oslo-aftalen var en fiasko. Det, der bliver kaldt for "fredsprocessen", burde snarere kaldes for "krigsprocessen."
II. De falske forhåbninger om at afslutte krigen
Hvorfor gik det så galt? Hvor lå svaghederne i en så lovende aftale?
 Yitzhak Rabins holdning, at "Man slutter ikke fred med sine venner. Man slutter fred med sine fjender" førte det arabisk-israelske diplomati totalt på vildspor. |
Det gjorde de ikke. I virkeligheden opflammede de israelske indrømmelser blot palæstinensernes fjendtlighed. Palæstinenserne tolkede de israelske bestræbelser på at "skabe fred" som tegn på demoralisering og svaghed. "Smertefulde indrømmelser" mindskede palæstinensernes respekt og frygt for Israel, fik den jødiske stat til at virke sårbar og optændte irredentistiske drømme om dens tilintetgørelse. Hver eneste Oslo-forhandlet gestus fra Israels side opmuntrede, radikaliserede og mobiliserede yderligere det palæstinensiske samfund til krig. Det stille håb fra 1993 om at udslette Israel fik godt fat og voksede til et øredøvende krav omkring år 2000. Giftig tale og voldshandlinger tiltog voldsomt. Meningsmålinger og afstemninger de senere år antyder, at kun 20 procent af palæstinenserne accepterer eksistensen af en jødisk stat.
Rabins fejltagelse var enkel og dybtgående: Man kan ikke "slutte fred med sine fjender," sådan som han forestillede sig. Derimod slutter man fred med sine tidligere fjender. Fred kræver næsten altid, at den ene part i en konflikt bliver besejret og derfor opgiver sine mål.
Krige ophører ikke ved hjælp af goodwill, men ved sejr. "Lad dit store mål [i krig] være sejr," skrev Sun Tzu, oldtidens kinesiske strateg. "Krig er en voldshandling med det formål at tvinge fjenden til at gøre, som man ønsker," skrev hans preussiske efterfølger i det 19. årh. Karl von Clausewitz i 1832. Douglas MacArthur bemærkede i 1951 at i "krig findes der ingen erstatning for sejr."
Teknologiske fremskridt har ikke ændret ved denne indsigt. Kampene vil enten fortsætte eller kan blive genoptaget, så længe begge parter håber at nå deres krigsmål. Sejr består i at påføre fjenden sin vilje, at tvinge ham til at opgive sine krigsambitioner. Krige slutter typisk, når den ene part opgiver håbet, når dens vilje til at slås er blevet knust.
Nederlaget, tænker man måske, følger sædvanligvis efter nogle ødelæggende tab på slagmarken, sådan som det var tilfældet for Akse-landene i 1945. Men det har kun sjældent været tilfældet i de seneste tres år. Tab på slagmarken for de arabiske stater mod Israel i 1948-82, for Nordkorea i 1953, for Saddam Hussein i 1991 og for de irakiske sunnier i 2003 blev ikke omsat til fortvivlelse og overgivelse. Moral og vilje betyder mere i vore dage. Selvom de udmanøvrerede deres fjender og overgik disse i ildkraft, gav franskmændene op i Algeriet, amerikanerne i Vietnam og sovjetterne i Afghanistan. Den Kolde Krig især endte næsten helt uden tab. At knuse fjendens kampvilje betyder således ikke nødvendigvis at knuse fjenden.
Arabere og israelere har siden 1948 forfulgt nogle statiske og indbyrdes modsatrettede mål: Araberne har kæmpet for at eliminere Israel; israelerne har kæmpet for at opnå deres naboers accept. Detaljerne har varieret gennem årtierne med de mange forskellige ideologier, strategier og ledende aktører, men de to mål er forblevet, som de var, og har været umulige at bygge bro over. Hvis konflikten skal ophøre, skal den ene part tabe og den anden vinde. Enten vil der ikke længere eksistere en zionistisk stat eller også vil den blive accepteret af sine naboer. Det er de eneste to scenarier for at afslutte konflikten. Alt andet vil være ustabilt og ansats til yderligere krigsførelse.
Araberne har forfulgt deres krigsmål med tålmodighed, beslutsomhed og målrettethed; undtagelserne fra dette mønster (dvs. den egyptiske og den jordanske fredstraktat) har været operationelt betydningsløse, for de har ikke dæmmet op for fjendskabet mod Israels eksistens. Som reaktion bevarede israelerne en formidabel, strategisk fremsynethed og en strålende taktik i perioden 1948-93. Men efterhånden som Israel udviklede sig til et velstående land, voksede befolkningens utålmodighed med den ydmygende, træge, kedsommelige, bitre og bekostelige opgave at skulle overbevise araberne og få dem til at acceptere dens politiske eksistens. I dag er der kun et fåtal i Israel, som stadig betragter sejr som et mål; næsten ingen af de væsentlige politiske skikkelser på dagens scene efterlyser sejr i krig. Uzi Landau, den nuværende minister for national infrastruktur, som har hævdet, at "når man er i krig, ønsker man at vinde krigen," er en sjælden undtagelse.
At vinde er hårdt arbejde
I stedet for sejr har israelerne udviklet en fantasifuld række af tilgange til at håndtere konflikten:
- Territorialt kompromis: Yitzhak Rabin (og Oslo-processen).
- Udvikling af den palæstinensiske økonomi: Shimon Peres (og Oslo-processen).
- Ensidige tiltag (opførelse af en mur, tilbagetrækning fra Gaza): Ariel Sharon, Ehud Olmert og Kadima-partiet.
- Forpagtning af jorden under israelske byer på Vestbredden i 99 år: Amir Peretz og Arbejderpartiet.
- Opmuntring af palæstinenserne til at udvikle god regeringsskik: Natan Sharansky (og George W. Bush).
- Territorial tilbagetrækning: Israels venstrefløj.
- Udelukkelse af illoyale palæstinensere fra at opnå israelsk statsborgerskab: Avigdor Lieberman.
- Tilbydelse af Jordan som Palæstina: elementer på Israels højrefløj.
- Fordrivelse af palæstinensere fra landområder, som er kontrolleret af Israel: Meir Kahane.
Selvom alle disse tilgange er indholdsmæssigt modsætningsfyldte og gensidigt udelukkende, er de alle rettet mod at manøvrere sig gennem krigen frem for at vinde den. Ikke én af dem forholder sig til nødvendigheden af at nedbryde palæstinensernes krigsvilje. Ligesom Oslo-forhandlingerne fejlede, forudser jeg, at det samme vil ske for hver eneste israelsk plan, som viger uden om det hårde slid det kræver at vinde.
 Ehud Olmert taler til Israel Policy Forum i juni 2005, hvor han erklærede, at israelerne "er trætte af at slås, vi er trætte af at være modige, vi er trætte af at vinde, vi er trætte af at besejre vore fjender." |
Men den, der ikke vinder, taber. For at overleve må israelerne i sidste ende vende tilbage til deres politik fra før 1993 og sikre, at Israel er stærk, barsk og permanent. Det opnås gennem afskrækkelse — den trættende opgave at overbevise palæstinenserne og andre om, at den jødiske stat vil vare ved, og at drømmene om at eliminere den vil lide nederlag.
Dette er hverken nemt eller hurtigt gjort. På grund af fejltrinnene i Oslo-årene og senere (især den ensidige tilbagetrækning fra Gaza i 2005 og Libanon-krigen i 2006), opfatter palæstinenserne Israel som økonomisk og militært stærk, men moralsk og politisk svag. Med Hizbollah-lederen Hassan Nasrallahs bidende ord er Israel "svagere end en edderkops net." Det vil sandsynligvis kræve årtiers hårdt slid at vende en sådan hån. Og det bliver heller ikke kønt: Nederlag i krig indbefatter typisk, at taberen oplever forarmelse, fiasko og fortvivlelse.
Israel er dog begunstiget på ét punkt: Landet behøver kun at afskrække palæstinenserne, ikke de samlede arabiske og muslimske befolkninger. Marokkanerne, iranerne, malaysierne og andre tager bestik af palæstinenserne og vil med tiden følge i hælene på dem. Israels ultimative fjende, den hvis vilje man er nødt til at knuse, er stort set af samme demografiske størrelse som det selv.
Denne proces kan anskues gennem en enkel prisme. Enhver udvikling, som opmuntrer palæstinenserne til at tro, at de kan eliminere Israel, er negativ, og enhver udvikling, der opmuntrer dem til at opgive dette mål, er positiv.
Palæstinensernes nederlag vil være tydeligt, når de gennem en længere periode og fuldkommen vedholdende har bevist, at de har accepteret Israel. Det betyder ikke, at de nødvendigvis skal elske Zion, men det betyder, at de skal acceptere det på permanent basis — gennemgå undervisningssystemet for at fjerne dæmoniseringen af jøder og Israel, fortælle sandheden om de jødiske bånd til Jerusalem og acceptere normale handelsmæssige, kulturelle og menneskelige relationer til israelerne.
Palæstinensiske diplomatiske henvendelser og breve til redaktøren er acceptable, men ikke vold. Den ro, som vil følge af dette, skal være konstant og vedvarende. Symbolsk set kan man konkludere, at palæstinenserne har accepteret Israel, og at krigen vil være ovre, når de jøder, som lever i Hebron (på Vestbredden) ikke har større behov for beskyttelse end de arabere, som lever i Nazareth (i Israel).
III. Amerikansk politik
Ligesom alle andre der befinder sig uden for konflikten, står amerikanerne over for et barsk valg: At bifalde palæstinensernes mål om at eliminere Israel eller at bifalde Israels mål om at vinde sine naboers accept.
Når valget formuleres, fremgår det tydeligt, at der ikke er noget valg — det første er barbarisk, det andet civiliseret. Intet anstændigt menneske kan bifalde palæstinensernes folkedrabsrettede målsætning om at udslette deres nabo. Den amerikanske regering må følge i sporene på hver eneste præsident siden Harry S Truman og hver eneste resolution og afstemning i kongressen siden da og stå sammen med Israel i dets bestræbelse på at vinde accept.
Ikke blot er dette et åbenlyst moralsk valg, men Israels sejr ville ironisk nok være det bedste, der nogensinde er sket for palæstinenserne. Ved at tvinge dem til omsider at opgive deres irredentistiske drøm vil man give dem friheden til at fokusere på deres egen samfundsorden, deres økonomi, socialsamfund og kultur. Palæstinenserne har brug for at gennemgå den svære prøvelse, det er at blive besejret, for at kunne blive et normalt folk — et folk, hvis forældre holder op med at fejre, at deres børn bliver selvmordsterrorister, og hvis tvangsbetonede optagethed af afvisningen af zionismen kollapser. Der findes ingen genveje.
Denne analyse indebærer en radikalt anderledes tilgang for den amerikanske regering end den nuværende. På den negative side at gøre palæstinenserne klart, at goderne først vil tilflyde dem, når de har bevist, at de accepterer Israel. Indtil da — intet diplomati, ingen diskussioner om den endegyldige status, ingen anerkendelse som stat og afgjort ingen økonomisk hjælp og ingen våben.
På den positive side bør den amerikanske administration arbejde sammen med Israel, de arabiske stater og andre om at få palæstinenserne til at acceptere Israels eksistens ved at overbevise dem om, at de har tabt. Det betyder også, at man må gøre den israelske regering klart, at den har brug for ikke bare at forsvare sig, men at tage skidt til at vise palæstinenserne det håbløse i deres sag. Dette ikke forstået som episodisk udfoldelse af israelsk styrke (såsom krigen 2008-09 mod Hamas i Gaza), men en vedholdende og systematisk indsats for at punktere en krigerisk mentalitet.
Israels sejr vil også direkte hjælpe dets amerikanske allierede, for nogle af Israels fjender — Hamas, Hizbollah, Syrien og Iran — er også Amerikas fjender. En mere barsk israelsk taktik vil også hjælpe Washington på flere mindre områder. Washington bør opfordre Jerusalem til ikke at engagere sig i fangeudvekslinger med terrorgrupper, ikke at tillade Hizbollah at genopruste i det sydlige Libanon eller Fatah eller Hamas i Gaza, samt ikke at foretage ensidige tilbagetrækninger fra Vestbredden (hvilket effektivt vil overlade regionen til Hamas-terrorister og true det hashemitiske styre i Jordan).
Al diplomatisk aktivitet med henblik på at lukke den arabisk-israelske konflikt vil være forhastet, indtil palæstinenserne opgiver deres anti-zionisme. Når det lykkelige øjeblik indtræffer, kan forhandlingerne genåbnes og genoptage temaerne fra Oslo — grænser, resurser, bevæbning, religiøse rettigheder og borgerrettigheder. Men det ligger år eller årtier ude i fremtiden. I mellemtiden er der en allieret, der skal sejre.
23. maj 2011 opdatering: "Sejrsproces" er den værdifulde betegnelse, som Newt Gingrich opfandt i dag. Her er konteksten:
Der kan ikke blive fred, før Hamas er besejret. "Fredsprocessen" skal erstattes af en "sejrsproces." ... vi kan besejre Hamas ... Derefter kan der blive tale om en egentlig fredsproces.
Kombination af hans og mine betegnelser: "Fredsprocessen" vil forblive en "krigsproces", indtil den bliver gjort til en "sejrsproces."
