Dette er en meget gunstig dag at drøfte emnet islam og Vesten, for det er præcis 200 år siden i dag, ifølge normal tidsregning, at islams præ-moderne æra med ét slag ophørte. I morgen, den 1. juli, i 1798, landede Napoleon i Egypten. Det var den dag, hvor den muslimske verden blev langt mere opmærksom på Europa, og efter hvilken Europa fik en mere dramatisk og mere direkte indvirkning end nogensinde før. Hvis der findes en enkelt dato, som kan betegne indledningen til en ny æra, så er det denne.
Vi er blevet bedt om at besvare dette spørgsmål: "Er islam inkompatibel med vestlig civilisation?" Som svar kan jeg nemt sige "nej". Der er i sig selv intet inkompatibelt ved de to religioner eller to religiøst baserede civilisationer. De er meget bredspektrede, de har mange forgreninger, og vi ville få en temmelig kedsommelig time ud af det, hvis vi kun diskuterede på dette generaliserende niveau.
I stedet vil jeg hellere fokusere på sammenstødet mellem ideer og ideologier. Dette sammenstød viste sig tydeligt i kølvandet på den fatwa, som Ayatollah Khomeini udstedte mod Salman Rushdie. Modsat den almindelige forventning gik grænsen i 1989 ikke mellem muslimer og vesterlændinge, men mellem dem, der støttede ayatollahen eller i en eller anden forstand sympatiserede med ham, og dem der var imod ham. Man fandt mange muslimer og vesterlændinge på begge sider. Dette illustrerer, at det er ideerne, der tæller, ikke religionen.
De ideer, som har størst betydning i denne sammenhæng, er ideerne i islamismen, også kendt som den fundamentalistiske islam. Jeg vil derfor tage mig den frihed at foretage en lettere tilpasning af det spørgsmål, jeg blev stillet, og ændre det til: "Er islamismen inkompatibel med vestlig civilisation?" Nu kan jeg sige "ja." Der eksisterer et meget problematisk og fjendtligt forhold mellem de to. For at uddybe dette standpunkt vil jeg gerne hurtigt redegøre for tre emner: (1) islam (2) islamisme og (3) den adækvate reaktion på islamismen fra amerikanerne og den amerikanske regering.
Islam
Med hensyn til islam må man begynde med at forstå den traditionelle islams dybe og varige tiltrækning, en religion som i dag har tæt på en milliard tilhængere. Deres loyalitet mod islam er ganske forbløffende: Muslimer forlader næsten aldrig deres tro til fordel for en anden. Det, som den lærde Patricia Crone kalder for "denne verden af mænd og deres familier," er dybt dragende. Ayatollah Mohammed Imami Kashani i Iran har tilsvarende udtalt, at "Enhver vesterlænding, som virkelig forstår islam, vil misunde muslimerne deres tilværelse." Jeg gik selv for mange år siden til undervisning hos sheik Ahmad Hasan al-Baquri og fik i løbet af disse studier et vist direkte indblik i denne religions opsamlede visdom, logik og tiltrækning.
Men de problemer, som vi her skal forholde os til, begyndte for 200 år siden, minus én dag. Religionen islam er i alt væsentligt en religion for succes; det er vindernes religion. Profeten Muhammad flygtede fra byen Mekka i år 622, iflg. vestlig tidsregning. I år 630, blot otte år senere, var han tilbage i Mekka, nu som hersker. Muslimerne begyndte som en ubemærket gruppe i Arabien og kom i løbet af et århundrede til at regere et landområde strækkende sig fra Spanien til Indien. I år 1000 lå islam f.eks. i toppen, uanset hvilken oversigt over verdenssuccesser man kigger på -- sundhed, rigdom, læse- og skrivekundskaber, kultur, magt. Denne association blev sædvane og taget for givet: at være muslim var det samme som at være Guds yndling, en vinder.
Den moderne tids traume, som begyndte for 200 år siden, handlede om nederlag. Nederlaget begyndte, da Napoleon gik i land i Alexandria, og det er fortsat lige siden på næsten alle områder af tilværelsen – inden for sundhed, rigdom, læse- og skrivekundskaber, kultur og magt. Muslimerne ligger ikke længere i toppen. Som muftien i Jerusalem udtrykte det for nogle måneder siden: "Tidligere var vi verdens herrer, og nu er vi end ikke herrer over vore egne moskeer." Her ligger det store traume begravet, sådan som Wilfred Cantwell Smith påpegede det for fyrre år siden i sin banebrydende bog Islam and Modern History.
Der har været tre hovedreaktioner på dette traume -- tre hovedbestræbelser for at rette op på tingenes tilstand: sekularisme, som vil sige åbent at tage ved lære af Vesten og reducere islam til privatsfæren; reformisme, som vil sige at tilegne sig Vesten og sige, at Vesten i realiteten får sin styrke ved at stjæle fra muslimer, hvorfor muslimerne kan hente det således stjålne tilbage, hvilket er en mellemposition; og islamisme, som betoner en tilbagevenden til den islamiske levemåde, men som i realiteten og i det skjulte henter kolossalt meget fra Vesten – måske uden at man vil det, men i høj grad alligevel gør det.
Islamisme
Islamismen er en ideologi, som kræver menneskets totale overholdelse af islams hellige lov og forkaster mest mulig udefrakommende indflydelse, med visse undtagelser (såsom adgang til militær og medicinsk teknologi). Den er gennemsyret af en dyb fjendtlighed mod ikke-muslimer og nærer et særligt fjendskab mod Vesten. Den er ensbetydende med en bestræbelse på at gøre islam, som religion og civilisation, til en ideologi.
Ordet "islamisme" er særdeles passende, for her er tale om en "-isme" ligesom andre "-ismer" såsom fascisme og nationalisme. Islamismen samler de småbidder inden for islam, som handler om politik, økonomi og militære forhold, til et gennemført og systematisk program. Som lederen af Det Muslimske Broderskab udtrykte det for nogle år siden: "Muslimer er ikke socialister eller kapitalister; de er muslimer." Jeg finder det meget sigende, at han sammenligner muslimer med socialister og kapitalister og ikke med kristne eller jøder. Han siger faktisk, vi er ikke den der "-isme," vi er denne "-isme." Islamismen giver mulighed for at nærme sig og kontrollere statsmagten. Den har åbenlyst brug for statsmagten med henblik på sine tvingende formål.
Islamismen er med andre ord endnu et af det tyvende århundredes radikale, utopiske systemer. Ligesom marxismen-leninismen eller fascismen giver den mulighed for at kontrollere staten, styre samfundet og omforme mennesket. Der er tale om en islamisk farvet udgave af totalitarisme. Detaljerne er selvfølgelig meget forskellige fra de foregående udgaver, men den ultimative hensigt er meget lig disses.
Islamismen er også en total forvandling af den traditionelle islam; den tjener som et redskab til modernisering. Ideologien beskæftiger sig med problemerne med bylivet, arbejdende kvinder og andre nutidige, markante spørgsmål, ikke med landboernes traditionelle interesser. Som Olivier Roy, den franske akademiker, udtrykker det: "Frem for at være en reaktion imod moderniseringen af de muslimske samfund er islamismen et produkt heraf." Islamismen er ikke et middelalderligt program, men et program som reagerer på det tyvende århundredes pres og tendenser.
Heri udgør islamismen en kolossal forandring fra traditionel islam. En illustration: Mens den traditionelle islams hellige lov er en personlig lov, en lov som muslimen bør følge, uanset hvor han befinder sig, så forsøger islamismen at anvende en geografisk lov af vestligt tilsnit, som afhænger af, hvor man bor. Tag f.eks. Sudan, hvor en kristen ifølge traditionen havde absolut frihed til at drikke alkohol, fordi han var kristen, og islamisk lov gælder kun for muslimer. Men det nuværende regime har forbudt alkohol for alle sudanesere. Den opfatter islamisk lov som territorial, for sådan køres vestlige samfund.
Jeg vil også påpege, at islamismen har meget få forbindelser til rigdom og fattigdom; den er ikke en reaktion på forarmelse. Der er ingen klar forbindelse mellem indkomst og islamisme. Snarere ledes denne bevægelse af dygtige folk, som er vant til at håndtere den urolige moderne tilværelse. Denne ideologi appellerer primært til moderne mennesker; jeg bliver altid fascineret ved at konstatere, hvor mange af de islamistiske ledere (f.eks. i Tyrkiet og Jordan), der er ingeniører.
Islamismen er i dag en magtfuld kraft. Den kører regeringer i Iran, Sudan og Afghanistan. Den udgør en vigtig oppositionsfaktor i Algeriet, Egypten, Tyrkiet, Libanon og Det Palæstinensiske Selvstyre. (Som jeg forstår det, er Saudi Arabien og Libyen ikke islamistiske.) Jeg vurderer, at godt 10 procent af verdens muslimske befolkning er islamistisk. Men der er tale om en meget aktiv minoritet, og den når længere ud, end dens antal antyder. Islamisterne er også til stede her i USA og dominerer i forbløffende grad diskursen inden for amerikansk islam.
Islamisternes succes i Iran, Sudan og Afghanistan viser, at hvis de kommer til magten andre steder, vil de skabe kolossale problemer for de mennesker, de regerer over, for naboerne og for USA. Deres magtovertagelse vil føre til økonomisk kontraktion, undertrykkelse af kvinder, frygtelige overgreb mod menneskerettigheder, våbenspredning, terrorisme og spredning af en ondsindet anti-amerikansk ideologi. Der er kort sagt tale om slyngelstater, som i første omgang er farlige for deres egne befolkninger og dernæst for omverdenen.
Politiske implikationer
Der er et stor slag på vej om den muslimske verdens sjæl. Dette slag står ikke mellem Vesten og den muslimske verden; vi i Vesten er tilskuere. Det er dybest set et slag mellem muslimer, mellem Khomeini-positionen og Atatürk-positionen. Hvilken af disse vil med størst sandsynlighed gå af med sejren? Det er mærkeligt at iagttage, at de levende, nye ideer i det kemalistiske Tyrkiet er islamistiske, mens de levende, nye ideer i det islamistiske Iran er sekulære. Dette peger på den uro og dynamiske udvikling, som finder sted i den muslimske verden.
Trods det faktum at Vesten er tilskuer, må vi, der står udenfor, beskytte vore egne interesser. Som en begyndelse må vi, når vi udtænker en strategi imod islamismen, være meget specifikke og igen og igen skelne mellem islam og islamisme. Jeg taler om at udvikle en politik imod islamismen, ikke imod islam. Stater fører ikke politik imod religioner, men de reagerer på ideologier. Den amerikanske regering og det amerikanske folk bør være tydelige omkring denne skelnen.
Når det er sagt, så bør USA's regering tage flere forskellige skridt:
- Støtte stater, som dæmmer op for islamisterne, og opfordre dem til at gøre det. At holde islamisterne væk fra magten er i deres interesse og i vores.
- Lægge pres på de stater, som allerede er islamistiske, for at reducere deres aggressivitet mod deres egne befolkninger og mod omverdenen.
- Prise og støtte de modige mennesker, som trodser islamisterne.
- Kalde de islamistiske grupper, som engagerer sig i terrorisme, ved dette navn.
- Undlade at samarbejde med islamister og derved opmuntre dem. Dialog med islamister har tendens til at øge deres selvsikkerhed.
- Være meget forsigtig med at skubbe på for frie valg. Udbredelsen af demokrati er selvfølgelig en permanent amerikansk aspiration. Men det omfatter meget mere end valgurner. Frie valg er som regel slutstenen på en dybtgående og sædvanligvis langvarig forandringsproces, som omfatter et effektivt retssystem, minoritetsrettigheder, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og meget mere. Afholdelse af frie valg for tidligt, sådan som det skete i Algeriet, er ikke i nogens interesse. Det kræver 10, 20, 30 års udvikling at få et fuldgyldigt demokrati på benene. På sin vis sammenfatter denne proces det, der fandt sted i det første demokratiske land, England, gennem århundreder.
Da det tager tid at udvikle fuld stemmeret, bør den amerikanske regering støtte demokratiseringen, først på det civile samfundsniveau og derefter, når dette er etableret, vedrørende den politiske ledelse.
