Det er ikke hver dag, at lederen af et helt nyt land henlægger sin allerførste udlandsrejse til Jerusalem, hovedstad i det mest bestormede land i verden, men just dette gjorde Salva Kiir, præsident for Sydsudan, ledsaget af både sin udenrigs- og sin forsvarsminister i slutningen af december. Israels præsident Shimon Peres hyldede hans besøg som et "bevægende og historisk øjeblik." Besøget ansporede til en snak om en placering af Sydsudans ambassade i Jerusalem, hvilket vil gøre det til den eneste regering noget steds i verden, som gør dette.
Denne usædvanlige udvikling er resultatet af en usædvanlig historie.
Vore dages Sudan antog form i det 19. århundrede, hvor det osmanniske kejserrige kontrollerede de nordlige regioner og forsøgte at erobre de sydlige. Englænderne, som styrede landet fra Cairo, skabte grundridset til den moderne stat i 1898 og styrede gennem de næste 50 år det muslimske nord og det kristne-animistiske syd hver for sig. I 1948 gav englænderne imidlertid efter for nordligt pres og samlede de to administrationer i Khartoum under nordlig kontrol, hvorved muslimerne blev dominerende i Sudan og arabisk blev det officielle sprog.
Uafhængigheden i 1956 førte derfor til borgerkrig, idet befolkningen i syd kæmpede for at undgå muslimsk overherredømme. Heldigvis for dem førte premierminister David Ben-Gurions "randområdestrategi" til israelsk støtte til ikke-arabere i Mellemøsten, herunder sydsudaneserne. Den israelske regering tjente under den første sudanesiske borgerkrig, der varede indtil 1972, som deres primære kilde til moralsk opbakning, diplomatisk hjælp og våbenudrustning.
Præsident Kiir udtrykte sin påskønnelse af denne indsats i Jerusalem og bemærkede, at "Israel har altid støttet det sydsudanesiske folk. Uden jer havde vi ikke kunnet rejse os. I kæmpede sammen med os for at muliggøre skabelsen af Sydsudan." I sit svar mindedes den israelske præsident Peres sin tilstedeværelse i begyndelsen af 1960'erne i Paris, da daværende premierminister Levi Eshkol og han selv tog initiativ til Israels første kontakt til de sydsudanesiske ledere nogensinde.
Sudans borgerkrig fortsatte med periodiske mellemrum i årene 1956 til 2005. Med tiden blev muslimerne i nord tiltagende ondskabsfulde over for deres sydlige medborgere, kulminerende i årene 1980-90'erne med massakrer, økonomisk slaveri og folkemord. Set på baggrund af Afrikas mange tragedier ville den slags problemer næppe have gjort indtryk på de medfølelsestrætte vesterlændinge, havde det ikke været for en helt ekstraordinær indsats anført af to nutidige amerikanske forkæmpere for afskaffelsen af slaveri.
 Charles Jacobs får overrakt Boston Frihedsprisen i 2000 af Coretta Scott King "for sin indsats for afskaffelsen af slaveri." |
Fra og med midten af 1990'erne og frem løskøbte John Eibner fra Christian Solidarity International titusindvis af slaver i Sudan, mens Charles Jacobs fra American Anti-Slavery Group førte en "Sudan-kampagne" i USA, som sammenbragte en bred koalition af organisationer. Eftersom alle amerikanere afskyr slaveri, skabte abolitionisterne en enestående alliance af venstre- og højrefløj, heriblandt Barney Frank og Sam Brownback, kongresmedlemmerne Black Caucus og Pat Robertson, sorte præster og hvide evangelister. Hvorimod Louis Farrakhan blev udstillet og belastet af sine forsøg på at benægte slaveriets eksistens i Sudan.
 John Eibner mødes med Silva Kiir i 2006 i Paris. |
Kampen mod slaveri kulminerede i 2005, hvor George W. Bush-regeringen pressede Khartoum til at underskrive den Comprehensive Peace Agreement [omfattende fredsaftale], som bragte krigen til ophør og gav sydsudaneserne mulighed for at stemme sig til uafhængighed. Det gjorde de med begejstring i januar 2011, hvor 98 procent stemte for løsrivelse fra Sudan, hvilket førte til dannelsen af Republikken Sydsudan seks måneder senere, en begivenhed som præsident Peres priste som "en milepæl i Mellemøstens historie".
 Et af de allestedsnærværende opslag før folkeafstemningen i januar 2011: "Stem for adskillelse for at gøre en ende på slaveri og underudvikling." |
Israels langvarige investering har kunnet betale sig. Sydsudan passer ind i en fornyet randområdestrategi, som også inkluderer Cypern, kurderne, berberne og måske en skønne dag et post-islamistisk Iran. Sydsudan tilbyder adgang til naturresurser, især olie. Dets rolle i forhandlingerne om Nilflodens vand giver indflydelse vis-à-vis Egypten. Udover de praktiske fordele er den nye republik et inspirerende eksempel på en ikke-muslimsk befolkning, som har modstået islamisk imperialisme i kraft af sin integritet, udholdenhed og dedikation. I den forstand er Sydsudans fødsel et ekko af Israels.
Hvis Kiirs Jerusalem-besøg virkelig skal udgøre en milepæl, må Sydsudan gå den lange vej fra snavset og fattigt internationalt protektorat med utilstrækkelige institutioner til modernitet og ægte uafhængighed. Denne vej kræver, at ledelsen ikke udbytter den nye stats resurser eller drømmer om at skabe et "Nyt Sudan" ved at erobre Khartoum, men lægger grunden til en succesrig stat.
 Et skilt ved fejringen af uafhængigheden (redigeret af hensyn til meningen ud fra den arabiske tekst): "Fra i dag er vores identitet sydsudanesisk og afrikansk, ikke arabisk og islamisk. Vi er ikke de værste arabere, men nogle af de bedste afrikanere." |
For israelerne og andre vesterlændinge betyder dette, at man både skal yde hjælp til landbrug, sundhedsvæsen og uddannelse og opfordre Juba til at bevare fokus på forsvar og udvikling og samtidig undgå frivilligt at kaste sig ud i krig. Et succesrigt Sydsudan kan med tiden blive en regional magtfaktor og en loyal allieret, ikke bare for Israel, men for Vesten.
