At dømme ud fra nyhedsrapporterne kunne man tro, at palæstinensisk nationalisme har været aktiv lige så længe, der har boet jøder og arabere på Middelhavets østlige bred. Og mens Yasir 'Arafat er kommet ovenpå siden sin deklaration af en palæstinensisk stat, er der en forståelig tendens i Vesten til at tage hans insisteren på, at palæstinenserne altid har stræbt efter en selvstændig palæstinensisk stat, for pålydende. Men faktisk ligger dette langt fra sandheden.
Forestillingen om en arabisk stat beliggende mellem Jordanfloden og Middelhavet, er snarere en idé fra det tyvende århundrede. Faktisk kan dens oprindelse spores tilbage med overraskende nøjagtighed til ét bestemt år — 1920. I januar 1920 eksisterede der knapt nok en palæstinensisk nationalisme; omkring december i dette afgørende år var den blevet født.
Begivenhederne i 1920 rummer kernen i den palæstinensiske bevægelses løbende successer og trængsler. De bebuder nogle varige temaer, såsom muligheden for hurtig forandring og de vestlige magters afgørende rolle. De giver også indblik i den bredest støttede, men muligvis mindst succesrige nationalistiske sag i dette århundrede.
I begyndelsen af 1920: Pan-syrienismens blomstringstid
Den palæstinensiske nationalisme kan ikke være oldgammel. For det første stammer selve nationalismen blot fra sidste halvdel af det 18.årh.'s Europa og vandt fodfæste blandt muslimerne endnu senere. Indtil begyndelsen af dette århundrede opfattede forfædrene til vore dages palæstinensere hovedsagelig sig selv i religiøse termer. Islam betonede bånd mellem trosfæller og gav kun ringe plads for territorialbaseret loyalitet blandt muslimer. Hvad enten man kan lide det eller ej, så blev tilhængere af andre religioner ligeledes defineret ud fra religiøs orientering. Trosfæller var indbyrdes stærkt forbundne, men de havde kun få bånd uden for deres eget samfund. Religiøse konturer blev også bopælskonturer; bortset fra kontakter med specifikt kommercielt eller politisk formål fandt der kun en meget sparsom udveksling sted. En fornemmelse af fælles politisk identitet var fuldkommen fraværende. Ud over de religiøse bånd var loyaliteten primært bundet til familien; derefter kom andre slægtsrelationer, samt visse etniske, regionale, sproglige og klassebaserede bånd.
Da nationalismen nåede Mellemøsten fra Europa, greb den de mellemøstlige befolkninger lige så meget som andre folkeslag. Drømmen om en regering, som legemliggør folkeånden, var ganske vist yderst fremmedartet, men den begejstrede mange. Vanskeligheden i Mellemøsten, som de fleste andre steder, var præcist hvordan man skulle bruge det nationale ideal. Hvor skulle grænserne ligge? Udgjorde de maronitiske kristne en selvstændig nation? Gjorde Levantens kristne? Syrerne? Araberne? Muslimerne? I de første år af dette århundrede brugte diverse teoretikere hver eneste af disse befolkningsgrupper som basis for grandiose planer for deres foretrukne nation.
Men ikke en eneste skribent forestillede sig en palæstinensisk nation og det med god grund. Palæstina havde altid været og var stadig på dette tidspunkt en jødisk og kristen betegnelse, yderst fremmedartet for muslimerne. Der findes ingen analogier til Eretz Yisrael og Terra Sancta i islam. Muslimerne har blikket rettet mod Hijaz, ikke Palæstina, som deres mest hellige landemærke. Desuden har der aldrig eksisteret en selvstændig stat i Palæstina regeret af muslimer; de stater, som blev skabt, var enten regeret af jøder eller af kristne.
Den muslimske afsky for selve forestillingen om et Palæstina blev bekræftet i april 1920, hvor de britiske myndigheder kreerede en palæstinensisk entitet. Muslimernes reaktion var præget af ekstrem mistro. De betragtede skitseringen af dette territorium som en sejr for zionisterne; i mere paranoide øjeblikke forestillede de sig endda, at det afspejlede overlevende korsfarertendenser blandt briterne. Zionisterne derimod glædede sig over den formelle definition af et Palæstina, idet de korrekt opfattede det som et afgørende skridt på vejen mod Theodor Herzls Judenstaat. (Med andre ord, betegnelsen "Palæstina," som i dag er et symbol på arabernes afvisning af Israel, tjente for ikke så længe siden jøderne som symbol på jødisk nationalisme.)
Dette punkt kan ikke betones for meget. Palæstina blev skabt af det britiske imperiums myndigheder, ikke af araberne; ydermere følte muslimerne sig besejrede ved briternes skitsering af en særlig palæstinensisk entitet. Jeg ved ikke af, at nogen palæstinenser godtog denne handling, da den fandt sted i 1920. Tværtimod, alle beskrevne og bevarede meningstilkendegivelser antyder intens modstand.
Hvad var da målet for de arabere, som boede mellem Jordanfloden og Middelhavet? Hvilken politisk enhed godkendte de? I det omfang at der overhovedet eksisterede en proto-national enhed øst for Middelhavet, blev den ikke kaldt for Palæstina, men for Sham, den historiske region Syrien, som inkluderede de moderne stater Syrien, Libanon, Israel og Jordan. Dette valg afspejlede en basal kendsgerning om Levanten, som i dag ofte bliver glemt: Sham, der almindeligvis oversættes ved "Stor-Syrien," var en i ægte forstand oldgammel økologisk og kulturel (men ikke politisk) enhed.
Ligesom Egypten, Arabien, Yemen og de andre store traditionelle enheder i Mellemøsten havde denne geografiske grænser og økologiske karakteristika, som adskilte den fra de tilstødende områder. Den udgjorde den vestlige del af den Frugtbare Halvmåne, en tør region, som understøtter liv, når—og kun når—den behandles med stor omhu. Indvånerne i dette område deler en fælles fysisk typologi og en udvidet familiestruktur. De taler arabisk med en tydelig melodiøs tone og tilbereder deres mad på stort set samme måde. Lige efter Første Verdenskrig efterlyste en forsamling af arabere et forenet Syrien på basis af, at "befolkningen taler arabisk; de er indgiftede i hinanden og har mange slægtsbetonede bånd; og handel er gennem århundreder foregået frit imellem dem."
Og dog var den pan-syriske følelse umådeligt svag før Første Verdenskrig; Stor-Syrien var, når alt kommer til alt, kun en proto-nationalistisk størrelse. Europæere og vestligt orienterede syrere kom ofte med bemærkninger om fraværet af national solidaritet. Vidnesbyrdene om dette emne er enslydende. Den velinformerede forfatter af en britisk rejsefører til Stor-Syrien noterede ved midten af det 19. århundrede, at "patriotisme er ukendt. Der findes ikke en mand i hele landet, hvad enten han er tyrker eller araber, muhammedaner eller kristen, som ville give en para [penny] for at redde imperiet fra ruin; dvs. hvis han ikke er regeringsaflønnet ... Syrerens patriotisme er begrænset til hans egen boligs fire vægge; alt hinsides dem angår ham ikke." Gertrude Bell, en kyndig britisk iagttager, skrev i 1907, at "Syrien er blot en geografisk betegnelse, som ikke svarer til nogen form for nationalfølelse i indvånernes bryst." K.T. Khaïrallah bemærkede i 1912, at "det syriske samfund fandtes ikke før i tiden. Der var ikke andet end separate og ofte fjendtlige grupper .... Samfundet var baseret på et despoti af brutal magtanvendelse udformet efter herskerens egen."
Ved Første Verdenskrigs afslutning i november 1918 havde forestillingen om en syrisk nation imidlertid vundet betydeligt indpas blandt araberne i Palæstina. De enedes næsten énstemmigt om eksistensen af en syrisk nation. Med få undtagelser identificerede de sig med den syrisk arabiske regering i Damaskus, ledet af prins Faysal, som var medlem af Hashemit-familien. Den palæstinensiske begejstring for pan-syrisk enhed øgedes stabilt op gennem midten af 1920'erne.
Der er rigeligt med beviser på denne begejstring. Tre større palæstinensiske organisationer fremsatte pan-syriske ideer umiddelbart efter Første Verdenskrig: Arab Club, Literary Club og Muslim-Christian Association [Den Arabiske Klub, Den Litterære Klub og Muslimsk-Kristen Forening]. (Bemærk, at ingen af disse navne nævner Palæstina.) De to første grupper gik længst, idet de direkte opfordrede til forening med Syrien under Faysal. Selv Muslim-Christian Association, en organisation af traditionelle ledere — mænd som kunne forventes at skulle regere, såfremt Palæstina blev selvstændigt — krævede optagelse i Stor-Syrien.
Muslim-Christian Association afholdt en kongres i januar-februar 1919 for at opstille nogle krav, som skulle fremsættes på fredskonferencen i Paris. Repræsentanter fra fjorten palæstinensiske store og mindre byer fremsatte en begæring, som opfordrede til, at Syd-Syrien blev "uadskillelig fra den uafhængige arabisk syriske regering." Kongressen erklærede Palæstina for "udelukkende en del af arabisk Syrien og det har aldrig været adskilt herfra på noget tidspunkt." De delegerede anså Palæstina for at være bundet til Syrien med "nationale, religiøse, sproglige, moralske, økonomiske og geografiske bånd." På basis af dette synspunkt krævede de et Palæstina, som forblev "uadskilleligt fra den uafhængige arabisk syriske regering."
Musa Kazim al-Husayni, formand for Jerusalems byråd (i realiteten borgmester), fortalte en zionistisk samtalepartner følgende i oktober 1919: "Vi kræver ingen adskillelse fra Syrien." Ifølge Ahmad ash-Shuqayri (manden som stod i spidsen for PLO i 1960'erne) var det allestedsnærværende slogan i 1918-19 "Enhed, enhed, fra Taurus [bjergene] til Rafah [i Gaza], enhed, enhed." Samme appel genlød fra alle sider. En sangerinde i Ramla opfordrede sine "henførte lyttere" til at tilslutte sig Faysals styrker. Fra San Salvador, af alle steder, udgik der i marts 1919 fra de "syriske palæstinensere" til de internationale ledere en protest, som krævede "ingen adskillelse mellem Syrien og Palæstina" og udtrykte forhåbning om, at "Syrien og Palæstina forbliver forenede." Salvadoranerne erklærede: "Vi har tiltro til, at hvis Syrien og Palæstina forbliver forenede, vil vi aldrig komme til at trælle under det jødiske åg."
En kongres bestående af palæstinensere mødtes i Damaskus i februar 1920 og talte stærkt til fordel for en pan-syrisk samling. En af talerne mente, at Palæstina stod i samme forhold til Syrien som Alsace-Lorraine gjorde til Frankrig. Ifølge en nyhedsrapport i en samtidsavis:
'Izzat Darwaza talte om Palæstina og [behovet for] syrisk samling, hvorefter han fremsatte en erklæring til generel drøftelse. Ingen var uenige med ham. Diskussionen af dette emne fortsatte; nogle deltagere ønskede ikke at nævne Palæstina, men at benytte udtrykket Stor-Syrien for alle regioner af Syrien, og de høstede bifald.
Kongressen vedtog fire resolutioner. Den første af disse bemærkede, at "det er aldrig faldet befolkningerne i det nordlige og kystnære Syrien ind, at Syd-Syrien (eller Palæstina) er andet end en del af Syrien." Den anden opfordrede til økonomisk boykot af zionisterne i "alle tre dele af Syrien" (hermed mentes hele Stor-Syrien). Den tredje og fjerde resolution krævede, at Palæstina "ikke bliver skilt fra Syrien," og talte for "Syriens uafhængighed inden for dets naturlige grænser."
Kroningen af Faysal til konge af Syrien i marts 1920 fremkaldte stærke pan-syriske reaktioner blandt araberne i Palæstina. Den britiske militærguvernør i Palæstina modtog et andragende (med Amin al-Husaynis underskrift), som krævede fjernelse af grænserne til Syrien og optagelse af Palæstina i en syrisk union. Musa Kazim al-Husayni brød sit løfte om ikke at blande sig i politik og holdt en hyldesttale til Faysal fra rådhusets balkon. 'Arif al-'Arif anførte en massedemonstration i Jerusalem, hvor deltagerne bar på billeder af Faysal og krævede forening med Syrien.
I april kom så den klargørende nyhed fra San Remo, at den britiske og franske regering havde besluttet at skille Palæstina fra Syrien og bevare begge områder under deres kontrol. Dette afstedkom omgående protester fra alle dele af Palæstina. Nye opfordringer udgik om et uafhængigt, forenet Syrien strækkende sig fra Tyrkiet til Sinai.
Disse og mange andre indikatorer peger på to indiskutable kendsgerninger: indtil juli 1920 var det palæstinensiske mål at indgå i en union med Syrien, mens håbet om en selvstændig palæstinensisk stat dårligt nok eksisterede. Men situationen ændredes hurtigt i løbet af få måneder.
I slutningen af 1920: Den palæstinensiske nationalisme opstår
Franskmændene indtog Damaskus og kuldkastede Faysals arabiske kongedømme i juli 1920. Et resultat heraf var, at syrerne kom til at vie næsten hele deres opmærksomhed til spørgsmålet om fransk styre, hvilket efterlod meget lidt tid og interesse for Palæstina. Et andet resultat var, at for palæstinensernes vedkommende blegnede tiltrækningen ved en syrisk forbindelse. Hvorfor slutte sig til Damaskus, følte palæstinenserne, hvis det betød, at man blev styret fra Paris? De palæstinensiske ledere indså, at de stod alene over for briterne og zionisterne. Fra dette tidspunkt stræbte de efter at oprette en autonom arabisk regering i Palæstina, som skulle styres af dem selv, ikke af politikere i Damaskus. Heri lå oprindelsen til den palæstinensiske nationalisme.
Denne omstilling blev gjort formel på Den Tredje Palæstinensiske Kongres, der afholdt møde i december 1920. De delegerede på kongressen besluttede at droppe betegnelsen Syd-Syrien og holde op med at kræve, at Palæstina blev tilsluttet Syrien. I det øjeblik blev betegnelsen Palæstina acceptabel for muslimerne; og der skulle ikke gå længe, før de faktisk fandt den helt tiltalende.
På flere møder herefter blev denne nye identitet bekræftet. Da Den Syriske Kongres (den vigtigste eksilorganisation, som var viet til dannelsen af et Stor-Syrien) afholdt møde i august 1921, ville palæstinenserne ikke længere støtte Stor-Syriens samling. De tvang endda organisationen til at give sig selv et nyt navn, The Syro-Palestinian Congress [Den Syrisk-Palæstinensiske Kongres], og til at udsende en erklæring, som opfordrede til "uafhængighed for Syrien og for Palæstina." Et år senere trak palæstinenserne sig ud af kongressen.
Dette hastige omsving antyder, at trods den tilsyneladende soliditet i palæstinensernes interesse for forening med Syrien var følelsen altid en smule vaklende. Dette har for en stor dels vedkommende at gøre med, at de to parter, syrerne og palæstinenserne, havde forskellige forventninger. Prins Faysal, som sammen med mange syrere i årene 1918-20 betragtede zionisterne som en mindre presserende fare end maroniterne i Libanon, var villig til at samarbejde med jøderne, hvis de kunne hjælpe ham med at nå hans mål om et Stor-Syrien. I januar 1919 indgik han for eksempel en aftale med zionisterne. Til gengæld for Faysals løfte om "at opmuntre og stimulere immigrationen af jøder til Palæstina i stor skala" fik han zionisternes opbakning til sin kampagne mod franskmændene. (Men denne aftale var afhængig af, at briterne holdt Frankrig ude af Syrien; og da dette ikke blev gjort, fik enigheden ingen effekt.) Kort efter skrev Faysal i et brev til Felix Frankfurter, at "der er plads nok i Syrien til os begge."
De palæstinensiske ledere, derimod, betragtede zionisterne som det største problem. Set med deres øjne afhang Faysals stilling næsten udelukkende af hans evne til at hjælpe dem mod zionisterne. I slutningen af 1918 anså palæstinenserne Faysal for (med en fransk diplomats ord) at være den eneste arabiske leder, som var "i stand til at modstå den jødiske flodbølge" ind i Palæstina. Faysals senere villighed til at indgå aftaler med zionisterne mindskede palæstinensernes opbakning til ham.
Denne forskel i anskuelse skabte spændinger mellem de syriske og de palæstinensiske ledere fra det øjeblik, hvor Første Verdenskrig sluttede i november 1918. Tegnene på utilfredshed var synlige i løbet af de første tre måneder efter Faysals ankomst til Damaskus, og de voksede med tiden. Allerede i begyndelsen af 1919 besluttede Muslim-Christian Association sig for, at Palæstina "bør være en del af Syd-Syrien, forudsat at sidstnævnte ikke er under fremmed kontrol." Foreningens afdeling i Jerusalem gik endnu længere og opfordrede til, at en uafhængig regering i Palæstina kun skulle være "politisk knyttet" til Syrien. Den bemyndigede Faysal til "at repræsentere Palæstina og forsvare det på konferencen i Paris" ud fra den underforståelse, at Palæstina opnåede fuld autonomi inden for den syriske union. Og selvom 'Arif Pasha ad-Dajjani, præsident i Muslim-Christian Association, insisterede på, at "Palæstina eller Syd-Syrien — som en integreret del af et samlet og udeleligt Syrien — ikke under nogen omstændigheder eller noget påskud må løsrives," havde også han sin tvivl med hensyn til at blive styret fra Damaskus.
Retfærdigvis må det siges, at argumenter imod forbindelsen til Damaskus dukkede op i pressen så tidligt som 1919. Den Arabiske Klub var den første nationalistiske institution, der opgav Faysals lederskab. Trods sit navn førte avisen Suriya al-Janubiya ("Syd-Syrien") kampagnen væk fra pan-syrienismen, idet den hævdede, at syrerne var alt for optaget af deres konflikt med Frankrig til at ofre den zionistiske udfordring tilstrækkelig opmærksomhed. I januar 1920, da Faysal vendte tomhændet tilbage fra sin anden rejse til Europa, begyndte nogle af de palæstinensiske topfolk at betragte ham som ikke værende væsentlig for deres sag, et indtryk som blev forstærket af manglen på syrisk reaktion på optøjerne i Jerusalem i april 1920.
Men disse spændinger havde kun begrænset betydning. De syriske og palæstinensiske ledere minimerede reelt forskellene mellem sig frem til juli 1920, for begge parter havde en interesse i prins Faysals succes.
Hvad var årsagen til det utroligt hastige sammenbrud i den pan-syriske følelse i Palæstina? Yehoshua Porath, førende historiker inden for palæstinensisk nationalisme, argumenterer i sin bog fra 1974, The Emergence of the Palestinian-Arab National Movement 1918-1929, for, at palæstinenserne kun støttede pan-syrienismen, så længe det gavnede dem, men forlod den, da den ikke længere var til nytte for dem. Han skriver således, at i modsætning til syrerne, som var tilbøjelige til at betragte pan-syrienismen som et mål i sig selv, betragtede palæstinenserne den som et middel, et våben i kampen mod zionismen; den var svag, fordi den udelukkende tjente et fjernere formål. Dette at blive behandlet som en del af Syrien gav tre fordele i årene 1918-20. En fælles engelsk-fransk erklæring i november 1918 lovede "at opmuntre og medvirke til etableringen af lokale regeringer og administrationer i Syrien og Mesopotamien" — ikke Palæstina. Denne erklæring gjorde det ønskværdigt for Palæstina at blive betragtet som en del af Syrien. Og en sammenslutning med den store muslimske befolkning i Stor-Syrien gav mulighed for at overgå de jødiske immigranter demografisk. Og en alliance med Faysal gav palæstinenserne en relativt magtfuld beskytter.
Ifølge Porath betød den franske indtagelse af Damaskus, at disse fordele forvandt:
Skuffelsen over syrernes moderation over for zionismen kølnede palæstinensernes begejstring for ideen om en pan-syrisk samling .... Orienteringen mod Damaskus var baseret i mindre grad på væksten i nationalismen omkring dette område [dvs. Stor-Syrien] end på en given politisk situation. Da denne situation ændrede sig, styrtede grundlaget under den pan-syriske bevægelse sammen.
Alle disse punkter er korrekte, men ikke den følgeslutning, at den pan-syriske nationalisme blot var en taktik, mens den palæstinensiske nationalisme appellerede til dybere følelser. Det omvendte ligger tættere på sandheden. De eksisterende følelser passede bedre ind i Stor-Syrien end i Palæstina. Palæstinenserne opgav pan-syrienismen og erstattede den med palæstinensisk separatisme af taktiske årsager, ikke på grund af hjertets følelser. Porath citerer selv en palæstinensisk leder, som åbent indrømmede dette. Blot få dage efter Faysal-regeringens fald erklærede Musa Kazim al-Husayni, at "efter de seneste begivenheder i Damaskus, må vi iværksætte en total ændring af vore planer her. Syd-Syrien eksisterer ikke længere. Vi må forsvare Palæstina." Kamil ad-Dajjani forklarede mange år efter begivenhederne, at "sammenbruddet i Faysals styre i Syrien og skuffelsen af de forhåbninger, som havde været knyttet til dette styre, fik palæstinenserne til at føle, at orienteringen hen imod et Stor-Syrien ikke bar frugt." Den palæstinensiske nationalisme havde sin rod, ikke i spontane følelser, men i kalkuleret politik, og der skulle gå lang tid, før den følelsesmæssige appel i denne overlagte og nyskabte troskab kunne måle sig med den pan-syriske nationalismes ditto.
Kort sagt, Palæstina-konceptet tjente palæstinenserne bedre end ideen om et Stor-Syrien. Det gav de arabiske ledere i Palæstina mulighed for at tale samme politiske sprog som zionisterne og briterne. I stedet for at henvise til en ydre kilde til autoritet kunne de kræve suverænitet for sig selv. I løbet af denne proces udviklede de sig fra provinsielle notabiliteter til selvstændige aktører. Det var således taktiske overvejelser, som lå bag den palæstinensiske nationalismes hastige fremvækst.
I sidste instans skyldes den palæstinensiske nationalisme zionismen; havde det ikke været for eksistensen af et andet folk, som anså det britiske Palæstina for sit nationale hjem, ville araberne være blevet ved med at betragte dette område som en provins i Stor-Syrien. Zionismen gjorde Palæstina til noget værdifuldt i sig selv; havde det ikke været for de jødiske aspirationer, så havde sunni-arabernes holdning til Palæstina utvivlsomt lignet den til det transjordanske område — en indifference som kun langsomt blev nedbrudt gennem mangeårige regeringsbestræbelser. Den palæstinensiske nationalisme bragte forhåbninger om den mest direkte vej til håndtering af den udfordring, som de zionistiske bosættere udgjorde — en udfordring som man aldrig oplevede direkte på Østbredden.
Amin al-Husayni
Én mands karriere, nemlig Al-Hajj Muhammad Amin al-Husayni (1895-1974), langvarig mufti i Jerusalem, udtrykker omsvinget fra pan-syrienisme til palæstinensisk nationalisme på dramatisk vis.
Husayni begyndte som partisan for et Stor-Syrien. Han skrev følelsesfuldt om båndene mellem syrere og palæstinensere under Første Verdenskrig. Da hashemiterne udløste den arabiske opstand og brød med det osmanniske imperiums fire hundred årige kontrol med Levanten, opfattede Husayni dette som en mere effektiv måde at standse zionisterne på. Som Philip Mattar, muftiens levnedsskildrer, skriver: "Eftersom det syntes omsonst for araberne at modsætte sig det britiske styre, mente Amin, at den eneste praktiske tilgang var at forsøge at ændre den britiske Balfour-politik ved at organisere massernes støtte til en genforening af Syrien og Palæstina, som i så fald ville arbejde sammen imod zionismen."
Husayni forlod derfor den osmanniske hær og sluttede sig til hashemiterne. Senere blev han en førende agent for hashemiterne (en ironisk udvikling set i lyset af hans senere dødelige fjendskab mod denne familie), rekrutterede omkring 2.000 militære frivillige i 1918 og arbejdede aktivt til fordel for Faysal i 1919. På den palæstinensiske kongres i januar-februar 1919 opfordrede Husayni til forening af Palæstina og Syrien. En britisk diplomatisk beretning bemærkede, at Husaynis aktiviteter var målrettede "til fordel for en forening med det sharifianske [dvs. Faysals] Syrien."
Husayni fungerede som præsident for Den Arabiske Klub, som var særligt opsat på en forening med Syrien. Hen imod slutningen af 1919 sendte denne gruppe et brev til den britiske militærguvernør i Jerusalem, hvori de erklærede, at "Syd-Syrien udgør en del af det Forenede Syrien, begyndende med Taures [og strækkende sig til] Rafa, hvis adskillelse vi ikke tolererer under nogen omstændigheder, og vi er tillige rede til at ofre os for dets forsvar af al magt."
Da Husayni vendte tilbage fra Damaskus den 1. april 1920, introducerede han et nyt element i den allerede spændte atmosfære i Palæstina ved at fortælle (ukorrekt), at den britiske regering var villig til at anerkende Faysal som regent over Palæstina såvel som Syrien. Denne beretning fik de pan-syriske forventninger til at stige til feberagtige højder. Så kom Nabi Musa-optøjerne i Jerusalem den 4. april, hvor arabiske horder angreb jøder; ifølge Horace B. Samuel (og den britiske politirapport bekræfter hans beretning) blev disse uroligheder sat i gang af to unge mænd, som råbte "Længe leve vores konge — kong Feisul." Taysir Jbara, en historiker, mener, at Amin al-Husayni var en af disse to. Politiet søgte efter Husayni, men han flygtede til Damaskus, hvor han på ny virkede for at udbrede kong Faysals indflydelse. Selvom en palæstinensisk domstol havde dømt Husayni in absentia til ti års fængsel, benådede højkommissæren for Palæstina, Sir Herbert Samuel, ham mindre end fem måneder efter, at urolighederne i Jerusalem fandt sted. Dette tillod Husayni at vende tilbage til Palæstina efter Damaskus' fald.
Faysals nederlag fik Husayni, ligesom de andre ledere, til at ændre ideologi uden at miste fodslaget og blive forvandlet til en ubøjelig palæstinensisk nationalist. Han blev mufti i Jerusalem i 1921, præsident for Supreme Muslim Counsil [Det Øverste Muslimske Råd] i 1922 og præsident for Arab Higher Committee [Den Arabisk Højkomite] i 1936. Hver eneste af disse poster gav ham fornyet magt; ved midten af 1930'erne var han blevet palæstinensernes mest fremtrædende politiske leder, symbolet på og bolværket for den palæstinensiske nationalisme.
Konklusion
Der indtraf fire afgørende begivenheder i 1920. I marts blev Faysal kronet som konge af Syrien, hvilket skabte forventning om, at Palæstina ville blive tilsluttet hans uafhængige stat. I april satte briterne Palæstina på landkortet og knuste dermed disse forhåbninger. I juli indtog de franske styrker Damaskus, hvorved det palæstinensiske bånd til Syrien ophørte. Og i december overtog den palæstinensiske ledelse, i en reaktion på disse begivenheder, målet om en uafhængig palæstinensisk stat.
Den palæstinensiske nationalisme, som således var opstået på baggrund af politiske kalkuler, ikke spontane følelser, måtte vente mange år, før den opnåede reel styrke. Dog, hvad den palæstinensiske nationalisme manglede i naturlig oprindelse, bødede den snart på med passioneret identifikation. Hvordan kom en planlagt og nyskabt troskab til at udøve en så stærk følelsesmæssig appel? Nødvendighedens logik fik den palæstinensiske nationalisme til at blomstre, og den blev til en folkelig sag.
Så aldeles er den kommet til at dominere den aktuelle scene, at dens nylige og nyttebetonede oprindelse er blevet glemt af alle bortset fra en håndfuld lærde. For at gøre det hele endnu værre, så synes en uformel kampagne at være på vej med henblik på at undertrykke den kendsgerning, at pan-syrienismen allerede havde domineret gennem to afgørende år. En række nye akademiske bøger præget af solid research fejer hele dette fænomen til side i en bestræbelse på retroaktivt at øge den palæstinensiske nationalismes størrelse i de pågældende år.
Denne omskrivelse af historien tjener til at betone året 1920's varige betydning. En gennemgang af begivenhederne det år peger for det første på den kendsgerning, at den palæstinensiske nationalisme blot er en blandt mange varianter af anti-zionisme; til gengæld står nye udgaver altid på spring. Yasir 'Arafat og hans tilhængere kan aldrig sove roligt, for de må altid kæmpe, ikke bare mod deres israelske fjende, men også mod deres arabiske rivaler. (Mange af disse har stadig baser i Damaskus.)
For det andet demonstrerer året 1920 den ekstreme ustadighed i arabernes nationalistiske loyalitet. Da denne kun havde overfladisk rod i nationalistiske følelser, havde de nemt ved at springe fra én formulering til en anden. De palæstinensiske ledere støttede målet om et Stor-Syrien, så længe det gavnede deres formål; efter den franske indtagelse af Damaskus ændredes præmisserne og ledelsen anlagde uforstyrret en ny holdning. Op gennem 1950'erne, hvor Gamal Abdel Nasser og den arabiske nationalisme havde vinger, overgik mange af de palæstinensiske ledere til hans lejr. Det kan ske igen. Skulle omstændighederne kalde på et nyt omsving, lad os sige til en føderation med Jordan, vil mange af de palæstinensere, som i dag så brændende går ind for en selvstændig palæstinensisk stat, muligvis overtage denne aspiration.
Selvom det er sandt, at bevægeligheden i året 1920 opstod i en periode med særlig fluiditet og at positionerne er blevet mere fastlåste siden, så er og bliver Mellemøsten verdens politisk mest omskiftelige område. Større omgrupperinger finder sted næsten forudsigeligt, godt én gang i hvert årti. Når det må tages for givet, at vore dages magtkonstellationer sandsynligvis ikke vil holde ind i en fjern fremtid og at en uafhængig palæstinensisk stat ikke synes at være på trapperne, kan den palæstinensiske nationalismes forrang meget vel komme til ophør, måske lige så hurtigt som den begyndte.
13. sep. 2000 opdatering: Jeg har i dag udsendt en opsummeret udgave af denne artikel for at mindes in-spe-deklarationen af en palæstinensisk stat.
