I dag var dagen, hvor en palæstinensisk stat næsten blev deklareret - for tredje gang.
Den 1. oktober 1948 stod muftien i Jerusalem, Haj Amin Husseini, foran Det Palæstinensiske Nationalråd i Gaza og deklarerede eksistensen af en All-Palestinian Government [selvstændig regering for alle palæstinensere].
I teorien regerede denne stat allerede i Gaza og skulle snart kontrollere hele Palæstina. Den blev således født med fuld ministerbesætning til højtsvungne proklamationer af Palæstinas frie, demokratiske og suveræne karakter. Men det hele var en forstillelse. Gaza blev styret af den egyptiske regering, ministrene havde intet at varetage og denne All-Palestinian Government blev aldrig udfoldet noget steds. Derimod viskedes denne facade hurtigt bort.
Næsten fyrre år senere, den 15. november 1988, blev en palæstinensisk stat på ny deklareret, igen på et møde i Det Palæstinensiske Nationalråd.
Denne gang var det Yasser Arafat, der førte den frem. På en måde var denne stat endnu mere virkningsløs end den første, idet den blev proklameret i Algier, næsten 3.000 kilometer og fire grænser borte fra Palæstina og uden at kontrollere en eneste centimeter af det territorium, som den gjorde krav på. Selvom Algier-deklarationen dengang fik kolossal opmærksomhed (Washington Posts forsidehistorie lød "PLO deklarerer palæstinensisk stat"), så var den tolv år senere næsten glemt ligesom den Gaza-deklaration, som var gået forud.
Med andre ord, deklarationen af en palæstinensisk stat i dag ville have været en genoptagelse af et fortærsket emne.
Vi ved ikke, hvordan dagens deklaration ville have lydt, men den ville sandsynligvis ligesom dokumentet fra 1988 have erklæret, at "det palæstinensisk arabiske folk formede sin nationale identitet" i den fjerne oldtid.
I virkeligheden går den palæstinensiske identitet tilbage, ikke til oldtiden, men præcist til 1920. Der eksisterede intet "palæstinensisk arabisk folk" i begyndelsen af året 1920, men omkring december måned tog det form i en skikkelse, som tydeligt svarer til den, det har i dag.
Indtil slutningen af det 19.årh. identificerede indbyggerne, som boede i området mellem Jordanfloden og Middelhavet, sig primært ud fra religion: Muslimerne følte sig langt stærkere knyttet til fjerne religionsfæller end til de omkringboende kristne og jøder. Det at bo i dette område medførte ikke nogen fornemmelse af fælles politisk formål.
Så ankom den ideologiske nationalisme fra Europa; dens ideal om en regering som legemliggørelse af folkeånden var fremmed, men appellerede til Mellemøstens befolkninger. Men hvordan skulle dette ideal bruges? Hvem udgør en nation og hvor skal grænserne ligge? Disse spørgsmål fremkaldte store diskussioner.
Nogle sagde, at indbyggerne i Levanten udgør en nation; andre sagde de, der taler østarabisk; eller alle arabisktalende; eller alle muslimer.
Men ingen foreslog "palæstinensere" og med god grund. Palæstina, som dengang var en sekulær måde at sige Eretz Yisra'el eller Terra Sancta på, var et rent jødisk og kristent begreb, som var yderst fremmed for muslimerne, ja ligefrem frastødende for dem.
Denne afsky blev bekræftet i april 1920, da de britiske besættelsesstyrker kreerede et "Palæstina." Muslimerne reagerede med stor mistro, idet de med rette anså denne betegnelse for at være en sejr for zionismen. Mindre berettiget var de også bekymrede for, at det signallerede en genoplivelse af korsfarerbevægelsen. Ingen betydningsfulde muslimske personer godtog Palæstina-skitsen i 1920; alle protesterede imod den.
I stedet rettede muslimerne vest for Jordanfloden deres troskab mod Damaskus, hvor Jordans kong Abdullah II's tipoldefars bror dengang regerede; de identificerede sig som sydsyrere.
Interessant nok talte ingen mere indfølende for denne tilknytning end en ung mand ved navn Amin Husseini. Men i juli 1920 omstyrtede franskmændene denne hashemitiske konge og kvalte dermed også forestillingen om et Sydsyrien.
Isolerede som de var efter begivenhederne i april og juli, forsøgte muslimerne i Palæstina at få det bedst mulige ud af en dårlig situation. En fremtrædende jerusalemit bemærkede få dage efter det hashemitiske kongedømmes fald: "efter de seneste begivenheder i Damaskus må vi iværksætte en total ændring af vore planer her. Sydsyrien eksisterer ikke længere. Vi må forsvare Palæstina."
Ledelsen fulgte dette råd og overtog i december 1920 målet med at skabe en uafhængig palæstinensisk stat. Inden for få år blev denne bestræbelse ledet af Husseini.
Andre identiteter – syrisk, arabisk og muslimsk – fortsatte med at konkurrere med den palæstinensiske i årtier herefter, men sidstnævnte har i dag nærmest fejet de andre til side og hersker noget nær suverænt.
Når det er sagt, så antyder den kendsgerning, at denne identitet er af en så nylig og opportun oprindelse, at den foretrukne "palæstinensiske" er overfladisk forankret og at den på et tidspunkt atter kan ophøre, måske lige så hurtigt som den opstod.
13. sep. 2000 opdatering: Denne klumme er et sammendrag af en længere artikel om samme emne, som jeg udsendte i 1989.
